Venderne og de danske før Valdemar den Stores tid

This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project
to make the world's books discoverable online.

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that 's often difficult to discover.

Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book' s long journey from the
publisher to a library and finally to you.

Usage guidelines

Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for
personal, non-commercial purposes.

+ Refrainfrom automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the
use of public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Maintain attribution The Google "watermark" you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it.

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner
any where in the world. Copyright infringement liability can be quite severe.

About Google Book Search

Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web

at |http : //books . google . com/

Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google
som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online.

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog,
der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra
land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der
ofte er vanskelig at opdage.

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange
rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig.

Retningslinjer for anvendelse

Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige.
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at
kunne tilvejebringe denne kilde.

Vi beder dig også om følgende:

• Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug

Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål.

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler

Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski-
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os.
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe.

• Bevar tilegnelse

Det Google- "vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det.

• Overhold reglerne

Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror,
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden.
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig.

Om Google Bogsøgning

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan

søge gennem hele teksten i denne bog på Internettet på http://books.google.com

eÆ5

INDBYDELSESSKRIFT

TIL

KJØBENHAVNS UNIVERSITETS AARSFEST

Trr rT?TVnr,'T\

KIRKENS REFORMATION.

lii n\:

vexi)i:rne og de danski:

jaif ' ^^ ' ^

TEKT£N

r-;A ,

''^

/
/ /

hh :

1

i'/ ^ '

INDBYDELSESSKRIFT

TIL

KJØBENHAVNS UNIVERSITETS AARSFEST

TIL ERINDRING OM

KIRKENS REFORMATION.

HERI:

VENDERNE OG DE DANSKE
FØR VALDEMAR DEN STORES TID.

AF f^^

JOHANNES C. H. R. STEENSTRUP, 4-

DR. JVR. A PHIL., BROFESSOR.

MED ET KORT OVER ØSTERSØLANDENE, SAMT EN I
TEXTEN TRYKT TEGNING AF BYEN WOLLIN.

KJØBENHAYN.

TRYKT 1 U\IVER.SIT£TSBOGTRYKKERIKT (i. H. SCHULTZ.) .
1900.

I-

632547 A

L

VENDERNE OG DE DANSKE

FØR VALDEMAR DEN STORES TID.

AF
JOHANNES C. H. R. STEENSTRUP.

Q^^^ /^/*to^/«f .^>

INDHOLD

Sido

Første Afsnit. De vendiske Folk ved den
historiske Tids Begyndelse.

1. Folkeslagene ved Østersøkysten 1—8

De vendiske Folk bo fra Wftgrien indtil Weichselmun-

dingen. De baltiske eller littauisk-Iettiske Folk (her-
under Ester, Preusser, Sember). De finske Folk:
Kurer, Liver. Slaver og Vender som Fællesnavn. De
i Norden anvendte Betegnelser. Slave i Betydning af
Træl findes i Danmark først i det 17de Aarhundrede.

2. Vendernes Forhold til Søfart og Handel 8—22

De slaviske Landes Frugtbarhed. Nordboernes Ejendskab
til Folkene i Østersølandene i Oldtiden. Venderne erc
ikke Søfarende, og de besidde ikke Handelsåand. I
Venden findes kun en enkelt Kjøbstad af Betydning.
Paa Markeder og Handelspladser i Norden træffes aldrig
vendiske Ejøbmænd. En Karakteristik af Esterne
(Preusserne).

Andet Afsnit. Jomsborgs Grundlæggelse og
ældste Historie.

3. De Danskes Forhold til Venderne i Vikinge-
togenes Tidsrum » 23—28

De Danske staa i nærmere Berøring med de slaviske Folk

end med Sachseme. Kong Godfred og Handelsbyen
Reric i Abodritemes Land. Danskes Hærtog paa Øster-
søen i det 9de Aarbundrede.

4. JuUn ( Jumne) og Jomsborg 28—39

Adam af Bremens Skildring af den store Handelsby Jumne.

Dens Beliggenhed paa Wollin ved Dievenow. Ibrahim-
ibn-Jakubs Reiseberetning 965, hans Skildring af Østersø-
landene og formentlige Omtale af Julin. Wichmans
Kampe i Abodriterlandet, han vil søge Hjælp hos de

VI

Side

Danske og forbinder sig med YuloinL Jomsborg paa
Wollin, der er anlagt af Harald Blaatand, synes derfor
grundet paa disse Tider. Hakon den Qode overvinder
vendiske Skibe i Danmark; for første Gang høres om
Vender som Vikinger. Slgaldeudtrykket Venders Morder.
Harald Blaatands Søn Hagen i Samland.

Borgens Indretning og Jomsborg-Lovene 40 — 46

Omend Palnjitoke er en Sagnfigur, have Beretningerne
om Borgens Indretning og de her gjældende Love Sand-
synlighedens Præg. Jomsborg kaldes paa Grund af sin
Havn en Søborg. Toget paa Ansgars Tid til Seeborg
i Kurland.

Fundne Minder om Byen og Borgen 47 — 52

Det falske Sagn om Staden Vineta, der sank i Havet
Den nuværende By Wollin og dens Omgivelser. Fund
og Udgravninger paa Silberberg, paa hvilken Høide
Jomsborg har været bygget. Den nu opfyldte Lavning
mellem Silberberg og Byen har rummet Havnen. Den
store Begravelsesplads paa Galgenberg Syd for Byen.

Høvdinger i Venden 52 — 59

Styrbjøm og Sigvalde. Jomsvikingemes Togter til Eng*
land paa Svend Tveshjægs Tid. Jarlen Toke i Venden.
— De tvende Jarler Urgothriot og Brimeslgar, der
styre Viken. £n Undersøgelse om Tidspunktet for det
store Uaar i Norge og de Begivenheder, som stode i
Forbindelse dermed.

Tredie Aftoit Forbund og Kampe med Ven-
derne i det Ute Aarhundrede.

8. De T\'dskes og de Danskes Stilling til den

vendiske Nationalitet 60 — 67

Forholdet mellem Venderne og de Tydske. Der opstaar
et stærkt, gjennem Aarhnndreder varende Kationalhad
meUem disse Folk. De Danske have mange Forbin>
delser ned de slaviske Folk; de sege sig Hnstnier her,
saalodes Harald Blaatand, Svend Tveskæg« Knud den
Sh>res St»ster Sanrslave og hans Svoger Wyrtgeoni.
l'lf Jarl og Svend, Jbllfgifus S«n« i Jomsborg Knnds
Tc^ til Venden og Samland. Dux Wnrtsleof og andre
Vender i En^iand.

vn

Side

9. Slaget paa Lyrskovshede 67—72

Kong Magnus erobrer Jomsborg. De Danske have dræbt
Ratibor, hvorfor Venderne foretage et stort Hævntog.
Magnus seirer over dem paa Lyrskovshede. Svend
Estridssøn har næppe deltaget i Kampen.

10. Svend Estridssøn 73—79

Godskalk maa forlade Abodriterlandet og tjener under

Knud den Store. Han ægter en Datter af Kong Svend
og bekriger Abodriteme. De vælge ham til deres
Fyrste; han udvider sit Landomraade, støttet af Kong
Svend. Godskalk søger at udbrede Ghristendommen,
men dræbes under Opstanden 1066. £n Efterretning
hos Orderic Yitalis om, at Liutitierne hørte under Kong
Svend.

11. Erik Eiegod 79—83

Hyppige Plyndringer af Vender i de danske Farvande.
Aute dræbes, hvorfor hans Broder Skjalm Hvide fore-
tager et Straffetog til Julin. Erik Eiegod gjør Krigstog
til Venden, seirer og vinder Land. Btigen bliver skat-
skyldigt

Fjerde Afsnit. Knud Lavards og Borger-
krigenes Tidsalder.

12. Forhold til Venden paa Kong Niels' Tid 84—93

Henrik, Godskalks Søn, lader Cruto dræbe og bliver

Abodritemes Fyrste. Da Kong Niels ikke vil udlevere
ham hans Mødrenearv, hærger han ved Sydgrænsen.
Kong Niels* Tog til Wagrien og Nederlag. Knud Lavard
faar Jarledømmet i Hedeby og seirer over Henrik, som
ved Knuds Mellemkomst udsoner sig med Kong Niels.
Efter at Henriks Familie er uddød, bliver Knud af
Lothar af Sachsen indsat til Abodritemes Knes. Hans
Styrelse og Død. — Nogle Tidsbestemmelser: Margrethe
Fredkulla døde i Slutningen af 1120eme; Henriks Død
indtraf 1127; Korstoget til Smaaland fandt Sted 1123.

13. Plyndringen af Konghelle 1135 93—98

Venderne angribe kun Ejjælden Kjøbstæder. Beretningen
om Roeskildes Plyndring 1133 skyldes en Misforstaaelse.
Den blomstrende Stad Konghelle lokker Venderne til
et stort Tog. Deres Kampe med Bymændene og Stadens
Ødelæggelse. Kong Erik Emune drager til Rflgen; Rø-

VIII

Side

boerne underkaste sig, men rive sig kort efter løs.
Erik Lams Svaghed overfor Venderne.

14. Korstoget 1147 98—106

£n Ufreds, Troløsbeds og Grumbeds Aand raader i nogle
Aartier over Europas Lande. Edessas Fald giver An-
ledning til det andet Korstog; tydske Fyrster beslutte
et Korstog mod Venderne. Den tydske Hær foran
Demmin og Stettin. Kongerne Svend og Knud opgive
deres indbyrdes Strid og beslutte at deltage i Korstoget.
De drage til Abodriternes Land, hvor Dobin beleires.
Røboemes Flaade overfalder Skaaningeme, som lide
store Tab og miste deres bedste Mænd. Hævntog af
Skaaningeme til RUgen 1150 og Røboemes Indfald i
Skaane.

15. De vendiske Togters Formaal og Eiendomme-

lighed; Venderne betvinges 106—122

Betegnelsen Vikinger anvendes ugjerne paa Venderne.

Den store Forsigel i deres og Normannernes Færd. I
Vendernes Optræden findes der ingen Udvikling; de
danne aldrig store, ordnede Hære. Nogle tvivlsomme
Beretninger om, at Vendeme have hjemsøgt Byer. De
besætte ikke noget fast Punkt indenfor Danmark og
synes ikke at tilsigte Erobring af Landsdele. De have
næppe bosat sig i høi Grad paa de sydlige Øer; kun
nogle faa Stednavne paa Laaland og Falster ere Vid-
nesbyrd derom. Faren for Danmark laa mest i den
evindelige og ødelæggende Plyndring, samtidig med den
indre Splid. Absalon og Kong Valdemar betvinge Ven-
derne. Æren for Seirene tilkommer især Sjællænderne,
Skaaningeme, Sønderjyderne, tildels Fyenboerae. — En
kronologisk Undersøgelse om Aaret, da Arkona blev
erobret.

FØRSTE AFSNIT.

De vendiske Folk ved den historiske
Tids Begyndelse.

1. Folkeslagene v«d Østersøkysten.

Den Fremstilling, som i det Følgende gives af de Dan-
skes Herredømme i Landene ved Østersøen, falder i det Væ-
sentlige sammen med en Skildring af deres Forhold til de
slaviske Folk, særlig Ve n d e r n e. Efter at den Folkebevægelse,
som i det 3die — 7de Aarhundrede havde ført de nordlige sla-
viske Folk fra Dnjeprs midterste og øvre Løb stadig læn-
gere mod Vest og Nord, var til Ende, stod der slaviske
Stammer lige fra det østlige Holsten langs hele Kysten af
Østersalt op til Weichselmundingen. Først hinsides denne
Mod ved det koriske Haff og i Landene omkring Eigabugten
havde Folk, som Nutidens Videnskab sammenfatter under
Betegnelsen de baltiske eller littauisk-lettiske, taget
Stade, og de synes at have boet her fra meget gammel Tid.
Yngre og ældre Kilder bekræfte her hinandens Vidnesbyrd.
Saaledes fortalte den Reisende Wulfstan Kong Alfred (o. 900),
at han under sin Seilads fra Hedeby hele Tiden havde
Vendland paa sin Styrbords Side indtil Weichselmundingen.
„Weichselen — siger han — er en meget bred Flod, og nær
ved den ligger Witland og Weonodland (Venden), og Witland
hører til Esterne, og Weichselen løber ud af Weonodland og

1

2

falder i Estmere, og dette Hav er mindst 15 Mile bredt"*).
Disse Ester, som boede hinsides Weichsel ved det Frische
Haff eller Estmere, saaledes som det kaldtes efter dem, kj en-
des allerede fra Tacitus Tid som bosatte her*).

Tacitus kalder dem Aestui, hos Jordanes (o. 550) hedde
de Aesti ; og vel at mærke have disse Folk alene Navn, ikke
Herkomst eller Blod, tilfælles med Esterne i Estland i vore
Dage. Her har fundet en saadan Flytning af Folkenavn
Sted, som vi saa vel kjende andetsteds fra i Historien. Nye
Beboere af de samme Landskaber have taget Folkets Navn
i Arv efter de gamle Indbyggere, eller dette er blevet tildelt
Nabofolk. De her omtalte Folk i Weichsellandet mistede
Betegnelsen Ester, og Preusser, Pnizi, blev deres fremtidige
Navn. Vi finde det vist første Gang hos den saakaldte
baierske Geograf, som skrev i det 9de eller 10de Aarhun-
drede, derefter i Jøden Ibrahims Reiseberettelse^), hosThiet-
mar*) og Adam af Bremen^). Men atter her maa Folke-
navnet tages i en helt anden ethnografisk Betydning end den,
det har i vore Dage. Det gammelpreussiske Sprog var nær
beslægtet med Sproget hos Littauer og Letter, især med de
førstes Sprogø).

Ifølge Wulfstans foran meddelte Fortælling hed den
Del af Esternes eller Preussernes Land, som grænsede nær-
mest til Weichsel, Witland, og dette Navn gjenfindes i flere
andre Kilder, dog ikke hos Adam, der derimod nævner Sem-

1) A description of Europc by king Alfred the Great, ed. BoBworth
19 ff.; jfr. Steenstrup, Normannerne III. 324 f.

2) Vilh. Thomsen, Berøringer mellem de finske og de baltiske (litauisk-
lettiske) Sprog (Vidensk. Selsk. Skrifter 6. R., Hist-phil. Afd. I. 1) 15 f.

8) Fr. Westberg, Ibrahim^s-ibn-Jakubs Reisebericht ttber die Slawen-
lande aus dem Jahrc %5 (i Mémoires de TxVcadémie Impér. de St.-Péters-
bourg, Ville serie, III. Nr. 4) 56: Brus.

4) Thietmar IV. 28: Pruci, VII. 35: Prucia.

6) Adam II. 19, IV. 18; schol. 15, 25. Jfr. Sv. E. Lonborg, Adam
af Bremen och hans skildring af Nordeuropas lander och folk 104.

6) Vilh. Thomsen, Berøringer mellem de finske og de baltiske Sprog 18.

land, en 0, som Preusserne besidde^). Samland var Halvøen
mellem det Frische og det Koriske Haff, som meget vel
kunde kaldes en 0, da den ogsaa ved den landfaste Side er
afskaaren ved Flodløb %

Dersom vi derpaa fra det Kuriske Haff trængte længere
ind i Landet, vilde vi her træffe Littauerne, der havde
Bopæle i de vidtstrakte Skov- og Sumplande omkring Nje-
men, omtrent paa samme Omraade som i vore Dage, medens
Letterne stode nordligere ved Bigabugten i det sydlige
Kurland, i SemgaUen (Vest for Diina)^) og i det sydlige
Livland.

Det er ikke muligt for de Aarhundreder, som vi her
have for Øie, at angive paa en bestemtere Maade, hvor
Grænserne for disse Folks Omraader vare ; dertil ere Kilderne
altfor faa og spredte. Saaledes bliver det heller ikke muligt
at opgive nøie, hvor de finske Folks Bopæle begyndte.
Med disse Folkeslag komme vi til Nationer af en helt anden
Afstamning og Æt end de alt nævnte. Vist er det, at ogsaa
disse havde bosat sig i Landene om Rigabugten og derfor
stode Side om Side med de lettiske Folk, der synes at have
trængt sig ind imellem dem. Til de finske Folk hørte saa-
ledes Kurer paa den store Halvø, der danner Eigabugtens
Vestside*), og Liver i Livland og det nuvælrende Estland;
finske vare endvidere Folkene ved den finske Bugt, baade
paa dens nordre og søndre Kyst.

^) Adam II. 19: ad Semland provinciam, quam possident Priizi. IV.
18: hane iuhabitant Sembi vel Pruzzi.

2) Lonborg, Adam af Bremen 105.

3) Jfr. Runestenen fra Nedervalla i Sødermanland : Si(g)rid lét ræisa
stæin |)enna at Svæin sin bénda.

Hann oft siglt
til Sæimgala
dJTum knarri
lim Domisnæs.
Antiqvarisk Tidskrift fdr Sverige X. 200.

*) Thomsen, Berøringer 22.

Saaledes stode Folkeslag af den ariske (jafetiske) Æt
helt hen til Rigabugten, og selv om Weichselen for saa vidt
dannede en Folkegrænse, som hinsides denne Flod de lettiske
Folk havde deres Stade, maa det dog erindres, at disse sidste
ethnografisk stode de slaviske Folk overordentlig nær. De
synes altid at have boet i umiddelbar Nærhed af de slaviske
Folk og nordligere end disse, og de ere i sproglig Henseende
saa nøie beslægtede med dem, at mange Forskere sammen-
fatte dem og Slaverne til een stor Folkeklasse, den lettisk*
slaviske ^).

Der vil ikke være Grund til her at nævne de talrige
slaviske Folkeslag, som boede inde paa Fastlandet bagved
de nævnte Kystfolk. I det 9de Aarhundrede stiftedes al
Nordboerne det Bige ved Ladoga, Peipus og Dnjepr, som fik
Navn efter Russerne og omfattede mange slaviske Folk,
Polakkerne, som boede mellem Oder og Weichsels øvre
Løb, havde allerede i nogle Aarhundreder dannet et større
Herredømme, og midt i det 9de Aarhundrede erhvervede
Piastemes Slægt Tronen. I Bøhmen havde Samo stiftet
et Eige i det 7de Aarhundredes første Halvdel. Medens vi
saaledes herinde træflFe større Riger, var det kun Smaastater
med Smaafyrster, mellem hvilke Landene ved Kysten vare
fordelte. Det er disse, vi nu gaa over tU at omtale; det er
dem, med hvem de Danske især kom i Berøring.

Imidlertid ere disse Folk. mange i Tal, og Navnene paa
dem skifte i Tidens Løb, saa at Listen vUde blive lang og
vekslende, om vi skulde nævne dem alle. En saadan For-
tegnelse vilde ogsaa snarere have Interesse for Togene paa
Valdemaremes Tid end for Forholdet til Danmark i den her
behandlede Tidsalder, og derfor skal jeg her kun nævne de
Hovedgrupper, hvorunder de kunne samles; senere ville en-
kelte af disse Gruppers Bestanddele blive nærmere omtalte.

Det er karakteristisk for disser Folk, at de uagtet deres
Spredthed i Stammer samle sig i Grupper. Saaledes boede

1) Jfr. Schafarik, Slawische Alterthftmer I. 445 flf.

fra det østlige Holsten til Oder egentlig kun to Folk, nemlig
Abodriteme, i det nuværende Meklenburg og Wagrien, og
Liutitierne eller Wilteme i "Vestpommem og Brandenburg;
til de sidste regnedes henimod en Snes Stammer, og til de
første otte, hvoriblandt Wagreme og Fememboeme. Øst for
Oder, helt hen til Weichsel, boede Pomeraneme, hvis Navn
forekommer for første Gang hos Adam af Bremen^) og be-
tyder Kystbeboere (po ved, morje Hav).

Slaver •— saaledes lyder jo nu Fællesnavnet for hele
denne Folkeklasse, som rimeligt var, efter at Ordet allerede
fra Middelalderen var blevet anvendt som Navn paa mange
enkelte slaviske Folk og i Tidens Løb har fæstnet sig ved
adskillige af dem (Slovener, Slovakker). Ordet er af slavisk
Herkomst, hvilket man derimod ikke kan sige om det andet
sammenfattende Navn for slaviske Folk: Vender. Dette har
aldrig haft Indfødsret hos noget slavisk Folk, men er i tidlig
Tid blevet hæftet paa dem af Fremmede, som det synes
først af Germanerne. Flere forskjellige Folkeslag have der-
efter baaret Navnet Veneti (hos Plinius og Tacitus), Vinder
og Vender.

Det er dette Navn, som i Norden blev det eneste, der
benyttedes i daglig Tale til Betegnelse for Slaverne ved
Østersøkysten, ligesom det ogsaa almindeligt anvendtes i
Tydskland om de Øst for Riget boende slaviske Folk*). Vi
have hørt, hvorledes Wulfstan nævner Weonodland som
strækkende sig langs Østersøens Sydkyst; der forekommer
ingensinde i de danske Sprogminder fra hine Tider — hvilke
dog ere faa — og ingensinde i de islandske eller norske
Skjaldevers og Sagaer nogen anden Betegnelse for Slaverne
end Vender, Vendland.

Paa Oldnordisk er Ordets sædvanlige Form Vindr^ plur.
Vindir. Man kan imidlertid i enkelte Sagaer, Vers og Haand-

1) Schafarik, Slawische AlterthtUner IL 380, L6nborg, Adam af Bre-
men 101.

2) Schafarik, Slawische AlterthOmer I. 69 f.

skrifter finde Vitiffr^ Vinffland^ og da i Oldnordisk, hvor nff
findes, en Vokal er udfaldet mellem de to Konsonanter, har
Navne+. sikkert oprindelig haft en Form i Lighed med Veneti
(hos Tacitus), Winidæ (hos Jordanes), Winedorland (paa Angel-
sachsisk) ^).

Helt anderledes er Forholdet i de latinske Kilder fra
Norden, idet Sclavi her uden Undtagelse er den staaende
Betegnelse for Vender. Det er saaledes det Navn, som an-
vendes af Svend Aagesøn, Saxo og Aarbøgeme, paa samme
Maade som det er benyttet af de fremmede Kilder til Nor-
dens Historie paa disse Tider: Ansgars Levned, Bimberts
Levned, Widukind, Adam af Bremen og Helmold; dog an-
vende nogle af de sidstnævnte Forfattere ogsaa Navnet Wi-
nuler, Winither, ligesom de en enkelt Gang kunde vise Lær-
dom ved at opfatte dem som identiske med Oldtidens Van-
daler ^).

Der staar endnu kun tilbage at undersøge, hvor mange
af de foran nævnte slaviske Folk i Østersølandene virkelig
dengang indbefattedes under Navnet Slavi eller Slavia. Adam
af Bremen bemærker, at Sclavania er ti Gange saa stort som
Sachsland, især hvis man regner Bøhmer og Polakker med,
hvad man vil være berettiget til, da de ikke afvige i Sæder
eller Sprogø). Saaledes synes Adam her bestemt at sige, og
det fremgaar da ogsaa af hans Værk, at han ikke ellers reg-
ner Polakkerne eller de lettiske Folk (Preusserne)*) med til
Slaverne, I Norden har sikkert Slavi fremfor Alt været Be-

1) Sophus Bugge i Arkiv f. nord. filologi II. 228 ff.

2) Adam II. 18: Sclavania . . . . a Winulis incolitur, qui olim dicti
sunt Wandali. Derfor siger ogsaa Theodricus monachus c. 24: Wandali,
quos nos matema lingua vocamus Windir.

8) Adam II. 18: Sclavania . . . decies maior esse fertur quam nostra
Saxonia, præsertim si Boemiam et eos qui trans Oddaram sunt Polanos,
quia nec habitu nec lingua discrepant, in partern adieceris Sclavaniæ.

*) Lonborg, Adam af Bremen 105, bemærker dette med Grund og
henviser ogsaa til Adam I. 62: Sclavorum ae Semborum naves. Anderledes
S. Gtinther i Sitzungsberichte der k. bohra. Gesellschaft der Wissenschaften,
Classe f. Philosophie, Gesch. u Philol. 1894, 21.

tdgnelsen for Kystfolkene, saaledes at man meget vel kan
forstaa, at Saxo kan nævne Vratislav rex Sclaviæ ved Siden
af Bugislav præses Polonorum ^).

Det er bekjendt, at Ordet Slave, der findes i mange euro-
pæiske Sprog som Betegnelse for den Ufri, er opstaaet ved, at
Fanger fra betvungne slaviske Folk gjordes til Trælle; det har i
den Henseende delt Lod med flere andre Navne paa Folkeslag i
ældre Tider. Efter at Karl den Store samtidig med sin Betvin-
gelse af Avareme havde anderlagt sig de fors^eUige Slaverfolk
i Steiermark, Kårnthen, Krain og Istrien, der havde lydt under
Avareme, og efter at hans Efterfølgere havde fortsat disse Kampe
mod andre slaviske Folk, fik i Løbet af det 9de og lOde Aarhundrede
Slave Indgang i Tydskland som Betegnelse for en Træl, idet
Frankerne bl. a. solgte de betvungne til sydligere Lande*). Fra
Tydskland bredte Ordet sig hurtigt til andre Lande.

Hvor almindelig end Brugen af Ordet Slave i denne Beiyd-
ning nu er i Danmark, er det dog ganske ungt. Ved at slaa efter
i vore gamle Ordbøger — saaledes Vocabularium ad usum Daco-
rum 1514, Vocabulorum variorum expositio 1576, Colding's Etymo-
logium latinum 1622 ogDictionariumHerlovianum 1626, Stephanius'
Nomenclator latino-danicus 1738 — vil man forgjæves lede efter
Ordet Slave og endvidere finde servus, ancilla, mancipium gj en-
givet ved: Træl, livegen Svend, T^'enere, Ufii. I det 17de Aar-
hundrede begynder det at finde Indgang. J. L. Wolf skriver i
Encomion Regni Daniæ 1654: midt udi Galeyen sadde der Slauer
(det er Fanger eller Liffegne), som rode Skibet frem med røde
Aarer (S. 269). I Anders Arøboes Hexaemeron, der udkom 1661,
læses: Androdus arme Sclav til Bom en Herre tiente, med den
Marginalnote: Androdus et Træl Gell. lib. 5 G. 14; paa de føl-
gende Sider vexle: den blege Sclav, det arme Træl, S. 230—33*),
I den af Matthias Moth (f 1719) udarbeidede store haandskrevne
Ordbog paa det Kongelige Bibliothek læses: Slave . . . kaldes et
Menneske, som er solt til anden, at tjene sin Lifstid for en Trel;

1) Saxo 628—29. N. M. Petersen, Gammel-nordisk Geografi 317. -
Jfr. iøyrigt ved hele dette Stykke Fr. Wiggers indgaacnde Undersøgelser i
Mecklenburgiscbe Annalen 100 ff.

8) Schafarik, Slawische Alterthttmer IL 47 f., 325 f.

8) Jfr. I. Levins Samlinger til en dansk Ordbog paa det Kgl. Bibliothek.

her findes ogsaa Ordene: Slaveri, slavesk, Slafinde osv. I Løbet
af det 1 8de Aarhnndrede trænger det stærkere igjennemog optages
ogsaa i Lovsproget.

2. Vendernes Forhold til Søfart og Handel.

Jeg skal her ikke give nogen udtømmende Skildring af
de vendiske Folks Kultur og deres Samfunds Bygning.
Dette vil ligge udenfor dette Arbeides Opgave; men jeg kan
ikke undlade at tage forskjellige Sider af deres Kulturliv i
Betragtning, idet det kun paa denne Maade vil blive muligt
at løse flere af de Spørgsmaal, som Bogens Opgave og de
følgende Undersøgelser ville stille. Det bør endvidere strax
bemærkes, at det allerede ved Studierne i dette Kapitel bli-
ver nødvendigt at foregribe enkelte Punkter af Vendernes
senere Optræden for at klare nogle Hovedsynspunkter for
deres Kulturliv.

Fremdeles bør det strax betones, at Opgaven her er
begrænset til at belyse de vendiske Folk ved Østersøkysten
og endda jævnlig at skjelne mellem de østlige og de vestlige
Vender. Man har sikkert ofte haft Uret i at danne en al-
mindelig Karakteristik af alle slaviske Folk uden at tage
Hensyn til den forskjellige Levevis og Karakter, som de
enkelte Stammer maatte have efter Uligheder i Naturom-
givelser og historiske Oplevelser. Selv om visse Hovedtræk
kunne gjenfindes hos alle slaviske Folk, bør man være for-
sigtig med at opbygge en Folkeskildring, der skulde passe
paa alle de vidtspredte Stammer.

Slavelandet blev anset for frugtbart og veldyrket, derom
synes mange gamle Berettere enige. løvrigt har der aaben-
bart været stor Forskjel paa de enkelte Lande indenfor hele
det vidtstrakte Omraade, som de slaviske Stammer havde
inde. Ibrahim-ibn-Jakub, der ved Tiden 965 besøger mange

9

slaviske Lande, skildrer dem som frugtbare, dog lyder hans
Karakteristik noget forskjellig. Saaledes er Abodritemes
Land i Følge hans Ord et Land med Enge, Græssletter og
Sumpe, det har lave Kompriser og er rigt paa Heste, som
udføres herfra til andre Lande. Imidlertid anser han Bøhmen
for det bedste af Nordens Lande og rigest paa Afgrøde.
Mschkas Land — det vil sige Polen under Hertug Mieszko I
(Mscislav) — er rigt paa Kom, Ej ød, Honning og Agre [eller:
Fisk?] Saaledes har Ibrahim faaet det Hovedindtryk af alle
disse Lande, at de ere rige og velforsynede. Imidlertid er
det kun det første af Landene, Abodritemes, der kommer i
Betragtning for vore Undersøgelser, og netop dette synes at
være det mindst frugtbare af de tre.

Omtrent et Aarhundrede senere giver Adam den al-
mindelige Karakteristik af Slavelandet indtil Oder, at det er
saare rigt paa Vaaben, Mænd og Afgrøde^). Og atter et Par
Menneskealdere derefter, da Biskop Otto af Bamberg foretog
sine Missionsreiser tU Pommern Øst og Vest for Oders Mun-
ding, give de forskjellige Beretninger om hans Gjeming
leilighedsvis Skildringer af Land og Folk, hvori der tales i
de stærkeste Udtryk om Landets Frugtbarhed. Der er her
Urter og Frugter og Sæd af al Art i Mængde, intet Land
kan være rigere paa Kom, Kvæg og Honning; Vin have de
ikke, men deres ypperlige Mjød og 01 overgaar Falemer-
vinen. Der findes en utrolig Overflod af Fisk fra Hav og
ferske Vande; for en Penning kan man faa et Vognlæs af
den mest velsmagende fede Sild; hver eneste Egn har Rig-
dom paa Hjorte, Bjørne, Vildsvin og allehaande Vildt; der
voxer Hamp, Valmue og alle Slags Q-røntsager, saa at man,
hvis Vin, Oliven og Figen ogsaa voxede der, vilde kalde det
det forjættede Land*).

i) Adam IL 18: Sclavania . . . Hæc autem regio cum sit armis, yiris
et fnigibus opulentissima. Jfr. Helmolds Udtalelser om Kdgeii: Rugianoram
terra ferax frugum, pisciam atque ferarum est (II. 12 i. f).

2) Herbord, Vita Ottonis II. c. 1, 41 (Ser. Rer. Germ. XX. 725, 745).

2

10

Imidlertid synes der overalt mere tænkt paa Jordbun-
dens naturlige Frugtbarhed og alle øvrige gode fysiske Be-
tingelser end derpaa, at Venderne havde vidst at drage al
den Fordel af Jorden, som kunde faaes ved en planmæssig
Drift. Venderne vare arbeidsomme og toge ivrigt fat, men
deres Maade at dyrke Jorden paa var temmelig ufuldkommen.
Med den saakaldte slaviske Hakke eller lettere Ploug lod
Jorden sig ikke behandle grundigt nok til at give et stort
Udbytte, især ikke paa det tungere Jordsmon^). Vi vide jo
ogsaa, at Enge og Kjær indtog vidtstrakte Dele af Landet,
og naar vi læse om Biskop Ottos Reiser eller om Kong
Valdemars og Absalons Togter langt ind i Landet, høre vi
idelig om de mange Sumpdrag og Mosestrækninger. Den
Kolonisation af Tydske, som især fra det 12te Aarhundrede
fandt Sted i saa overordentlig en Maalestok, synes ogsaa at
vise, at der var Rum paa Jorden og Plads mellem Indbyg-
gerne til en Tilvæxt af Mennesker og Arbeidskraft efter stor
Maalestok.

Selv om nu ikke Venden besad saa stor Overflod, som
dets Lovtalere udsige, er det jo dog vist, at det maatte være
et Land, som de Danske maatte ønske at træde i Handels-
forbindelse med. Omend ogsaa vort eget Land var rigt paa
Kom og Kvæg, maatte bl. a. de gode Heste, den ypperlige
Mjød og de mange Krydderier være Artikler, som de Danske
maatte eftertragte. Men dernæst var det jo muligt, at Ven-
den ogsaa var rigt paa Varer fra andre Lande, som Hande-
len førte herhen. Vi skulle nu undersøge, om Venderne og-
saa vare ivrige Handelsmænd, og om de som Søfarende
bragte Varer til Danmark. Imidlertid maa denne Under-
søgelse atter lede os ind paa et andet Spørgsmaal: hvilke
Forbindelser bestod der i de ældste Tider, hvortil vi kunne
gaa tilbage, mellem Dxinmarks Rige og Slavelandet?

1) Sommerfeld, Geschichte der Germanisierung des Herzogtums Pom-
mern oder Slayien 63.

11

I de Overleveringer fra Norden, som vi pleie at betragte
som vore allerældste — nemlig i hvad der er nedlagt i
Eddaeme og i Oldsagnene i Ynglingesaga og nogle mythiske
Sagaer — spiUe Venderne en meget lille Rolle. Omend
Lande og Folk i Østen ofte haves for Øie, betegnes de paa
en almindelig Maade som Østerveg, Østmænd eller lignende.
I Eddasangene forekommer hverken Navnet Vinder eller
Liver, Kurer, Russer eller Eister. I det andet Gudruns-
kvad findes de karakteristiske slaviske Navne Jarizleif og
Jarizkår, men baade er dette Digt ungt og disse Linier et
senere tilføiet Indskud. I Ynglingesaga forekommer ikke
heller Vindr; derimod fortælles det i c. 36, at Kong Yngvar,
fordi Sverige blev hærget meget af Daner og Østervegsmænd,
gjorde Hærtog til Estland og faldt dér, hvorfor hans Søn
Ønund drog paa Hævntog derhen (c. 36, 37), og i det Hele
nævnes ofte Hærfarter i Austrvegr; blandt de mange Lande,
som Ivar Vidfadme underlægger sig, er ogsaa Austrriki, et
eller andet Land i Østen. Disse Folk i Østen ere imidlertid
kun Grjenstand for Angreb; bortset fra den ovennævnte Ud-
talelse i c. 36 om Østervegsmænds Angreb paa Sverige,
nævnes det ikke ellers, at de foretoge Togter mod Nordens
Lande.

I Saxos Skildring af Oldtiden er Forholdet noget ander-
ledes. Her høre vi allerede fra den ældste Tid om Sclavi
og deres Forhold til Danmark. Meget ofte er deres Land
underlagt Danmarks Konger, og de søge at frigjøre sig her-
for. Dette var saaledes Tilfældet paa Kong Høthers Tid,
og da efter hans Død Slaverne vilde løsrive sig, kæmpede
Kong Rørik med dem; i hvilket Land Kampen foregaar,
kan ikke ses, men baade Kong Høthers og Vendernes Flaade
nævnes*). Paa Kong Frode den Fredgodes Tid gjentager
det samme sig; da 7 Venderskibe røve i Danmark*), lader
Kong Frode Erik den Veltalende drage imod dem; senere

^) Saxo 132.
3) Saxo 223.

12

hjemsøger Frode deres Fyrste Strunico i hans eget Land.
I det store Braavallaslag findes da ogsaa vendiske Skarer,
anførte af Duc og Visna, paa dansk Side ^). Yderligere be-
retter Saxo, at paa den Tid da den danske Kong Jarmerik
beseirede Sember, Kurer og andre østlige Folk, reve Slaverne
sig løs og angrebe Danmark med enFlaade; Kongen traf den
paa Hjemveien, slog den og straffede dens Førere grumt*).

Paa Kong Ømunds Tid høre vi om, at Slaverne ikke
blot vægre sig ved at betale Tribut, men angribe Kongen
med en Hær i Jylland. De havde dog ikke Held med sig,
idet Ømund seirede og i denne ene Kamp fældede 7 Konger,
hvorpaa de paany bleve skattepligtige ^). Ligesaa kæmpede
Kong Syvard heldigt i Jylland med en Slaverhær, som
imidlertid senere beseirede ham paa Fyen*).

Hvad de slaviske Høvdinger i Kong Harald Hildetands
Hær angaar, bygger Saxos Beretning jo paa Braavallakvadet,
og det maa nu soises for godtgjort, at dette er digtet i det
Ilte Aarhundrede og har skaffet sig den store Hærstyrke
ved en Udskrivning af berømte Helte og Konger fra de for-
skjelligste Tidsaldere. Endog Toke fra Jomsborg møder paa
Braavallaheden. Da endvidere i det Hele nyere Tider ofte
gjenspeile sig i Saxos Sagnhistorie^), er det ikke underligt,
at Venderne her stundom optræde paa en saadan Maade,
som det kjendtes fra en efterfølgende Tidsalder.

Det er naturligvis ganske urigtigt at ville tage disse
Efterretninger som sandfærdige Fortællinger om Vendernes
Historie dg særlig at bygge Noget herpaa om Vendernes
gamle Krigsbedrifter i Norden. I sin pommerske Historie
antager F. W, Barthold, som støtter sig til Saxos Beretninger,
ganske vist ikke, at nogen af de nævnte Begivenheder kan
hæftes tU et bestemt historisk Tidspunkt, men dog lægger

1) Saxo 866, 378.

2) Saxo 411.
8) Saxo 396.
*) Saxo 407.

^) Steenstrup, Normannerne I. 16 f.

13

han stor Vægt paa hine syv Skibe, der anfalde Danmarks
Kyster „i saa tidKg Tid", og i denne som i de andre for-
annævnte Meddelelser hos Saxo ser han Vidnesbyrd om,
hvordan det altforbindende Hav tidligt bragte Landene i
Forbindelse og lokkede Venderne til deres Sørøvervæsen og
til at drive Søhandel ^). Dette kunne de anførte Kilder
ikke bevise, og selv om det aldeles ikke skal bestrides, at
Venderne stundom kunne have sendt Flaader til Danmark,
tale dog Forholdene ved den historiske Tids Begyndelse af-
gjort ikke herfor.

Med det 9de Aarhundrede begynder ogsaa for Venderne
den historiske Tid. £aade af de frankiske Aarbøger og ved
Hjælp af smdre spredte Kilder faa vi Indblik i de vendiske
Folks Liv og Virken. Men Eet synes sikkert, langs Øster-
søens Kyster eller tværs over dette Hav færdes de ikke.
Især paa Karl den Stores og Ludvig den Frommes Tid gives
der os mange Oplysninger om Folkene mellem Elben og
Oder, men man hører Intet om, at de have Flaade eUer
lade deres Tropper føre fra een Kystby til en anden. Der
fortælles om de Danskes Indfald i Abodritemes Land, men
om et Tog over Havet til Danmark forlyder Intet. Hvis
Venderne havde været Søfarere af nogen Betydning, vilde de
sikkert ikke have forsømt Leiligheden til at angribe Danmark
paa disse Tider, da Landet under de evindelige Vikingetog
i det fjerne Vest og Øst mangen en Gang laa forsvarsløst.

Heller ikke i Levnedskildringen af Ansgar eller Rimbert
læse vi det Mindste om slaviske Vikinger; deriinod giver
Ansgars Levned, næsten som var det en Fortsættelse af
Ynglingesaga, karakteristiske Billeder af, hvorledes Danske
og Svenske gjøre Hærgetog til Østlandene; herpaa skulle vi
senere komme nærmere ind.

Imidlertid kunde man paastaa, at Venderne som Fiskere
naturligen ogsaa førtes til Handelsfarter over Søen. Det

1) Barthold, Geschichte von Rflgen und Pommern I. 181, 186, 197,
201 f., 204, 252.

14

siges^ at Venderne i Fiskeriet havde deres Hovednæringsvei
og øiensynlig i denne Henseende vare Tydskeme betydelig
overlegne. I Pommern laa Landsbyerne ofte i umiddelbar
Nærhed af Havet, hvad der formentlig peger paa, at Bønderne
i Reglen tillige vare Fiskere; omvendt nævnes der dog i
Pommern lige til 1300 kun eet Fiskerleie ^). Nu er det vist
nok, at der i Pommern og hele Venden dreves meget Fiskeri,
men især dog i Landets talrige Vandløb og Søer og dernæst
langs Kysten, hvorimod der for ældre Tider savnes Efter-
retninger om et Havfiskeri efter større Maalestok. Ibrahim,
Jakobs Søn, skildrer aabenbart Landet især som et Ager-
dyrknings-Lfimd; i Følge en Konjektur (se ovenfor S. 9),
som er saare usikker, skal han ogsaa udtale, at det er rigt
paa Fisk, hvormed dog endnu Intet er sagt om et Havfiskeri.
Af Adam af Bremen nævnes intet særligt om Fiskefangst,
og først af Otto af Bambergs Biografer, af Helmold og Saxo
høre vi om den store Sildefangst ved Rugens Kyster.

Vi skulle derefter undersøge, hvorledes det forholdt sig
med Kjøbmandsskab og Handel k 3 Venderne. Det vil
paa dette Punkt afgjort være af Vigtighed ikke at sammen-
blande Østersøslaveme med dem, der boede længere mod
Syd, Kystlandets og Indlandets Folkeslag.

Om de nordlige Venders Handelsevne har en fortjent
Forfatter Dehio udtalt sig i stærke Ord *). I sin Skildring af
Forholdet mellem Sachser og Vender paa Karl den Stores
Tid fremstiller han de sidste som et Kjøbmandsfolk ved Siden
af det sachsiske Bondefolk, der var for stolt og for lad til at
kaste sig over det urolige Kjøbmandsliv. De slaviske Naboer
havde derimod Nomadeblod i Aareme og Lyst til at gjennem-
reise Landene. Derfor var det langs Frankerrigets hele Øst-
grænse lagt i deres Haand at besørge Forbindelsen mellem
den østerlandsk-nordiske Handel og Handelen i Tydsklands

1) Sommerfeld, Geschicbte der Germanisiening des Herzogtums Pom-
mern 63.

2) Dehio, Geschichte des Erzbistums Hamburg-Bremen I. 57.

15

Indre. Der findes en Forordning af Karl den Store (806) —
siger Dehio — som endog synes at sætte sig det Maal at
hindre de vendiske Handlende i at overfløie Tydskeme i denne
Henseende; ingen vendisk Kjøbmand maa drage længere
mod Vest i det tydske Rige end til bestemte Byer, saa-
ledes i Nord ikke længere end til Bardowiek. Dette beror
dog aabenbart paa en Misforstaaelse af Udtrykkene i dette
Capitulare, Her er Tale om frankiske Kjøbmænd, der ville
handle med Slaver og Avarer, og hvem det forbydes at drage
længere østpaa end tU de nævnte Punkter, hvor Omsæt-
ningen skal foregaa og Tolden opkræves^).

Saaledes lærer dette Lovbud os i hvert Fald Intet om,
at Slaverne skulde i nogen høiere Grad end Frankerne have
deltaget i Handelen over Grænsen. Og dette er i Virkelig-
heden Dehios eneste Bevis for Vendernes Handelsdygtighed
paa disse Tider.

Fra de følgende Tider mærkes da ogsaa meget lidt til
Handelsaand hos Venderne. I Skildringerne af Venderlandet
nævnes der ofte Stæder; derimod synes der af egentlige
Handelsbyer kun at findes enkelte og da under særlige For-
hold. Saaledes var i Wagrien Starigard eller Aldenburg en
folkerig Stad. Adam opfatter den som en Søstad, hvad den

1) De negotiatoribus, qui partibas Sclavorum et Avarorum pergunt,
quonsque procedere cum suis negotiis debeant: id est partibus Saxoniæ usque
ad Bardaenowic, nbi prævideat Hredi etc.

Altsaa: de agte sig frem til Slavernes og Avarernes Land ... de
maa drage frem i Sachsen indtil Bardowiek. Forordningen slutter med, at
Ejøbmændene ikke maa føre Yaaben til Salg (non ducant ad venundandum) ;
herved synes jo aabenbart ment „til Udførsel" — Indførsel af Vaaben var
der ingen Grund til at hindre — og altsaa er der Tale om Frankerrigets
IQøbmænd. Man vil i flere ældre Lovbud finde Forbud mod at udføre
Vaaben.

Dette er træfifende paavist af R. Wagner i Jahrbilcher d. Vereins filr
meklenb. Geschichte LXIII. 120 f., og paa denne Maade er Stedet ogsaa
tidligere forstaaet af L. Giesebrecht, Wendische Geschichten I. 24, Waitz,
Verfassungsgeschichte ^ IV. 43, Simson, Karl der Grosze II. 332, Dammler,
Ostfrånk. Reich ^ I. 265. R. Beltz har dog forstaaet Lovbudet paa samme
Maade som Dehio (JahrbUcher d. Vereins far meklenb. Geschichte LVIII. 187).

16

dog kun blev ved gjennem et Vandløb at staa i Forbindelse
med Østersøen ; det fremgaar egentlig ikke af hans Skildring,
at den som Handelsstad skulde have haft særlig stor Be-
tydning i).

Den berømteste Handelsby paa det vendiske Omraade
var Jumne, Jumneta eller Julin, der især af Adam skildres
som en By med betydelig Handel og som Samlingssted for
Handelsmænd fra Norden og Østen. Om Vender paa Handels-
fart i Udlandet taler Adam vel kun i sin Skildring af Birca
(Bj(5rk6) i Målaren; han nævner, hvorledes dens Havn be-
søges af Skibe fra Danmark, Norge, Venden, Samland og
andre Østerlande*); men da vi vide, at Fremmede og især
Nordboer havde slaaet sig ned som £jøbmænd i Julin og
paa andre Punkter af de slaviske og lettiske Lande, kan
denne Seilads lige saa godt skyldes dem.

Af de forskjeUige og udførlige Beretninger om Otto af
Bambergs Mission i det 12te Aarhundredes Begyndelse er-
fare vi, at Stettin og Julin vare anseelige Byer, der ogsaa
handlede paa Udlandet, men uden at man iøvrigt faar Ind-
tryk af, at Venderne dreve nogen Søhandel af Betydning paa
Udlandet. Da Otto kom til Kolberg, kunde han dér Intet
udrette for Ghristendommen, idet næsten alle Indbyggerne vare
dragne paa Kræmmernes Maade til de ydre Øer for at handle*),
hvilke Udtryk ikke give Vidnesbyrd om nogen vidtstrakt Handel.

1) Adam II. 18, 19, 41, schoL 16, 29. Thietmar har Intet herom.
Lc^nborg, Adam af Bremen 61, lader Staden være Udgangspunkt for Han-
delen og Skibsfarten østpaa til Demmin, Jumne og Ruzzia ; men alt hvad
Adam siger er, at man fra Slesvig eller Aldenburg kan indskibe sig til
Jumne (II. 19: nam per mare navim ingrederis ab Sliaswig vel Aldinburc, ut
pervenias ad Jumne. Ab ipsa urbe \p: Jumne] vela tendens quartodecimo
die ascendes ad Ostrogard Ruzziæ).

2) Adam I. 62: ad quam stationem . . . solent omnes Danorum vel
Nortmannorum itemque Sclavorum ae Semborum naves aliique Scithiæ populi
pro diversis commerciorum necessitatibus sollempniter convenire.

8) Herbord II. 39 (Script. Rer. Germ. XX. 745): inde Colobregam
pervenimus, quæ super litus maris sita est. Sed quia cives illius pæne
omnes institorum more ad exteras insulas negociandi causa navigaverant,
illi qui domi reperti sunt, absentibus suis concivibus se nichil novi aggres-
suros dicebant.

17

Imidlertid siges det udtrykkelig, at mange Borgere fra Julin^)
og enkelte andre Byer*) vare fraværende i Forretninger „i
Udlandet" eller „hinsides Havet", og selv om mange af Bor-
gerne vare Udlændinge, som havde bosat sig i disse Byer,
have utvivlsomt Venderne paa disse Tider deltaget i den
Handel udefter, som disse Byer dreve*).

Vi ville iøvrigt kaste et Blik paa, hvorledes Nordboerne
opfattede Venderne i disse Aarhundreder — inden den store
tydske Indvandring til Østersøens Kystlandskaber begyndte
i det 12te Aarhundrede — og hvad de fortælle om dem som
Handelsmænd og som Søfarere paa fredelig YeL Det vil vel
i dette Tilfælde være rigtigst samtidig at omtale Preusserne
og andre mod Øst og Nord for Venderne boende Folk for i
det Hele at lære Forbindelsen med hine østlige Lande at
kjende.

Her bliver da Spørgsmaalet dette: kjende vi Noget til,
at de danske eller nordiske Havne og Handelspladser be-
søges af Kjøbmænd fra Østersølandene? Vi have en Skildring
af et stort Marked, der hvert tredie Aar holdtes ved Brenn-
øeme ved Gøtaelvens Udløb, naar Nordens Konger her holdt
deres Møder. Fra alle Nordens Lande kom da Folk tUstede,
og der fortælles, at paa et saadant Stævne (o, 950) havde
ogsaa Q-ille den Gerdske^ altsaa fra Gardarige, en af de
rigeste Kjøbmænd paa den Tid, reist sit Telt. Den silke-

1) Ebbonis Vita Ottonis II. 15 (Ser. Rer. Gerin. XII. 853): Plurimi
autem Julinensinm pro negotiatione sua trans mare abierant, qui audita
civinm suorum . . conversione æmulatores eoram facti Bunt

S) Hos Herbord E. 40, jfr. S. 16 Anm. 3, hedder det, at Otto paa Til-
bageveien „quam plurimos inveiiit baptizandos, qui generali baptizmo prius
interesse non poterant, eo qnod in exteris partibns peregrinati, negocia sua
exercerent, quorum profecto Clodonæ, Julinæ, Stetinæ maxima erat copia.^

8) Wiesener, Geschichte der christlichen Kirche in Pommern zur
Wendenzeit 65, omtaler en rig Ejøbmand i Julin Nedamir. Hvis Nedamir
var Ejøbmand, hvad Kilderne ikke udtrykkeligt sige, synes han at have
haft Forbindelser med Sachsland, jfr. Ebbo II. 8 (Ser. Rer. Germ. XII. 848):
Kedamirus divieiis et potentia inter suos opinatissimns, antea qnidem in
Saxonia baptizatus et oceulte ehristianus ; Herbord II. 26 (Ser. Rer. Germ.
XX. 737): quendam de Julinensinm eivibus Nedamerum nomine.

3

18

klædte Handlende med den gerdske Hat paa Hovedet solgte
blandt andet Trælkvinder, og en af disse viste sig at være en
irsk Kongedatter^). Der kan efter Mandens Navn og den
hele Fortælling ikke være Tvivl om, at han er en Nordbo,
der handler paa Rusland eller mulig har været bosat i dette
Land. I andre Beretninger fra Sagaerne om saadanne Mar-
keder, t. Ex. om det berømte Marked ved Haløre, nævnes
stadig, hvorledes Handelsmænd fra Nordens Lande komme
tilstede, men vi høre Litet om, at fremmede Handelsmænd
deltage i dem.

Mon et vendisk Kjøbmandsskib nogensinde omtales?
Mon der er kommet Fartøier fra Venden til Norge paa
Handelsfart, inden de 1135 rettede deres store Angreb paa
den nyindrettede Handelsstad Konghelle? Ja, derom vide
Kilderne Intet, og naar saa mange havde kunnet tale, bliver
Taushed her afgjørende. Da Theodrik Munk fortæller om
Magnus den Godes Kamp med Venderne, fremstiller han
disse som „et hedensk Folk og fjendtligt mod Gud, raat og
udannet, levende af Rov" *).

Det Samme gjentager sig i de danske Kilder. Vi have
ingen Efterretninger om, at Venderne optraadte her i Landet
som Handelsmænd.

Til Knud Lavard i Slesvig kommer en Kjøbmand Vid-
gaut fra Samland, der handlede paa Kurland og andre øst-
lige Lande; han bliver engang paa sin Fart fra Østen af-
skaaret af kuriske Sørøvere og besluttede at søge til Hedeby.
Af hans Samtaler med Knud og hans Mænd mærkes Intet
til, at han taler et fremmed Sprog, men især synes dog hans
Navn bestemt at angive, at han var af nordisk Herkomst').

1) LaxdOla c. 12. Munch, Norske Folks ffistorie I. 1. 784.

2) Theodricus monachus c. 24 (Monum. Hist. Norveg. 49): gens
pagana et Deo inimica, silvcstris et inculta, vivens raptu, qui semper quidem
rapinis solebant infestare Daciam.

8) Knytlingasaga c. 87. Det bør bemærkes, at i c. 88 fortælles, hvor-
ledes Kong Harald i Holmegaard tog vel mod ham: |>viat Vidgautr var
frægr madr ok diarfr i måli ok kunni margar tUngur (Haandskr. M. : ok
lurfti ckki ttilk fy rir ser).

19

Da Svend Erikssøn (Grathe) bemægtigede sig Slesvig,
plyndrede han her en russisk Flaade og gav sine Krigere de
tagne Varer i Betaling for Sold. Dette Overfald skal i Følge
Saxo have bragt Byens Handel et alvorligt Knæk^). Atter
her nævnes der Kjøbmænd fra iQemere Dele af Østersøen
end Slavernes Land, og efter al Sandsynlighed ere disse
Busser Folk af nordisk Afstamning i Q-ardarige. I den
gamle slesvigske Stadsret nævnes Gjæster „fra Hertugdømmet
Sachflland, fra Frisland, Island, Bomholm og andetsteds"
(c. 29) og der omtales „Kjøbmænd, som seile paa Q-otland
eller andetsteds udenfor Danmarks Rige" (c. 30), men om
Handel paa Vendland siges Intet. Da Kong Sverre holder
sin store Formaningstale i Bergen i Anledning af de sted-
fundne Uroligheder (1186), er det Englænderne, han roser
for, hvad de have ført til Landet, medens Tydskeme, som
vare komne i stor Mængde, faa Tilhold om snarest muligt at
drage bort*). Henrik Løve, som bliver Ltibeoks anden Q-rund-
lasgger, veed at drage Handelen rundtfra til Byen: „Her-
tugen sendte Bud til Byer og Riger i Norden, til Danmark,
Sverige, Norge, Busland og tilbød dem Fred, saa at de skulde
have in Handelstilgang til hans Stad Liibeck"^). Her bliver
igjen ikke Slaverne nævnte, og at det ikke er tilfældigt,
synes at fremgaa af Ordene i Keiser Frederik Is Stadfæstelse
paa Henrik Løves Frihedsbrev : „Busser, Q-oter, Nordmænd og
de øvrige Østens Folk" skulle ikke svare Told*). Saaledes
omtales af Østersølandene ogsaa her kun Busland.

Det Resultat, hvortil jeg saaledes er kommen, har vist
ikke været udtalt før i saa bestemt Form; men jeg tror dog
egentlig ikke, at det kan kaldes nyt. Selv om flere Forfat-
tere have villet tillægge Slaverne ved Østersøen en betydelig

1) Saxo 713.

«) Munch, Norske Folks Historie IH. 200 flf.

«) Helmold I. 85.

*) Ltlbeckisches Urkundenbach I. Nr. 7.

20

Handel og Søfart, have Historikerne som oftest udtalt sig
med nogen Tvivl eller Forsigtighed, om virkeligt Saadant
fandtes. Og meget rigtigt skriver N. M, Petersen i sin Skil-
dring af Venden: imod Vesten benyttede Frankerne sig af
Vendernes Passivitet; de hentede deres Varer og bragte dem
andre fra Syden ^). Sommerfeld, der dog især har det 12te
Aarhundrede for Øie, synes ligeledes i det Hele at have set
rigtigt herpaa*). „Østersø-Slaverne havde næppe, som L. Q-iese-
brecht, Barthold og Andre fremstille det, særlig fremragende
Evner for intensiv Handelsdygtighed. Hvad der fattedes
dem hertil, var ganske vist ikke den nødvendige Bevæge-
lighed — thi deri overtraf de i hvert Fald Tydskeme, i det
Mindste Sachseme — derimod den behørige Seighed i at
forfølge bestemte Maal og navnlig Sans for at spare og er-
hverve; heri vare Germanerne paa deres Side afgjort Slaverne
overlegne**. Det var formentlig et Sammentræf af gunstige
Forhold, som paa disse Tider bragte den pommerske Handel
dens Blomstring, saaledes Sildefangsten, de danske Øers og
Sydsveriges store Frugtbarhed, „hvorhen Pommerns trans-
marine Handel fortrinsvis maatte rette sig" — heri har denne
Forfatter dog Uret, som det alt er paavist — dernæst de politiske
Forhold, som havde hindret Tydskeme i at tage Del i Øster-
søhandelen. Endvidere var den pommerske Handel teknisk
helt uudviklet, idet den ikke, saavidt man kan se, havde ført
til Dannelsen af en særlig Handelsstand; heller ikke i Di-
plomerne træflfe vi slaviske Kjøbmænd. Producenterne
besørgede selv Omsætningen, den lavere Befolkning Smaa-
handelen, den større, hvorved næppe betydelige Varemængder
omsattes, og som tUmed hyppig var forbundet med Sørøveri,
var i Fystemes og Adelens Haand. „Deraf forklares vel
ogsaa tildels det Forhold, at der aldrig uddannede sig en

1) Danmarks Historie i Hedenold 2 n. 113.

2) Sommerfeldt Germanisiernng des Herzogtums Pommern 65.

21

Borgerstand i retslig-politisk Forstand i Pommern eller over-
hovedet i slaviske Lande før de Tydskes Indvandring" ^). —

Vi skulle til Slutning betragte de længere mod Øst
boende Folkeslag.

Om Esternes (Preussernes) Land i det 9de Aarhundrede
gives os ret udførlig Besked af Wulfstan. Han fortæller, at
her er mange Byer og i hver By en Konge. Landet frem-
bringer Honning og Fisk i Mængde. Kongen og de Rigeste
drikke Hoppemælk, de Fattige og Trællene Mjød, hvilken
Drik findes i rigelig Mængde, hvorimod de ikke have 01.
Der er saare megen Krig hos Esterne; af Wulfstans Beskri-
velse af nogle Skikke hos dem ser man, hvilken Pris de satte
paa hurtige Heste.

Af Adam af Bremen bliver Preussernes eUer Sembemes
Land skildret som en Modsætning til de to vendiske Røver-
reder Femern og Rtigen. Thi medens Beboerne af disse
Øer overfalde Enhver, som kommer i deres Nærhed, ile der-
imod Sembeme menneskekjærligt dem til Hjælp, som lide
Skibbrud eller som forfølges af Sørøvere. De bryde sig ikke
om Guld og Sølv — fortæller Adam videre — men have stor
Rigdom paa fremmed Pelsværk, der har trængt sig som en
Hovmodigheds Gift ud over Verden og ladet os jage efter
Maarskind som den største Salighed. For Vestens Uldklæder
sælge de det kostbare Skind, Om Folkets Sæder kunde der
siges meget godt, om det blot havde christen Tro, men de
forfølge grumt Ohristendommens Prædikere, og uagtet de
ellers i Alt omgaaes os, give de os ikke Adgang til Lunde
og Kilder, som de mene besmittes ved Ohristnes Nærhed.
De nyde Hestekjød og tillave Drik af Hestenes Mælk eUer
Blod, hvori de endog beruse sig. De ere blaaUge af Farve,
med rødt Ansigt og langt Haar. Utilgængelige ved deres
Sumpe taale de ikke nogen Herre mellem sig 2).

1) At Venderne væsentlig kun vare Mellemhandlere, udtales ogsaa af
R. Beltz i Jahrbdcher d. Yereins f. meklenb. Geschichte LVIII. 178.

2) Adam IV. 18.

Alt i Alt synes disse Skildringer snarere at tegne et
Folk af Agerdyrkere og Kvæghyrder, Jægere og Krigere end
et handlende og søfarende. Ikke destomindre vise de sig i
alt Fald i en senere Tid paa Søen, saaledes blev Olaf Tryggva-
son, da han som Dreng seilede til Gardarige, røvet af estiske
Vikinger og maatte tilbringe 6 Aar i Estland^).

1) Snorre, Olaf Tryggvasons Saga c. 5.

ANDET AFSNIT.

Jotnsborgs Grundlæggelse og ældste
Historie.

3. De Danskes Forhold til Venderne i Vikingetogenes

Tidsrum.

Man er saa tilbøielig til at betragte det nærmere Slægt-
skab i ethnografisk eller sproglig Henseende som det, der
vil være afgjørende for den lettere Forbindelse mellem Fol-
kene, Sachseme vare vore nære Frænder indenfor samme
Klasse af den ariske eller jafetiske Æt, medens Slægtskabet
med de slaviske Folk var langt flemere; Letheden ved at
gjøre sig forstaaelig vilde være tilstede i langt høiere Q-rad
mellem en Dansk og en Sacliser end mellem en Dansk og
en Vender. Ikke desto mindre er det vist, at vi i disse
første Aarhundreder af den historiske Tid høre om en langt
nærmere Forbindelse og et nøiere Samkvem mellem de ven-
diske Folk og de Danske end mellem disse sidste og Sach-
seme. Og denne Sagernes Tilstand er aabenbart ikke noget
Nyt, men gaar tilbage til den forhistoriske Tid. Her have
aabenbart andre Forhold haft større Indflydelse end det
sproglige Hensyn, saaledes det lettere Samkvem over Havet,
den stærkere Trang til økonomisk Samvirken, vel ogsaa en

24

Levevis, som i mange Henseender faldt nølere sammen med de
Danskes.

løvrigt er det meget lidt, vi vide om Vendernes For-
hold til Danmark paa Karolingertiden. Da Karl den Store
bekæmpede Sachseme, havde Abodriteme i deres store Had
mod de tydske Naboer sluttet Forbund med Frankerkongen
og staaet ham bi i den langvarige Kamp. Det var afgjort
en lidet klog Handling, og de fik snart at føle, hvad det
vilde sige, at den mægtige Frankerkonge i Stedet for de
spredte Sachserstammer blev deres Nabo. Denne Holdning paa-
drog dem endvidere en mægtig Fjende, nemlig de Danske.

Kong Godfred besluttede iAaret 808 at gjøre et Angreb
paa Abodriteme. Han slog Leir paa Strandbredden i nogle
Dage og erobrede nogle vendiske Borge. Det lykkedes ham
at fordrive Abodriternes ene Fyrste Drasco og at fange og
hænge den anden Godelaib, ligesom han gjorde to Dele af
Abodriternes Folk skatskyldige. Ikke desto mindre var hans
Stilling tvivlsom, thi han havde mistet de bedste og tapreste
af sine Ejigere og deriblandt sin Brodersøn Beginold, der
var faldet under Beleiringen af en By tilligemed flere af de
ypperste af Danskerne. Imidlertid havde Keiser Karls Søn
Karl slaaet Bro over Elben og plyndret i Linoners og Smel-
dingers Land, fordi disse havde sluttet sig til Godfred. Der-
imod kunde Wilteme, Abodriternes østlige Naboer, som af
gammelt Fjendskab med Abodriteme havde forbundet sig med
Godfred, rolig vende hjem med det Bytte, de havde taget i
Fjendens Land.

Førend Godfred drog bort, havde han dog ødelagt en
Havneby paa Oceanets Kyst, der paa Dansk hed Reric og
som bragte hans Bige ikke ringe Fordel ved de her erlagte
Afgifter; Kjøbmændene førte han bort derfra^).

1) Einhard 808 (Ser. Rer. Germ. I. 195): Godefridua vero, priuBquam
rcverteretur, destructo emporio, quod in Oceani litore constitutuin, lingua
Danorum Reric dicebatnr, et magnam regno illius commoditatem vectigalium
persolutione præstabat, translatis inde negotiatoribus, soluta classe ad por-
tum, qui Sliesthorp dicitor, cam universo exercitu venit. Abel u. Sinison,
Karl der Grosze II. 389.

25

Hvor denne Handelsplads har ligget, vide vi ikke. Man
har formodet, at det var en By ved Wismar, men dens Sted
har ikke kunnet paavises. Andre have villet søge Byen
paa den holstenske Ryst. Der kan dog næppe være Tvivl
om, at Byen har ligget i det nuværende Meklenburg. Dette
var jo Abodritemes Hovedland, og vi maa formode, at God-
fred paa sit kraftige Tog har hjemsøgt dette, medens Wil-
teme have angrebet dem fra den østlige Grænse, Linoner
og Smeldinger ved den sydlige. Desuden siger Adam af
Bremen i sin geografiske Beskrivelse, at efter Wagreme følge
Abodriteme, som nu kaldes Bereger, hvilket Navn de
aabenbart have faaet efter denne By*).

Uagtet den Ødelæggelse, som var overgaaet Byen, maa
den dog delvis have bestaaet fremdeles, thi i det følgende
Aar (809) blev Abodriterfyrsten Drasco, der af Godfred havde
faaet Tilladelse til at vende tilbage til sit Land, imod at han
stillede sin Søn som Gidsel, dræbt i Berio af Mænd, som God-
fred havde udsendt tilsyneladende for at forhandle fredeligt
med ham*).

Vi staa her aabenbart overfor et meget mærkeligt For-
hold. Den danske £onge har Indtægter af en By paa abo-
dritisk Omraade, denne bærer et af de Danske givet Navn,
og danske Kjøbmænd have boet i den! Dette er Forhold af
en høist egen Natur, og Forklaringen maa aabenbart søges
i det foran paaviste. Venderne havde meget lidt Handel og
Søfart; de Danske havde derfor, med Abodriterfyrstens ^Til-
ladelse eller uden at erhverve en saadan, med Magt besat et
Punkt ved Kysten, hvorfra de kunde drive Handel med
Landets Lidbyggere, ogsaa til stor Gavn for disse, ligesom
herfra Udførsel af Landets mange gode Frembringelser kunde

1) Adam n. 18: deinde secuntur Obodriti, qui nunc Reregi vocantur,
et civitas eorum Magnopolis. Jfr. ogsaa III. 19: omnes populi Sclavorum

. . hoc est Waigri et Obodriti vel Reregi vel Polabingi etc.

2) Einhard 809: ThraBCo dux Abodritonim in emporio Reric ab
hominibuB GodoMdi per dolam interfectus est.

4

26

ske. Man tør vel formode, at denne Havneplads har været
befæstet og forsvaret af danske Krigere, saaledes som det
senere blev Tilfældet med Jomsborg og Julin.

I denne Sammenhæng fortjener det iøvrigt at erindres,
at ogsaa Hovedbyen i Wagrien bar et dansk Navn foruden
et slavisk og et tydsk. Den hed Starigard og Aldenbnrg
(begge disse Navne betyde den gamle Borg), men paa Dansk
i Følge Helmold Brandenhuse ^), hvilket Navn synes at staa
i Forbindelse med det Navn, Bramnæs, som de Danske gave
Halvøen, hvorpaa den laa*).

Endnu under Ludvig den Fromme vedvarer Forbundet
mellem Frankerne og Abodriteme, som derfor ogsaa ledsage
hans Hær, da den 815 rykkede op i Jylland uden dog at
komme i egentlig Kamp med de Danske eller at opnaa store
Resultater 3). Frankerne lønnede dog kun deres Venner med
Utaknemlighed, idet de fratoge dem det nordalbingiske Land,
som de for nogle Aar siden havde overladt dem, og indsatte
tilmed frankiske Grever over en Del af Abodritemes eget
Land. Da nu desuden Keiser Ludvig befalede, at Abodriter-
fyrsten Slawomir skulde dele Magten med en anden Prins
Ceadrag, sluttede den første Forbund med Godfredsønneme.
Samtidig med at en dansk Flaade løb op til Itzehoe, rykkede
den danske Grænsejarl med Fodfolket frem fra Nord, me-
dens Abodriteme angrebe fra Øst. Der udrettedes dog Litet,
idet især Itzehoe gjorde tapper Modstand. Nu faldt Straffen
haardt paa Slawomir, som maatte gaa i Landflygtighed. Kort
efter opdagedes det imidlertid, at ogsaa Ceadrag pleiede For-
bindelser med Kong Godfreds Sønner, hvorfor han blev
afsat. Slawomir gjordes atter til Fyrste og blev døbt, men
døde umiddelbart efter*). Ceadrag blevderpaa paany Fyrste,

1) Helmold II. 13 S. 218: Aldenburg, que Danice dicitur Brandenhuse.

2) Knytlingasaga c. 124: Branmes, Saxo 878 f., 881: Brammesii.

3) Steenstrup, Danmarks Sydgrænse 20.
*) Einhard 819, 821.

27

men Frankerne stolede ikke ret paa ham, og lian havde Mod-
standere i sit eget Land^).

Imidlertid vedblev den danske Konge at betragte sig
som berettiget til Abodriterlandet, og han stillede 838 den
Anmodning til Keiser Ludvig, at Frisland og Abodritemes
Land maatte overdrages ham, hvilket Ludvig med Foragt
afviste.

Vikingetogene vare nu i fuld Q-ang, og de Danske fik
deres store EoUe ude i den vestlige Verden. Vi vide des-
værre kun saa lidt om Forholdene i Krigernes eget Hjem
paa de samme Tider, men uvilkaarligt maa man spørge:
naar saaledes aarligt Tusinder og atter Tusinder af Danske
vare fraværende fra deres Land, blev dette da ikke forsømt,
og havde ikke Fjender let ved at bryde ind i Huset? Hvis
nu Venderne havde været et saadant søfarende og bytte-
søgende Folk, som de viste sig to Aarhundreder senere,
vilde de sikkert have kunnet finde den letteste Leilighed til
at plyndre eller endog vinde Land i Danmark. Men herom
er der aldrig Tale. De frankiske Kilder vilde vel i alt Fald
leilighedsvis have berettet derom, medens vi kun høre om
Slavernes Kampe indbyrdes eller deres Stridigheder med
Nabofolkene, især Frankerne. Og da Helmold paa Valdemar
den Stores Tid skal fortælle om Normannernes Sasen ud
over Verden og Erobring af mange Lande, siger han, at
deres første Skridt var at lægge Venderne, som jo vare nær-
mest for Haanden, under Skat *). Selv om Helmold her ikke
har særegne Efterretninger at støtte sig til, synes hans
Tankegang at være rigtig.

I Aarhundredets Midte lader det ogsaa til, at Vikingerne,
uagtet alle deres Hærtog i Vesten, ikke forsømte Landene
ved Østersøen. Paa et Tidspunkt, der falder noget efter
Ansgars første Besøg (o. 830) i Birca, ankom der en dansk

1) EJnhard 828, 826.

2) Helmold I. 7: primo omnium Sclavos, qui pre manibus erant,
miserunt sub tributum, deinde cctera iinitima regna terra marique vexabant

28

Flaade, som beredte sig paa at angribe Byen. Lnidlerfcid
vilde de Danske først ved Lodkastning erfare, om Udfaldet
af Kampen kunde blive lykkeligt, og da Loddet faldt ugun-
stigt, opgave de deres Forehavende. Ved en ny Lodkast-
ning fik de at vide, at de skulde vende sig mod en By langt
borte i Slavernes Land« Denne indtoge de ved Overrump-
ling og vandt store Rigdomme*).

Vi læse endvidere i Ansgars Levned, at Kureme for-
dum stode under svensk Høihed, men havde frigjort sig,
hvorfor de Danske besluttede med en stor Flaade at ville
tvinge dem tU Underkastelse under sig. Men Foretagendet
mislykkedes ganske, Kureme grebe enige til Vaaben mod
dem, dræbte Halvdelen af Mandskabet og toge stort Bytte.
Ved at høre om dette Nederlag besluttede Svenskerne at
vinde, hvad de Danske ikke havde kunnet opnaa. Det lykke-
des dem at erobre og brænde en stor By Seeburg, og derpaa
droge de til en anden By Apulia, fem Dages Vei inde i Lan-
det. Efter mange Dages Kamp vare de nær ved at opgive
Erobringen af den; endnu en Gang vilde de dog vove et
Angreb, da Indbyggerne tilkjøbte sig Fred for en stor Sum
Penge, imod at de stillede 30 Gidsler og lovede for Frem-
tiden at betale Tribut*).

4. Julin (Jumne) og Jomsborg.

Om Vendernes Forhold til Danmark i Aarhundredet
efter Ansgars Tid vides der meget lidt; de nordiske Krø-
niker og Sagaer ere helt knappe i deres Meddelelser, og Ud-
landets Kilder tale sjældent derom. Der er en vis Sand-

1) Vita Anskarii c. 19 S. 43.

2) Vita Anskarii c. 30 S. 60 ff.

synlighed for, at den Kong G-nupa, som i det 10de Aar-
handredes Begyndelse herskede ved Danmarks Sydgrænse,
ogsaa raadede over Abodriteme. Da Gnupa blev overvundet
af Kong Gorm, bemægtigede denne sig hans Land og har
sikkert ogsaa vundet, hvad han besad i Venden; i alt Fald
siger en Saga, at Gorm vandt sig et stort Rige i Vindland^).

Ogsaa om Kong Harald Blaatand vides det, at han
havde Besiddelser i Venden. Og paa hans Tid grundes
Jomsborg, som atter er knyttet til den store Handelsby Ju-
lin. Ved Beretningerne om denne skulle vi nu dvæle.

Om den berømte By Julin eller Jumneta haves der,
som det synes, en Beretning allerede fra det 10de Aarhun-
drede; men da Fortolkningen af denne Kilde ikke er sikker,
vil jeg begynde med at omtale den sikre Meddelelse om
Byen, som Adam af Bremen bringer.

Han fortæller saaledes: „Oder er den rigeste Flod i
Venderlandet, og ved dens Munding, dér hvor den berører
de skytiske Vande [Østersøen], frembyder den høit ansete By
Jumne et meget besøgt Landingssted for Barbarer og Græ-
kere, som bo i Nærheden. Da der siges saa meget storartet
og næppe troligt til Stadens Pris, griber jeg med Glæde Lei-
ligheden til her at indskyde Udt, som er værdt at fortælle.
Det er virkelig den største af de Stæder, som Europa inde-
slutter, og i den bo Vender med andre Folk, Grækere og Bar-
barer. Ogsaa de herhen kommende Sachser tilstaaes der Bet
til at bo sammen med de andre Lidbyggere, naar de kun
ikke offentligt bære deres Christendom til Skue. Thi Alle
ere her endnu hildede i hedensk Vildfarelse. løvrigt vil
man, hvad Sæder og Gjæstfrihed angaar, ikke finde noget
Folk, der viser sig mere hæderfuldt og velvilligt. Byen, der
er saa rig paa Varer fra alle Nordens Folkeslag, har alle
mulige Behageligheder og Sjældenheder. Der finder man
Vulcans Gryde, som Lidvaaneme kalde den græske Ild,

i) Steenstnip, Danmarks Sydgrænse 46.

30

hvorom ogsaa Solinus taler ^). Neptun viser sig der i tre-
foldig Skikkelse, thi Øen beskylles af tre Vande, hvoraf det
ene siges at have et helt grønt Udseende, det andet er hvid-
ligt, det tredie sættes ved uophørlige Storme i rasende Be-
vægelse [d. e. selve Østersøen paa Wollins Nordside].

Fra denne By ror man i kort Fart over til Demmin,
som ligger ved Mundingen af Floden Peene, hvor ogsaa
Runerne*) bo."

Det hedder endvidere, at Oder flyder midt igjennem
Vendernes Folk, indtil den løber hen til Byen Jumne, hvor
den adskiller Pomeraneme fra Wilterne. Fra Hamburg
eller Elben er der 7 Dages Beise til Lands til Jumne, men
vil man reise til Søs, gaar man ombord i Slesvdg eller Alden-
burg. Man kan seile fra Jumne til Rusland, hvis Hovedstad
er Kijev, paa 14 Dage®).

Den Skildring af Jumnes Beliggenhed, som her er
givet, synes tilstrækkelig tydelig, naar Hensyn tages til, at
Adam selv ikke har været paa Stedet. Der findes endnu en
Afstandsangivelse i Adams Skrift til Belysning af Jumnes
Beliggenhed, og den er mindre korrekt*), men overfor den
klare Udtalelse om Byens Beliggenhed, som han andetsteds
har givet, har dette Intet at sige.

Af Saxos mange Skildringer af Togterne paa Valdemars-
tiden ses ogsaa tydeligt, hvor Byen har ligget. Han omtaler
Pomeranemes Sø ved Odermundingen (altsaa das grosse og
das kleine Haff) med de tre Udløb, af hvilke Swinemiinde er
det midterste, og Floden forbi Julin og Kammin (altsaa Die-
venow) det østligste. Ved denne Flods Vestside laa den

1) Paa Fortolkningen af dette Udsagn, som er blevet forstaaet paa
forskjellig Maade, skal jeg ikke komme ind.

2) Røboerne, Beboerne af Rtlgen.

8) Adam II. 19.

4) Adam IV. 20: Birca ... in medio Sueoniæ posita contra civita-
tem Sclavorum respicit Jumnem. 1 schol. 117 læses: Reune insula est
Runorum, vicina Jumne civitati, qui soli habent regem; men det er jo
ret rigtigt og staar allerede hos Adam II. 19.

31

store Handelsby paa Øen af samme Navn; den var ved en
Bro forbundet med Fastlandet *). Tæt op ad Byen laa Borgen;
dens Krigere ere Julini oppidi accolæ^).

Den Beretning fra det 10de Aarhundrede, som vi oven-
for omtalte, findes hos den israelitiske Beisende Ibrahim-ibn-
Jakub.

Efter at have beskrevet Mschkas Land (Polen under
Mieszko I) fortsætter han saaledes:

„Til Mschka grænser i Østen Bus [d. e. de i Busland
bosatte og herskende Nordboer] og i Norden Brfis [d. e.
Preusser eller, som de tidligere hed, Ester],

Brus's Boliger ere ved det omringende Hav [Oceanet].
Og de have et særligt Sprog og forstaa ikke de Folks Sprog,
der ere deres Naboer [altsaa et lettisk Sprog, forskjelligt fra
de slaviske], og de ere berømte for deres Tapperhed. Naar
en Hær kommer til dem, venter Ingen paa, at hans Kammerat
skal forene sig med ham, men gaar frem uden at bekymre
sig om Nogen og hugger med sit Sværd, indtil han dør.
[Det vil ses, hvorledes Efterretningen ganske stemmer med
Wulfstans og Adams Skildringer af Esternes Tapperhed, for-
an S. 21].

Mod Brus rette Busserne vestfra [altsaa de Busser eller
Svenske, som endnu ere i deres Hjemland ^)] Overfald til Søs.

Vesten for Busserne [Nordboerne i Busland *)] er Kvin-
dernes By. De besidde Landeiendom og Trælle. Og de
besvangres af deres Trælle, og naar Nogen føder en Søn,
dræber hun ham. De ride og drage personlig i Krig og
besidde Mod og Tapperhed. Saaledes siger Jøden Ibrahim

1) Saxo 859, 864, 891, 953, 985. Jfr. N. M. Petersen, Samlede Af-
handlinger n. 92 ff.

«) Saxo 491.

3) Denne Tolkning er allerede fremsat af Vilh. Thomsen, Ryska rikeU
gnmdlåggning genom Skandinaverne 49, hvilket bemærkes i Anledning af
Westberg 1. c. 32, 40.

*) Ldnborg, Adam af Bremen 132 Anm 4 retter nrigtigt til Brns.

Jakobs Søn: Efterretningen om denne By er sand. Otto,
den romerske Konge, har fortalt mig det."

Vi skulle her indskyde, at ogsaa Adam af Bremen veed
at fortælle om et saadant Kvindeland og nogle hertil svarende
Fabler (IV. 14, 19); det antages almindeligt, at Sagnet bygger
paa en Mistydning af Navnet Kvænernes Land, Finland (hos
Kong Alfred Owénland; paa Finsk: Kainulaiset, Kvæner,
Finner).

Og nu naa vi den Skildring, som især vedkommer os.

„Vest for denne By er en slavisk Stamme, som hedder
Kommunen Awbåba. Den bor i Mschkas [Mieszkos] sumpige
Omraader mod Nordvest. De have ved Oceanet en stor By,
som har 12 Porte og en Havn. Og de have dér udmærkede
Havneindretninger. Og de føre Krig med Msohka, og deres
Magt er stor. Og de have ingen Konge og lyde ikke nogen
enkelt Mand, men de Ældste ere deres Styrere.**

Vi kjende intet Navn andetstedsfra, som svarer til
Awbåba, og vi maa derfor ved Fortolkningen søge en Støtte
i Kildens andre Oplysninger.

Stedet ligger Vest for Russer og Vest for Finner, det
ligger Nordvest for Mieszkos Rige Polen, til hvilket det
synes at grænse. Da Mieszko paa denne Tid havde under-
lagt sig Liutitieme Vest for Oder, vilde man med Tanken
paa de bekjendte Havnestæder kunne gjætte baade paa Julin
og Danzig. Imidlertid var Danzig ikke i det 10de Aar-
hundrede en Stad af nogen Betydning, selv om den fandtes,
og den ligger ikke direkte ved Havet; derfor synes Tanken
at maatte vende sig mod Julin.

Men unægtelig fristes man ogsaa til at tænke paa Julin
ved Skildringen af den stolte By med dens Havn og Porte.

Den Maade, hvorpaa Styrelsen af Staden omtales, er
karakteristisk for en saadan stor Handelsplads; den ordner
sig halvt eller helt uafhængigt næsten som en Fristat og
styres af Ældste. Saaledes synes Julins og Stettins Stilling
ogsaa at have været i det 12te Aarhundrede, og der levede

33

paa Biskop Ottos Tid i Stettin en fornem og høit anset
Borger, hvis Baad og Billigelse Hertug Bugislav altid søgte
at faa, ligesom alle offentlige Sager afgjordes efter hans
Bestemmelse *).

Navnet paa det berømte Sted, hvortil Jomsvikingemes
Historie knytter sig, lyder noget forskjelligt i de enkelte
Kilder. Adam af Bremen kalder det Jumne, Helmold Jum-
neta; hos Saxo hedder Borgen Jolin, som ogsaa er Handels-
byens Navn hos Otto af Bambergs Biografer. I de nordiske
Sagaer hedder Borgen som bekjendt Jomsborg; Svend Aage-
søn skriver Hynnisburgh *), hvad der formodentlig bør rettes
til Hyumsborg*).

Julin laa paa Østsiden af Øen Wollin ved Dievenow
p£ia den Plet, hvor nu Byen Wollin ligger. Man kunde nu
mene, at det var et mærkeligt Sted for saa stor en By og
tildels en Afkrog. Imidlertid tror jeg, at der netop her
fandtes de Betingelser, som man da maatte ønske. En By
maatte for det Første ikke ligge ved selve det aabne store
Hav, hvor pludseligt Fjender og Plyndrere kunde vise sig.
Et Flodudløb vilde naturligvis være et gunstigt Sted for en
Handelsby, dog kun, naar der foran var et overskueligt, af-
grænset Farvand; her gjælder netop, hvad Adam siger om
Jylland, som' han ellers finder saa ubebygget: „men hvor Ha-
vets Bugter gaa ind, dér har det meget store Byer** (IV. 1).

Og Julin laa i Nærheden af Flod og Hav, men do^
saaledes, at Fjender ikke vilde let ad disse Veie kunne
nærme sig Byen, uden at Indbyggerne i Tide vare blevne
advarede, ligesom den ved sin Beliggenhed paa en var
værnet imod let at overfaldes af en Landhær. Fra Oder og

1) £bbo, Yito OttoniB IL 9 (Ser. Rer. Germ. XII. 849): Domuzlaas
quidam . . . inter Stetinenses eminentiBsimas tanto ab omnibus honore et
reyerentia colebator, ut nec ipse dux Fomeraniæ Wortizlaus sine consilio
et assensn ejus qnicqaam agere presumeret, sed ad illius nutnm uniyersa
tam publica quam priyata disponebantor negotia.

2) Ser. Rer. Germ. XXIX. 32.

8) N. M. Petersen, Saml. Aih. II. 91.

5

34

fra hele det store pommerske Opland var der endvidere for-
trinlig Leilighed til at tilføre Byen Varer.

Ved denne Bys Side er det altsaa, at Jomsborg grund-
lægges. Harald Blaatand — saaledes fortæller Saxo — havde
bemægtiget sig Vendland og lagt en stærk Besætning i
denne Provinses mest ansete By Julin*). Saaledes lyder
Beretningen ogsaa i Fagrskinna og Knytlingasaga*). Som i
sin Tid utvivlsomt Kong Q-odfred ved Eeric saaledes har
Kong Harald ved Julin lagt en Borg med en dansk Besæt-
ning, som var i Stand til at holde Byen i Ave og tillige
beskytte den, hvorfor den vel har skaffet Kongen gode
Indtægter, Og i hvert Fald har denne faste Post styrket
Kongens Magt over vendiske Egne,

Vi skulle nu se, om ikke ogsaa en anden Kilde viser
os, at Jomsborg fandtes paa denne Tid.

Imellem de to Fyrster Selibur i Wagrien og Mistuvoi
(Mistizlav), der styrede de østlige Abodriter, var der gam-
melt nedarvet Fjendskab, men Hertug Herman af Sachsen
havde bragt dem begge under sit Herredømme, saa at de
betalte Keiseren Tribut^). Striden mellem de to Rivaler
vedblev dog, og da Hertug Herman i denne fældede en Dom,
hvorefter Selibur skulde betale en Bøde, greb han misfor-
nøiet til Vaaben og søgte en Forbundsfælle i Hertugens
Brodersøn Wichman, der flere Gange havde gjort Oprør
%nod Herman, Wichman indfandt sig i SeUburs By — for-
modentlig Aldenburg — som Hertugen beleirede, men be-
sluttede sig til atter at drage bort, som om han vilde skaffe
Hjælp fra de Danske. Efterat Staden var faldet, begav Wich-
man sig mod Øst til Vuloineme, med hvem han vilde krige

1) Saxo 480: Haraldus, armis Sclayia potitus, apud Julinum, nobi-
lissimum illius proTinciæ oppidum, Sturbioruo duce, competentia militum
præsidia collocavit.

3) Fagrskinna c. 50: Haraldr konungr herjadi å Yindland ok lét
gera borg mikla, |)å er heitir at J6mi, ok er b6 borg kollud sidan Jémsborg.
Enytlingasaga c. 1.

3) Thietmar II. 14.

35

mod Polens Hertug Mieszko, Keiserens Yen. Men Mieszko
fik Hjælp af Bøhmerne, og i Kampen faldt Wichman ^).

Disse Vuloiner, som Widukind her nævner, maa være
den Stamme Wilini, som Adam anfører sammen med flere
slaviske Folk, der bo mellem Elben og Oder, uden at deres
Bopæle nærmere angives').

L. Giesebrecht har villet give dette Folk en Plads
langt nede i Brandenburg, idet han hævder, at naar Keiser
Otto i et Brev af 968 til Sachseme omtaler, at Redarieme
havde lidt et stort Nederlag, og opfordrer de sachsiske Høv-
dinger til at gjøre det aldeles af med dem, maa det være de
nys nævnte Kampe, som "Wichman havde foranlediget ; derfor
maa Vuloineme være en af Eedariemes Stammer og bo i
Omegnen af Fehrbellin'). Denne Slutning er dog urigtig.
Widukind fortæller Intet om, at Wichman har i Forbund
med Vuloineme angrebet Sachseme. Han vender sig mod
den polske Hertug, Keiserens Ven^ og denne forbinder sig
med sin Svigerfader, Kong Boleslav af Bøhmen, for at slaa
Angriberne tilbage, hvad der fuldkomment lykkes og Wich-
man falder. Noget herfra forskjelligt er, at Sachseme have
Kampe mod Bedarieme, og høist kan man sige, at Sredarier
og Vuloiner optraadte som Forbundne*). Det er vel ogsaa

1) Widukind III. 68: Wichmannus cum paucis urbem est egressus,
quasi ad extraheDda Bibi de Danis auxilia; 69: Audiens au tern Wich-
mannuB urbem captam Bociosque oppressos, ad orientem versus, iterum se
paganis inmersit, egitque cum Slavis qui dicuntur Yuloini, quomodo Misa-
cam, amicum imperatoris, bello lacesserent.

^ Adam II. 18: sunt et alii Sclavaniæ populi, qui inter Albiam et
Oddaram degnnt, sicut Heveldi, qui juxta Habolam fluvium sunt [i Branden-
burg ved Elbens Biflod Havel] et Doxani [ved Havels Biflod Dosse i
Brandenburg], Leubuzzi [Byen Lebus ligger ved Oder, ikke f^eTut fra
Frankfurt], Wilini et Stoderani [i Havelland i Brandenburg] cum multis
aliis. — Uagtet de ved Navn nævnte Stammer mest have boet i Branden-
burg, synes Angivelserne saa ubestemte og spredte, at det ikke er nød-
vendigt ogsaa at henføre Wilini hertil.

8) L. Giesebrecht, Wendische Geschichten I. 10, 189 f.

*) Dette paavises rigtigt af Fr. Wigger i Mecklenburgische Annalen
116. Allerede Schafarik, Slawische AlterthOmer II. 575 har peget derpaa.
Dog fortolker endnu DOmmler, Otto der Grosze 433, og Sommerfeld, Ger-
manisierung 14, Yuloini som boende Vest for Oder.

36

betænkeligt at forøge de slaviske Folks Tal med et nyt, om
hvis Boliger vi ellers Intet vide, naar der vitterligt fandtes
et Folk ved Odermundingen, paa hvilket Navnet passer. I
et Brev af 1125 kaldes Byen Vulin, og i et Pavebrev
fra 1140 hedder det: „in civitate Wulinensi**, „oivitatem
Willin** ').

Ogsaa selve Fortællingen hos Widukind peger aaben-
benbart ikke hen paa et Folk langt inde i Landet. Wich-
man forbinder sig med et Kystfolk, Abodriteme, han for-
lader dem for at gaa til de Danske; skulde han saa atter
fra dem være draget helt ned til Brandenburg? Nei, det
ligger langt nærmere at tro, at han har søgt til et andet
Kystfolk. Ja vi kunne vist gaa endnu videre i vor Slutning.
Hvorfor skulde Wichman, som søgte Hjælp hos de Danske,
ikke være bleven henvist til at faa den i Jomsborg, hvor en
Krigerhob jo stadig stod til Disposition, netop af en saadan
Art, som maatte tiltale Wichman? Tilmed knytter Widu-
kind den Bemærkning til sin Qjengivelse af Keiserens Brev
af 968, at det blev besluttet at lade den Fred, som var givet
Bedarieme, staa ved Magt, eftersom Krig med de Danske
stod for Døren, og man ikke havde Tropper nok til samtidig
at føre to Krige*).

Men mulig kunne vi finde Spor af Jomsborgs Tilværelse
paa et endnu tidligere Tidspunkt.

Det er paa Hakon den Godes Tid, at vi for første
Gang høre om Vender som Vikinger'). Gunhild og
hendes Sønner havde fundet Tilhold i Danmark, Kong Ha-
rald havde givet dem Forleninger, og Sønnerne hærgede nu
i Forening med danske Vikinger Viken. Derfor besluttede
Kong Hakon sig til at hjemsøge Danmark til Gjengjæld

1) Script. Rer. Germ. VL 263, Godex Fomeraniæ Diplomaticus I. 36.

2) Widukind III. 70: his litteris lectis .... visum est, pacem jam
datam Redariis oportere stare, eo quod tune bellum adversus Danos urgeret,
et quia copiæ minus sufficerent ad duo bella pariter conficienda.

8) L. Giesebrecht, Wendische Geschichten I. 206.

37

(o. 952). Med kun 2 Skibe kom han til Øresund, hvor han
traf 11 Vikingeskibe, som han ryddede, og nu gik det ud
over Sjælland med Rov og Drab. Derpaa lyder Fortællingen
hos Snorre saaledes : „Saa siger Go{>l)orm Sindre : „Søkongen
naaede da siden at lægge Sjælland under sig og vendisk
Hærfang at vinde ved den skaanske Side." Siden foer Kong
Hakon øster langs Skaanes Side og hærgede overalt, tog
Penge og Skatte af Landet og dræbte alle Vikinger, hvor han
fandt dem, baade Daner og Vender; han foer helt øster langs
Gtataland og hærgede dér og tog store Penge af Landet" *).

Der kan næppe være Tvivl om, at et Vers af GoJ)l)orm
Sindres flåkonardrapa har været den eneste Kilde, hvorpaa
Portællingen om Kampen med de vendiske Vikinger er
bygget«).

Saafremt her nu ikke foreligger en Misforstaaelse af
Kvadets Ord, er det jo karakteristisk, at disse Vender vise
sig i Danmark som forbundne med danske Vikinger. Den
Slutning vilde ikke ligge fjernt, at det var Vikinger fra en
dansk Besiddelse — som Jomsborg — i Venden. I et Vers
af Tindr Hallkelsson om Kampen i Hjørungavaag betegnes
Jomsvikingen som „Venders Ven"*), og i Sagaernes Beret-
ning om Kampene i England paa Kong Æthelreds Tid
omtales „Daner og Vender", ved hvilket sidste Udtryk
der vel efter den rimeligste Forstaaelse maa tænkes paa
Jomsvikinger *). Ogsaa hos Saxo se vi Jomsvikinger beteg-
nede som Sclavi^), Men hvorledes man end vil tolke denne

^) Snorre, Hakon den Godes Saga c. 8 , jfr. Storms Oversættelse S. 81.
Fagrskinna c. 30: Håkon . . . hitti vikinga sudr fyrir Hallandi: Vindi ok
Dani med 10 skipam.

*) Ågrip c. 5 Sp. 10 og Egils Saga c. 76 S, 279 omtale Toget, men
ikke disse Kampe.

8) Snorre, Olaf Tryggvasons Saga c. 47, jfr. F. Jénsson i Aarbøger f.
nord. Oldkyndighed 1886, 361.

^) Steenstnip, Normannerne HI. 449; Munch, Norske Folks Historie
n. 474.

5) Saxo 490.

38

Efterretning om Hakon den Godes Kampe, fortjener det Be-
synderlige at fremhæves, at der gaar Menneskealdere hen,
førend vi paa ny høre om vendiske Vikinger.

Her bør omtales, at Ordet Vender er blevet benyttet paa en
egen Maade i Skjaldepoesien paa disse Tider.

Der findes et Nidvers, som Islænderne digtede om Kong
Harald Blaatand i Anledning af, at Kongens Bryde Birger havde
erklæret et Skib fra Island, som strandede her i 'Landet, for Vrag
og taget alt det indladede Gods. I Verset kaldes Harald „Venders
Morder"^). Som den, der havde betvunget Venderne, kunde Ha-
rald jo nok betegnes paa denne Maade.

Anden Gang, dette Udtryk forekommer, er i Einar Sk&laglamms
VeUekla, der er digtet o. 990 2), lang Tid efter den Begivenhed,
om hvilken Ordet anvendes. Det hedder nemlig, at Hakon Jarl,
som havde bemægtiget sig Norge og fordrevet Gunhild og hendes
Sønner, bliver angrebet af den ene af disse, Ragnfred, der imid-
lertid efter at have Hdt stort Mandefald maatte fly (966). Om
Kampen siges nu: „Gbamen [Fyrsten] mødte Venders Morder i
anden Kamp" ^), Vi vide Intet om, at Ragnfred har kæmpet særlig
med Vender, men iøvrigt var han som hans Brødre en stor Strids-
mand, der havde færdedes i Viking.

Tredie Qung, Betegnelsen forekommer, er i Skildringen af
Svolderkampen. Erik Jarls Mandskab var det lykkedes omsider
at entre Ormen hin Lange, hvis Kæmper samledes agterude om
Kong Olaf. Haldor Uchristne sang herom saaledes: Agter over
Tofterne Olafs Mænd maatte vige . . . Vaabengangen mod Venders
Morder vendtes*). Fremdeles synger Halfred Vandræ8askåld i sin
Olafsdrapa ogsaa om, at Venders Morder var i haard Kamp^).

Det er ret besynderligt, at Olaf, som havde været bosat i
Venden og gift med en vendisk Fyrstinde, faar Betegnelsen Venders

1) Snorre, Olaf Tryggvasons Saga c. 33: varfl H Vinda myrdir vax eitt

2) F. J6ns8on, Oldnorske Litteraturs Historie 1. 543 f.

3) Snorre, Olaf Tryggvasons Saga c. 18, jfr. Storms Oversættelse
S. 121.

*) Snorre, Olaf Tryggvasons Saga c. 118, jfr. Storms Oversættelse
S. 185.

^) Verdum Vinda myrde uigskyrs en |>at lysig rammr. Plateyjarbék
I. 483-4.

39

Morder, dog skal Olaf efter Sagaerne i sin Tid have erobret ven-
diske Borge, og Halfred synger i et Vers om Olafs tidligere Togter,
at han fældede Vender^). I selve Svolderkampen „mjrrdede" Olaf
næppe Vender. Sigvalde Jarl fra Jomsborg var fdlgt med Olaf til
Vendland, men holdt sig, som det synes, borte fra E^mpen, der-
imod kastede et vendisk Skib, som tilhørte hans Hustru Astrid,
sig ind i Striden, dog til Fordel for Olaf. Thorkil den Høie, der
ligeledes som Jomsviking kunde kaldes Vender, deltog kun paa
Erik Jarls Skib i Kampen^).

Saaledes synes det ikke muligt at tillægge „Venders Morder"
en Forstaaelse efter Bogstaven. Udtrykket har mistet enhver fast
og bestemt historisk Betydning og er blevet et staaende Skjalde-
udtryk for en Stridsmand.

Dets Opkomst kan dog tages som et Vidnesbyrd om, hvor-
ledes Venderfolkene paa disse Tider havde tildraget sig større
Opmærksomiied.

løvrigt skal det her erindres, hvorledes der paa de
Tider ogsaa paa et andet Punkt af Østersølandene blev
grundet et Herredømme af Danske. Kong Harald Blaatands
ældste, høitbegavede Søn Hagen drog paa et Hærtog mod
Sembeme, og da han mærkede, at hans Krigsfolk vare ved
at tabe Modet, lod han Skibene trække paa Land og brænde
op. Saaledes vare Krigerne nødsagede til at kæmpe til det
Yderste, og det lykkedes dem aldeles at beseire Fjenden.
Efter at have dræbt Mændene, tvang de Danske, uanset
at de havde Hustruer hjemme i Danmark, Kvinderne til at
indgaa Ægteskab med sig. De sloge sig ned her og glemte
ganske deres Hjemland. Derfor — siger Saxo — anse Sem-
beme sig med Grund for at nedstamme fra de Danske*).

1) Munch, Norske Folks Historie I. 2. 231. Snorre, Olaf Tryggvasons
Saga c. 25.

3) Munch, Norske Folks Historie I. 2. 388, 392.

8) Saxo 485 f. Jfr. Steenstrup, Normannerne I. 194 ff. — Om Vid-
gant fra Samland se foran S. 18.

40

5. Borgens Indretning og Jomsborg-Loyene.

Om Jomsborgs Grundlæggelse og Vikingesamfundets
Ordning fortælle de islandske Sagaer Meget; men hvad vide
vi sikkert? Er ikke Beretningen herom romantiske Billeder,
skabte af en Tradition, der først har uddannet sig et Hun-
drede Aar eller to efter det Tidspunkt, da Borgen grundedes?
Er det nu ikke bevist, at de berømte Bedrifter, som Bue-
skytten Toke skal have udført, have Hjemsted lige saa godt
eller rettere bedre i andre Lande, hvor det vandrende Sagn
om den ypperlige Skytte har slaaet sig ned?

Toke er imidlertid ikke saa sammenknyttet med Joms-
borg, at hans og Borgens Skjæbne, hvad den historiske Gyl-
dighed angaar, falder sammen. Jomsborgs historiske Existens
er godtgjort ved mange sikre Kilder, og om flere af dens
Høvdinger have vi ogsaa gode og samstemmende Efterret-
ninger. Det er sandt, at Jomsvikingemes Bedrifter i høi
Grad ere blevne farvede med mangt et romantisk Træk,
men dog kunne vi ikke sige, at paa dette Omraade Fanta-
sien rent ud har haft frit SpiP).

I Følge Sagaerne er Jomsborg først opstaaet efter Kong
Harald Blaatands Død, da Palnatoke som Landflygtig for
Drabet af Kongen slog sig ned her og indrettede sin Borg
og sit Samfund.

1) Det er i den Henseende værdt at bemærke, at Jomsvikingesagaen,
om den end fremtræder i fem Former, ikke har atore Afvigelser i Hoved-
trækkene. Den ældste af Kilderne er i Følge Professor Gustav Storms
Redegj øreise i Arkiv f. nordisk filologi (I. 235 ff.) den nu tabte, men af
Amgrim Jonssons latinske Oversættelse bekjendte Saga, udgivet af A. Gjes-
sing 1877 (I). Det næste Skridt i Udviklingen er Am. Magn. Haandskrift
291 4to, udgivet af Carl af Petersens 1882, tidligere i Fomm. S6gur XI.
(II). Det tredie foreligger i den af Cederscbidld efter den stockbolmske
Codex Nr. 7 4to (1874) udgivne Saga (IH). Den fierde Form findes
Flateyjarbék I. 153—205 (IV), og den femte i den af Carl af Petersens 1879
efter Am. Magn. Haandskrift 510 4to udgivne Saga (V).

I det Følgende citeres dog som oftest den ældre Udgave i Fomm.
Sdgur XI paa Grund af de besværlige Titelangivelser og den vanskelige
Omsætning af disse Udgavers Skrifttegn.

41

Palnatoke kom med 40 Skibe til Vendland for at hærge,
da Fyrst Burislav, som kj endte hans Tapperhed og Kriger-
dygtighed, tilbød ham Fylket Jorn mod, at han forsvarede
Land og Eige imod Fjenderne (c. 23). Der kan, som det
foran er vist, næppe være nogen Tvivl om, at Jomsborg er
et ældre dansk Anlæg, der fandtes allerede paa Harald Blaa-
tands Tid. Vi kunne ogsaa nævne Høvdinger, som paa denne
Konges Tid styrede Borgen, hvorimod det er saare vanske-
ligt at angive den Tid, da Toke var dens Herre, selv om
den historiske Existens af en Jomsborghøvding Toke ikke
kan betvivles. Imidlertid er den eiendommelige Ordning af
Jomsvikingesamfundet saa vel bekræftet ved mange spredte
Oplysninger i de nordiske Kilder, at man kan bortse fra
Sagaens urigtige Opgivelse af dets Stifter. Her kunne Ordene
i Eiiytlingasaga (c. 1) erindres: „Harald Gormsøn vandt et
stort Jarledømne i Vindland; han lod Jomsborg bygge og
lagde en stor Krigerstyrke deri; han satte Løn og Love for
dem, og de underlagde ham hele Landet. Om Sommeren laa
de paa Hærtog, men om Vinteren sad de hjemme. ** Sagaen
fortæller dog ikke, hvilke disse Love vare, og vi ville derfor
følge Jomsvikingesagas Skildring af, hvorledes Borgen var
indrettet og Samfundets Forfatning ordnet.

Toke lod sin Borg bygge paa følgende Maade. Den
havde en Havn ved sin Side, saa stor, at 300 Langskibe
kunde ligge deri Side om Side; imod Søen skjærmedes den
af en Dæmning med Aabninger, som store Jernporte kunde
lukke. Over Porten hvælvede sig en mægtig Bue, som bar
et Kastel, hvor der var Valslynger. Havnen laa altsaa inde
i Borgen, og „de Borge, som ere byggede saaledes, kaldes
Søborge."

For sit Samfund havde Toke sat følgende Love:

1. Ingen skulde optages deri, før han havde naaet sit
18de Aar^), og Ingen, som var over 50 Aar gammel.

^) Arngrim Jonsson: 15de Aar.

42

2. Ei heller Nogen, der flyede for den, der var ham
jævnbyrdig i Vaaben og Kræfter^).

3. Enhver skulde hævne sin Fælles Død, som om det
var hans Broders.

4. Ingen turde udsaa Splid mellem Kammeraterne.

5. Den, som spurgte Nyt, skulde først melde det til
Høvdingen Palnatoke.

6. Om Nogen havde dræbt en Jomsborgers Fader eller
Broder eller anden Slægtning, og dette først opdagedes, efter
at han var optaget i Borgen, skulde al privat Hævn og Straf
falde bort og Sagen afgjøres ved Palnatokes Kjendelse.

7. Ingen Kvinde skulde der tilstedes Adgang til Borgen.

8. Ingen burde opholde sig mere end 3 Dage uden for
Borgen, medmindre han havde Høvdingens Tilladelse.

9. Alt Slags Bytte skulde bæres til Stangen og her
efter Lodtrækning deles mellem Kammeraterne; den, som
holdt Noget tilbage, joges af Borgen.

10. Ingen skulde overfalde den Anden med Skjældsord
eller, naar Trætte var opstaaet, blande sig deri med fornær-
mende Ord.

11. Hverken Byrd eller Venskab skulde være afgjø-
rende for, at Nogen kunde optages i Samfundet, ei heller at
de vare indbudte dertil af dem, som allerede vare Medlemmer;
kun de, som ved Tapperhed havde gjort sig fortjent dertil,
ansaaes for værdige.

12. Enhver, som brød disse Love, skulde med Vanære
udjages af Samfundet.

13. Ingen maatte fremsætte ængstelige Ord eller fiygte
Noget, hvor farligt det end saa ud.

14. løvrigt skulde i Alt, hvad der forefaldt inden
Borgen, Palnatoke dømme.

Man kan ikke af nogen indre Grund bestride, at disse
Love have været gyldige; de have ikke Usandsynlighedens

1) Arngrim Jonsson: eller overgik ham noget deri.

}

43

eller det Romanagtiges Præg. Har et saadant Samfund
virkelig været stiftet, har det ogsaa været fæstnet ved alvor-
lige Love, og de anførte ere ikke strængere, end at de kunde
overholdes. Netop ved Sammenligning med, hvorledes Roman-
sagaer skildre denne Årt Samfund, mærker man, naar Over-
drivelsen indtræder ; saaledes var for Kæmperne under Kong
Halv det Bud gjældende, at Ingen maatte vige, selv om han
ene stod overfor elleve, og Ingen maatte lade et modtaget
Saar forbinde før næste Dag*).

Reglen om, at Byttet skulde bringes til Stangen og deles
ved Lodtrækning, findes overholdt i Vikingetiden og er fast-
slaaet i Lovbud*).

Ikke heller er det underligt^ at det Nyt, som spurgtes,
først skulde meldes til Høvdingen, eftersom Hærskaren ikke
burde opskrænunes med utidige Rygter. Man finder i andre
Kilder Bestemmelser, som tilsigte en Beskyttelse herimod'),
og her kan ogsaa erindres om, hvorledes paa saa tætbefolkede
Steder som Skanør og Falsterbo alene det ved Skrig eller
Raab at forvolde Opløb var forbudt under stræng Strafs).

At Kvinder vare udelukkede fra Boisen, er let for-
staaeligt, og da senere Svend Tveskjæg lod Jomsvikinger og
andre Krigere lægge i Krigerborge i England — i London
og i Slessvik — gjaldt der i Følge Sagaen lignende Regler
for disse; jfingen løs Tale skulde fortælles og Ingen være

1) Jfr. mioe BemærkniDger i Arkiv t nordisk filologi XIII. 131 ^ An-
leduing af Å. Olrik, Kilder til Sakses Oldhistorie IL 205^6).

2) Steenstrup, Normannerne I. 316 f.

>) Hrorledes en feilagtig Angirelse om Fjendens Nærmelse nær havde
bragt Dødsstraf over dem, der meldte det, se Saga Hakonar Hikooarsonar
c 116 (Fommanna Sdgur IX. 358): ok er [kénnngr] var afklaeddr, var
blasinn herblastr, ok var sagt at Yermar væri komnir ok borOust vit^ H^it
aptr a skéginnm. Kénnngrinn lj6p npp, ok så berrin er honum fylgi>i. ok
ridu af å skéginn, kom |>å herrin i méti |>eim, ok hdf>u ekki heyrt ^friv^ligt«
en |ieim var b6it til dauda, er |>es8U hOfSu uppslegit ; f6ru menn |iå til bAda,
sem ætlat var.

*) Schåfer, Das Buch des Lubeckischen Vogts auf Schonen 90
(art 48).

44

borte om Natten** ^). Det fortælles tillige, at da Svend Tve-
skjæg var død, lagdes der Planer af Angelsachseme om at
overrumple Borgene, idet man lod Krigere skjule sig i de
Vogne, der førte Fødevarer til disse. En Kriger Thord i
Borgen i London — for hvilken Eilif var Høvding — var
gaaet udenfor denne til det Hus, hvor han havde sin Sleg-
fred (utan borgar til hiisa konu, t)eirrar er honuro fylgfli).
Da hun bad ham blive der om Natten, undrede han sig over,
at hun kunde bede om Noget, hvorfor der var sat Straf.
Men da hun sagde, at det var af Vigtighed, gik han ind
derpaa, imod at hun tilstod ham Grunden. Hun fortalte
ham da Planen om at overrumple Borgen. Thord takkede
hende for Advarslen og gav hende Huset til Eie, „men til
Eilif maa jeg sige det, skjønt det synes at være Snak".
Thord bragte saa Eilif Budskabet, og han meddelte det til
Krigerne; de Fleste troede dog ikke paa Rygtet. Saaledes
lykkedes Anslaget, og kun Faa undslap til Skibene, i Sless-
vik, hvor Thorkil den Høies Broder Hemming var Høvding,
dræbtes AUe^).

Der er et Punkt i det foran Skildrede, der giver An-
ledning til nogle Bemærkninger. Sagaen fortæller, at Palna-
toke i sit vendiske Herredømme lod bygge „sævarborg eina
mikla**, hvilken derpaa skildres; „sumr hlutr borgarinnar
sto5 lit å sæin, ok ero ^ær kallaflar sæborgar, er svå ero
gjOrvar, ok af J)vi var innan borgar hofnin" ^).

Betegnelsen Søborg for en Borg, som gaar ud i Søen
og omslutter Havnen, forekommer ogsaa en enkelt anden

1) J^msYlkingasaga c. 50.

2) Jémsvikingasaga c. 50-52. Dette synes hændt 1015 (Steenstrup,
Normannerne III. 279), og med Fortællingen stemmer, at Henmiings Navn
ikke forekommer senere i engelsk Historie, medens derimod Eilif er Vidne
imder Aktstykker, udstedte af Kong Knud; nogle Gange nævnes han endog
sammen med en t><3rd — altsaa maaske den ovennævnte Eriger. Jfr. Napier
and Stevenson, The Crawford collection of early charters (Anecdota Ozo-
niensia VII) 141, 148.

3) Jémsvikingasaga c. 23 (Fomm. SOgur XI. 74—75).

45

Gang i Sagaerne. Navnet bringer dernæst et Sted af Ans-
gars Levned i Erindring. Kureme havde staaet under svensk
Herredømme, men havde løsrevet sig. De Danske tænkte
da paa at ville tvinge dem, men havde Uheld dermed, hvor-
paa Svenskerne gjorde Tog derhen. „Først kom de uventede
til en By i deres Rige, som hed Seeburg, i hvilken der var
7000 Stridsmænd, og de ødelagde den aldeles, plyndrede og
brændte den"*). Derpaa droge de til en anden By Apulia,
fem Dagsreiser derfra; denne maatte løskjøbe sig mod Ud-
betaling af umaadelige Skatte.

Vi vide nu ikke, hvor hin By Seeburg har ligget, men
paa Grund af Byens Navn, og da Svenskerne komme over-
raskende til den, har den aabenbart ligget ved Havet. Men
hvordan kommer en kurisk By til at bære Navnet Seeburg,
som er tydsk? Det er dog vel givet, at Tydskeme Intet
havde at gjøre i disse Egne, og at Navnet langt snarere har
haft den nordiske Form Søborg. Men saa har der altsaa i
denne Landsdel ligget en Borg eller By med et nordisk
Navn, efter al Sandsynlighed med en Havn som Jomsborgs;
den siges at have rummet en talrig Krigerskare, og den har
staaet under svensk Høihed — det forekommer mig, at der
her er givet Antydninger om, at der oppe i Kurland har
gjort sig lignende Forhold gjældende som dem,, der i det
10de Aarhundrede viste sig ved Venderlandets Kyst. Om
Udvandringer fra Norden til Samland og Kurland findes
der, som det foran er nævnt, flere gamle Efterretninger be-
varede.

Dr. A. Bielenstein skriver om Seeburg Følgende : Georg
Waitz omtaler og forkaster med Rette den af Andre frem-
satte Mening, at Seeburg skulde være Seleburg ved Diina.
Andre Formodninger have haft Tanken henvendt paa Mun-
dingerne af Wendau, Sacke og Memelfloden. Jeg formoder,

1) Vita Anskarii c. 30 S. 60 : Et primo quidem iraprovise ad quandam
urbem regni ipsorum vocatam Seeburg, in qua erant septem milia pugna-
torum, devenientes, penitus illam devastando et spoliando succenderunt.

46

at ingen By kan kaldes Søborg, fordi den ligger ved Havet;
deri ligger der for lidt Karakteristik. Seeburg maa have sit
Navn af en Indsø i Havets Nærhed, og da kan alene Li-
bauersøen komme i Betragtning. Tilmed taler for Seebnrgs
Beliggenhed her den udfundne Beliggenhed af Apulia [hvilken
nemlig skal være Landsbyen Opule ved Louisenhof-Szarki,
10 Verster fra Schoden], til hvilken der netop vilde kræves
en Marsch paa 5 Dage for en Krigshær . . . Ganske vist har
jeg ikke kunnet finde nogen Borgvold ved Nordenden af Li-
bauersøen. Den kunde imidlertid senere være forsvundet ved
Libaus Grundlæggelse, Havvinden kunde forlængst have blæst
Sandhøien bort^).

Denne Bevisførelse lider aabenbart af flere Mangler.
Det er næppe godtgjort endnu, hvor Apulia skal søges —
Nogle gjætte paa Pilten, Kunik paa en forsvunden By Ap-
pule eller Ampule, der nævnes 1253 *), Andre atter paa andre
Byer — og endvidere kunne mange Byer ligge i 5 Dages
Afstand derfra. Naar det siges, at kun en By ved en Indsø
kunde hedde Søborg, da holder dette ikke Stik overfor Sa-
gaerne') og særlig ikke overfor Beretningen om Jomsborg.
Det er ikke muligt nu at udpege det Sted, hvor Seeburg
har været bygget, men ved selve Havet eller en af dets
Arme sjmes den at have ligget.

1) Bielenstein, Die Grenzen des Lettischen Volksstammes und der
Lettischen Sprache 225 jfr. 482.

2) Forschungen zur deutschen Geschichte XXIV. 194 ff.

8) Thomas Saga Erkibyskups, ed. Unger 358: at l)ui siotimi, er
Hestræi heitir (ad pagum supra mare situm). Postola Sdgur, ed. Unger
128: ut of haf til Jorsalalandz ... i siaborg ^eire, es Cesarea heiter, 503.
Heilagra Manna Sdgur, ed. Unger I. 513: Syria . . . sioborgir; II. 304: i
sæborg, |ia er Askalena heitir (Askalon).

47

6. Fundne Minder om Byen og Borgen.

Næst efter Leire og Jellinge er vel Jomsborg et af vor
hedenske Oldtids berømteste Punkter; en Række berømte
Togter og Bedrifter ere knyttede til Jomsborgs Historie, og
gjennem et Aarhundrede var det et vigtigt Støttepunkt for
dansk Herredømme paa Østersøen. Jellinge har endnu sine
talende Minder, Leire er i historisk Forstand sporløst for-
svundet, idet kun en Landsby endnu ved sit Navn betegner
dets Sted, Og med Jomsborg er det gaaet saaledes, at man i
lang Tid var usikker om, hvor den havde ligget.

Som det allerede foran er vist, kan der ikke være nogen
Tvivl om, at Julin er den nuværende By WoUin, og altsaa
maatte Jomsborgs Plads søges i Nærheden deraf. Uheldigvis
har imidlertid igjennem flere Hundrede Aar et falsk Sagn
forstyrret Forestillingen om Byens Beliggenhed.

En gammel Forfatter havde læst Jumneta, som Byen
hedder hos Helmold og i andre Kilder, som Vineta, og dette
falske Navn havde fundet Vei til en hel Eække Bøger. Da
nu Lagen var i Stand til at angive, hvor en berømt Fortidsby,
der bar et saadant Navn, havde ligget, opstod der et Sagn
om, at Vineta havde ligget paa Øen Usedom ud imod Øster-
søen; her betegnede man nogle Rev som Vinetarevene. Byen
var sunken i Havet, hed det; man kunde endnu høre Klok-
kerne ringe nede i de sunkne Kirker, og Søndagsbørn vare
i Stand til paa Paaskemorgen at se Staden løfte sig i al sin
Herlighed over Vandet.

Det har forvoldt ikke saa lidt Besvær at faa Livet taget
af dette Sagn, men efter at dets Historie er bleven grundig
belyst, har man set, hvad der har foranlediget Misforstaaelsen,
og at det i Virkeligheden er ganske ungt. Ingen tror nu
paa det svundne Vineta.

For at finde Jomsborgs Plads maatte man aabenbart
søge i Byen WoUins Omgivelser. Og her var der ogsaa to
Punkter, sOm maatte tiltrække sig Opmærksomheden. Det
ene var den Nord for Wollin liggende Høide Silberberg,

48

det andet det vidstrakte Galgenberg Syd for Byen (se
Kortet o ver Wollin, som medfølger denne Af handling). Ved en
Privatmands Rundhaandethed er for tre Aar siden en kyndig
Videnskabsmand, Dr. A. Stubenrauch, Konservator ved
Oldsagsamlingen i Stettin, bleven sat i Stand til at gjøre
Udgravninger og foretage Undersøgelser af Jordsmonnet paa
begge disse Steder. Det skyldes Dr. Stubenrauchs omhygge-
lige Forskninger, om hvilke han har givet en klar og ud-
førlig Beretning^), at vi nu ere i Stand tU at udtale os med
Sikkerhed om Julins Forhold paa Jomsborgtiden.

Nord for Wollin findes et lavtliggende, moseagtigt
Terræn, hvoraf Dele dog nu ere helt tørlagte og bebyg-
gede med smaa Huse ; de betegnes som „die Gharten**. Denne
store Flade afsluttes mod Nord af en Bakkeskraaning, hvis
høieste Midtdel imidlertid nu er gjennemskaaret lige til sin
Fod af en lang og bred Grusgrav. Den Del af disse Høider,
der ligger nærmest ved Dievenow og skraaner ned mod
Stranden, er lavere end den vestlige Høide, paa hvilken en
Mølle kneiser.

Bjerget har aabenbart haft strategisk Betydning og
spillet en Rolle under Krigstider, da herfra baade Farten
gjennem Dievenow og ligeledes Byen kunde beherskes. Det
vides, at her paa Svenskekrigens Tid var bygget Forskans-
ninger, hvilke dog aabenbart atter have benyttet Volde, der
fandtes her allerede fra den vendiske Tid. Disse Volde har
man ved Udgravninger paa forskjeUige Steder kunnet nær-
mere forfølge; saaledes findes paa Bjergets Østside en snor-
lige, brat Skrænt, der klart nok ikke er dannet af Naturen,
men ved Menneskehaand.

Mærkelige Resultater naaede man ogsaa til ved Iagt-
tagelse af Jordens Lag og Sammensætning, saaledes som især
Grusgravens Sider viste dem. Her fandtes paa sine Steder

1) A. Stubenrauch: Untersuchungen auf den Inseln Usedom und
Wollin im Anachlusz an die Vinetafrage, i Baltische Studien, Nene Folge
II. 65 ff.

49

indtil en Dybde af 6 Fod Masser af Menneskeskeletter for-
uden Brandrester og vendiske Urner, som tildels vare fyldte
med brændte Knokler, alt dog i største Uorden mellem hin-
anden. Der syntes her gjennem en rum Tid at have været
nedkastet allehaande Uryd, senere havde man gravet Lig
derned eller hensat Urner, men Skeletterne vare i det Hele
kastede saaledes mellem hverandre, at det saa ud, som om
man efter en Kamp eller Folkesygdom havde villet skille
sig af med Ligene uden at bryde sig om, hvorledes de kom
til at ligge.

Paa denne af Volde omgivne Høide har efter al Sand-
synlighed det gamle Jomsborg ligget. Stedets historiske
Betydning fremgaar da ogsaa af mange i Bjergets Jord
gjorte Fund, Dets Navn Silberberg stammer netop fra, at man
her ofte har fundet Sager af Sølv, især saadanne arabiske
Mønter, som vare almindelig gjængse i disse Aarhundreder
og ofte ere fundne i Landene ved Østersøen. Ved de seneste
Undersøgelser er her blandt andet fundet Lerkar af langt
fastere Materiale end de vendiske og af Farve og Former
som nordiske Lervarer fra det I Ode til 12te Aarhundrede. I
et karakteristisk vendisk Lerkar laa der en stor Del Sølv-
mønter, nemlig foruden vendiske Penge mange Mønter fra
Frisland, Lothringen, Bayern og England og alle prægede i
Tidsrummet nærmest før og efter Aaret 1000, især dog i
første Halvdel af det Ilte Aarhundrede, netop fra den egent-
lige Jomsborgtid.

Men naar nu Borgen har ligget paa denne Høide, maa
jo ogsaa Stedet, hvor den berømte Havn har været, kunne
paavises, og dette syntes heller ikke vanskeligt. Hele den
store Dalstrækning mellem Silberberg og Byen viser sig
tydeligt nok som en opfyldt Hulhed, hvis indre Del endnu
rummer en Mose, hvori der ses Udskjæringer. Nærmere mod
Stranden er der bygget flere Rækker af Huse, men overalt
aabenbart paa opfyldt Jordbund. Ved at grave i Grunden
paa forskjellige Steder har man fondet det øverste Lag

7

50

stærkt blandet med Grus og Muraffald, medens der længere
nede hyppigt kom middelalderlige og vendiske Potteskaar
for Dagen.

Saaledes er den store Dal opstaaet ved Paafyldning og
ved Tilgroning; oprindelig har der været en Bugt, som har
haft saa stor Dybde og saa vidt et Omfang — den strækker
sig o. 500 m. ind i Landet og har inderst inde en Krum-
ning mod Nord — at den udmærket godt kunde danne en
stor og rummelig Havn, der kunde optage nogle Hundrede
Skibe, saaledes som Jomsvikingesagaen beskriver den.

-'..^tfffHW^

-^(t^it^*^-

Byen Wollin, set fra Silberberg.

For yderligere at anskueliggjøre Terrænets Udseende
hidsættes hosstaaende Tegning, som giver et Billede af Wol-
lin set fra den Høide paa Silberberg, hvor Møllen staar; ved
Bjergets Fod ses Mosestrækningen med sine Udskjæringer
og den delvis opfyldte Grund, hvor den store Havn har
været ^).

1) Paa en Reise i denne Sommer til Pommern for at besøge forskjel-
lige vendiske Lokaliteter ledsagedes jeg af min Ven Genremaler Pro-
fessor AxelHelsted, der velvilligt tegnede ovenstaaende Penneteg-
ning af Wollin. Det maa dog bemærkes, at det for at tydeliggjøre Ter-
rænforholdene var nødvendigt paa Tegningen at lade Bebyggelsen frem-
træde mindre stærkt, end den i Virkeligheden er.

51

Disse Oplysninger om Jomsborgs Beliggenhed ere imidler-
tid ikke de eneste, som Undersøgelserne ved Wollin have
bragt. Allerede 1871 var Eud. Virchow ved at vandre hen
over de Høider, der tæt Sydvest for Byen strække sig i en
Længde af en halv Fjerdingvei, bleven opmærksom paa,
hvorledes Overfladen krusedes som af en Mængde Høie, der
dog vare ganske lave og med stærkt udviskede Omrids ; han
udbrød uvilkaarligt: „Dette ser jo ud som en stor Gravmark !"
Da han med Spaden prøvede sig frem i nogle af Forhøi-
ningeme, viste hans Iagttagelse sig ganske rigtige).

Ved de omfattende og grundige Undersøgelser, som Dr.
Stubenrauch foretog i 1897, ere nu de allerfleste af de 93
Høie blevne undersøgte. De have en Høide af 3 — 6 Fod og
et Tværsnit paa 10—60 Fod. I Eeglen indeholde de Rester
af brændte Lig, kun en enkelt Gang fandt man et ubrændt
Skelet i en Kiste. De overalt fundne Potteskaar pege be-
stemt hen paa den vendiske Tid; at Gravene dog ikke ere
vendiske, men skyldes Nordboerne, synes bestemt at fremgaa
af de øvrige fundne Oldsager, selv om de ikke ere mange i
Tal. Hvad man fandt, var Slibestene, Dele af Knive eller
Lanser, adskillige Jemnagler og Nagler med Hoved for begge
Ender, Glasperler og Brudstykker af Beslag; flere af disse,
men særligt et Blikfragment af et Beslag med Broncepatina
og stærkt fremtrædende Stregomamentik vidnede bestemt
om nordisk Oprindelse. Ligeledes fandt man hvælvede Ben-
brikker til Brædtspil, i hvis Underflade der var et Hul, for
at Brikkerne kunde sættes paa Stifter paa Brædtet — hvad
man gjeme forklarer ved, at Brædtspillet ogsaa skulde be-
nyttes paa Skibet under Søgang; saadanne ere hidtil kun
fundne i Skandinavien og i Vikingetidens Grave.

Derfor synes det afgjort, at man her har fundet en Be-
gravelsesplads for de Danske paa Jomsborgtiden^). Paa den

1) Verhandlungen der Berliner Gesellschaft f. Ånthropologie, 13 Januar
1872, 64.

2) Jfr. iøvrigt Verhandlungen der Berliner Gesellschaft f. Anthropologie
1871-72, 58 ff.; 1883, 111 ff.; 1891, 708 fif.; 1892, 155 f.; 1899, 217 ff.

52

vidtstrakte Høide med den prægtige Udsigt over Dievenow
og das Haff have Jomsborgeme bygget Hvilestederne for
deres bortgaaede Kammerater.

7. Høvdinger i Venden.

Det falder udenfor dette Arbeides* Maal, Bom er at
skildre de Danskes Forhold tU Venderne i den ældste histo-
riske Tid, at give en Fremstilling af Jomsborgs hele Historie
og Jomsvikingemes Bedrifter paa Togter til forskjellige
Lande. Her skal kun gives et kort Omrids af Jomsvikin-
gemes Historie med særligt Hensyn til Forholdet til
Venden.

Som en af de første Høvdinger i Jomsborg nævnes Styr-
bjørn, en Brodersøn af Kong Erik i Sverige. Da han var
12 Aar gammel, skal han have fordret Andel i Biget, men
Kong Erik afviste ham, og han forvoldte i den Anledning
allehaande Uroligheder — derfor j&k han Navnet Styr-bjørn
(af styrjoldj Voldsomhed) — saa at Kongen tilsidst gav ham
en Flaade paa 60 Skibe, imod at han i tre Aar holdt sig
udenfor Landet. Da han jævnlig foruroligede Danmark med
sine Togter, sluttede Kong Harald en Overenskomst med
ham, hvorefter han fik Haralds Datter Thyra til Ægte og
indsattes til Høvding i Jomsborg. Senere fik Styrbjøm
Hjælp af Kong Harald, da han foretog et Togt til Sverige
mod Kong Erik, men paa Fyrisvoldene blev Styrbjørn og
hans Mænd fuldstændig slaaede. Haralds Krigere skuUe
feigt have flygtet under Kampen, medens Styrbjøm og hans
Mænd kæmpede med stor Tapperhed; men Styrbjøm dræb-
tes^). Denne Kamp stod vistnok o. 880.

1) Der findes Afyigelser i Beretningerne i |iåttr Styrbjamar Sviakappa
(Flateyjarbok II. 70—73), Knytlingasaga c. 2 og hos Saxo 480 f. Jfr. iøv-
rigt Wimmer, Danske Runemindesmærker I. 98 f.

53

Den følgende Høvding i Jomsborg var Sigvalde.
Han var Søn af Strut-Harald, Skaanes Jarl, og da han ved
Gravøllet efter sin Fader sammen med de andre Joms-
vikinger havde aflagt et ubetænksomt Løfte om at dræbe
Hakon Jarl eller forjage ham af Biget, maatte han foretage
det Togt, der førte til den berømte Eamp i Hjørungavaag.
Det bragte Sigvalde liden Ære, om end Jomsvikingemes
Heltemod skabte dem et evigt Ey. Vi kjende ikke Aaret,
da Kampen stod, men der er ikke Tvivl om, at den har
fundet Sted inden Harald Blaatands Død og vel o. 985.

Kong Haralds sidste Aar formørkedes af hans Strid
med Sønnen Svend, Efter nogle Nederlag tyede Harald til
Jomsborg, hvor han fik trofast Understøttelse af Kriger-
skaren; men under det følgende Togt tU Danmark blev han
ved Nattetide saaret af en Pih Jomsvikingerne bragte ham
lidende til Jomsborg, hvor han udaandede. Senere førtes
hans Lig til Trefoldighedskirken i Roeskilde ^).

Det kunde ikke ventes, at Sigvalde og Jomsvikingerne
skulde anerkjende Kong Svend, og han maatte derfor tænke
paa at kue dem. Imidlertid lod han sig forlede til en For-
handling med Sigvalde, som førte til, at Svend lumskelig
gjordes til Fange og maatte kjøbes fri af det danske Folk.
Tillige maatte Svend ægte en Søster til Sigvaldes Hustru;
hun hed Gunhild og var en Datter af den polske Hertug
Mieszko.

Paa disse Tider havde de Danske sat sig store Opgaver,
idet de paany havde henvendt deres Opmærksomhed paa
England, Bretland (Wales) og Lrland, hvorhen de omtrent
aarlig sendte Flaader. Der er ikke Tvivl om, at Jomsvikin-
gerne ivrigt deltoge i disse; baade af Sagaen om dem og af
andre Kilder kunne vi se deres Virksomhed derovre 2). De
have under Svend Tveskjægs ihærdige Angreb paa England

1) Saxo 490 f.

2) Steenstrup, Normannerne III. 217, 226 flf., 259. Napier and Steven-
son, The Crawford collection of early charters (Anecdota Oxoniensia VII)

54

virket i Forbund med den øvrige danske Hær. Efter at
Angelsachseme i Aaret 1011 havde tilkjøbt sig Fred mod en
umaadelig Løsesum, traadte Thorkil den Høie, Sigvaldes
Broder, i engelsk Tjeneste med Krigerne paa 45 Skibe og
paatog sig at forsvare Landet, imod at Kongen skulde føde
og klæde dem. Sandsynligvis har den gunstige Stilling,
som Thorkil havde opnaaet i England, og Udsigten til, at
han, da Æthelred styrede med uforandret Uduelighed, vilde
opkaste sig til Landets Herre, bidraget tU, at Svend foretog
sit sidste Tog derover. Kong Svend døde imidlertid (Febr.
1014), inden han havde naaet sit Maal; kort efter forlod
Thorkil, efter at hans Broder Hemming var bleven dræbt
(se foran S. 44), sin Stilling hos Kong Æthelred og drog med
9 Skibe til Danmark, hvor han tilskyndede Knud til at fore-
tage et Togt derover. Efter Landets Erobring fik han Stil-
lingen som Knuds første Raadgiver og øverste Embedsmand,
indtil Kongen 1021 forviste ham til Danmark.

Dette er den sikre og paalidelige Del af Jomsvikin-
gernes Historie. Paa hvUket Tidspunkt der har været en
Høvding Toke i Borgen, vide vi ikke og ikke heller, hvor-
ledes han er bleven blandet sammen med den berømte Bue-
skytte, som mange Lande kjende^). Men om en Toke, Jarl
i Venden, synes en enkelt Kilde at give Oplysning.

I et Scholion hos Adam af Bremen omtales en Jarl
Toki paa Harald Blaatands Tid. Her hedder det. nemlig
om den yngre Odinkar, der fra Begyndelsen af det Ilte Aar-
hundrede var Bisp over hele Nørrejylland og som døde 1043 :

139 fi., 149. Derfor synges der ogsaa i en iøvrigt sen Kilde, La vie Seint
Edmund le Rey (Memorials of St. Edmunds abbey 11. 241):

kar Daneis, Suancis, e Guteis

e Westwikins e Winedeis,

e mult des genz d^autre contres

le si wiren t pur lur soldes.

1) Se om dette Sagn Schiern, Historiske Studier I. 40 ff., Uppsala-
studier, tilegnede Sophus Bugge 114—139, Arkiv f. nord. filologi XII. 171
—200, Zeitschr. f. deutsche Philologie XXII. 99 f.

55

Odinkar filius erat Toki ducis Winlandensis et sedem in
Ripa habuit. Nam tercia pars terræ Winlandensis patrimonium
eins fiiisse narratur, et tamen vir tantarum divitiarum miræ fait
continentiæ . . . (schol. 37).

Denne Optegnelse foranlediger mange Spørgsmaal. For
det Første maa en Forklaring gives paa, hvor Winland skal
søges. I hele Adams Værk med tilhørende Scholier fore-
kommer Ordet kun een Gang, nemlig i IV. 3b om det fundne
Winland i det nordlige Ocean; men dertil kan der her for-
nuftigvis ikke være sigtet. Man kan ikke heller gjætte paa
Vendsyssel, som overalt hos Adam, ogsaa i Scholierne, hedder
Wendila*), Det besynderlige nam, hvormed det andet Punktum
indledes, drager Tanken hen paa Eibe eller Jylland; tilmed
siges det andetsteds (II. 34), at Eibe Bispesæde skal være
grundlagt ved Odinkars Arvegods. Dog vilde det være vil-
kaarligt at ombytte Winland med ludland; en Trediedel af
Jylland*) vilde ogsaa være altfor stort et Omraade i privat
Eie. Man vilde heller ikke godt kunne tænke sig, at en Jarl
var forlenet med hele Jylland. Imidlertid antyder Betegnelsen
terra Winlandensis samt selve Ordet Winland et nogenlunde
stort Territorium, idet -land selv ved Betegnelser for Øer
næppe forekommer om andet end ret store Omraader.

Saaledes synes det mig at være den sandsynligste Løs-
ning, at Adam i sin Eandnotits har for en Gangs Skyld
anvendt den Benævnelse paa hint Land, som han hørte af
Nordboer: Windland ^).

Det fortjener her at erindres, at da Kong Svend Tve-
skjæg ægtede Gunhild, som Sagaen urigtigt gjør til en Datter

1) Adam IH. Anh., IV. 1, 2, 4, 5, 16, 32, schol. 101, 103.

^ Jeg kande tænke mig dette mulig støttet ved, at Haandskriftet
Nr. 2 i II. 3 har ^iudland, hvor de andre have ludland, samt at Haand-
skrifteme Nr. 2, 8 og 9 i lY. 13 i Stedet for quos luddas appellant har
Widdas, Nr. 10: Yiddas. Scholiet 37 findes i Nr. 2, 3 og 4. Det vilde
dog være altfor dristigt herpaa at bygge nogen Textrettelse.

3} £n Form af Ann. Essenbecenses : Valdemarus cepit Vinland (Ser.
Rer. Germ. XXIX. 224 f.). PUttydsk Passionale : in Wendland . . . konnynck
(Langebek, Scriptores IV. 276).

56

af Kong Burislav, skiilde han i Følge Sagaen „taka Vind-
land at |)ri6j6nge eptir dag Burizlafs konungs" '), hvilket paa
Latin er: tertia pars terræ Winlandensis «). Danmarks Be-
siddelser ved Jomsborg blive desuden betegnede som et
Jarledømme i Venden').

Saaledes taler Sandsynlighed for, at Toke har værefc
Jarl i Venden og da snarest i Jomsborg.

Maaske kan følgende Opgivelse i Sagaerne pege paa vendiske
Høvdinger.

Hos Snorre fortælles, at Kong Harald Blaatand sendte Bud
over hele sit Rige, at Alle skulde lade sig døbe og vende sig til
den rette Tro. Han sendte da ogsaa „to Jarler med stort Følge
til Norge; de hed . . [her udelader Snorre Navnene] og skulde
paabyde Christendom". I Viken, som var Kong Haralds Del af
Norge, tog da ogsaa en stor Del af Folket mod Daaben, men ikke
saa snart var Harald død, førend man atter vendte sig tU Blot
som tidligere, og saaledes som Mænd gjorde Nord i Landet*).

Ogsaa Fagrskinna veed, at Harald havde paabudt i Viken,
at man skulde tage mod Daaben og at Mange havde ladet sig
døbe, men om Jarler tales der ikke (c. 48). Noget anderledes
lyder derimod Fortællingen i Jomsvikingesaga og Olaf Tryggvasons
Saga. Da Keiser Otto foretager sit store Tog til Danmark, ere
to Jarler Urgethrjot og Brimeskjar i hans Følge, og disse Jarler
sender han tU Norge med 12 Kogger for at christne Landet,
medens Hakon Jarl var borte.

Da Hakon senere kommer til Viken, toge Jarlerne Flugten,
og af Frygt for hans Grumhed mod de Christne, flyede de Døbte
bort eller faldt tilbage til Hedenskabet.

Der er ingen Grund til at følge de to Sagaers urimelige og
overdrevne Efterretninger om Keiser Ottos Tog »), og derfor er

^) Foramanna Sdgur XI. 107.

2) Med Udtrykket dux WiDlandensis kan jævnføres: Edla, déttir jarls
at Vindlandi (Snorre, Saga Olafs hins helga c. 89).

8) Fagrskinna c. 142: Magntis konuDgr . . . sigldi . . til Vindlands at
vinna aptr jarisriki, fiat er Danakonungar hbfdn haft at J6mi. Knytlinga-
saga c. 1: Haraldr Gormsson . . . hafdi mikit jarisriki f Vindlandi; hann lét
|)ar gjdra Jémshorg.

*) Snorre, Olaf Tryggvasons Saga c. 59.

^) Steenstrup, Danmarks Sydgrænse 62 ff.

57

der heller ingen Grand til at anse de to Jarler for Eeiserens
Tjenestemænd, hvad vel snarest deres fremmedklingende Navne
have bevirket. Paa den anden Side er der ingensomhelst Grund
til at betvivle deres historiske Existens.

Imidlertid ere Navnene besynderlige: Vrgvl)ri6tr, Vrgo|)ri6tr,
Vrgut)i6tr og Brimisciar, Brimesciar, Brimisskiarr i). G. Storm
siger i sin Oversættelse af Heimskringla : „Navnene mangler i
Texten, vel fordi Snorre ansaa dem for umulige". A. D Jørgensen
udtaler, at Navnene ere „tydeligt forvanskede eller rettere om-
byttede med Øgenavne, som synes at antyde meget ublide Følelser
mod disse Udsendinge", og han forklarer i en Anmærkning Navnene
saaledes: nrgul)rj6tr, {)rj6tr en, som ikke vil staa til Rette; urga
en Rem. Brimilskjarr : skjarr, sky ; bnmil, en Slags Sæl ^). A. Chr.
Bang gaar ind paa A. D. Jørgensens Formodning og finder det
sandsynligt, at der i de to danske Høvdinger skjuler sig Præster,
hvem en senere Tids Erindring har omskabt til Jarler og som i
Sagaen kun optræde under de Øgenavne — en trodsig Rebstnmp,
en sky Sælhund — Almuen havde givet dem *).

I Navnenes Form synes der jo ikke nogen Vaklen, det er
kun deres besynderlige Udseende, som vækker Opmærksomhed.
Men denne forsvinder formentlig, naar de opfattes som slaviske.
Allerede deres trestavelses Form forekommer mig at pege i denne
Retning. Med Endelsen -pribtr kan sammenlignes Navne som
Anatrog, Geadrag, Geleadrag, Mizzidrog; en Wirzytragio, palatinus
Gnez., nævnes 1252 hos Roepell, Geschichte Polens I. Beilage 14.
Med BrvmS'\ Primislaus, Primizlo, Premisla, Premissil; med
'kiarr: Jarizkår (Got)ninarkvit)a en foma, se foran S. 11)*).

Dette er imidlertid kun en Gisning, som Navnenes Ud-
seende har bragt mig ind paa. Der er intet besynderligt i, at det
erobrede Land bestyres af vendiske og ikke af danske Høvdinger,

1) Jémsvikinga Saga, Nr. 291, 4to, ed. af Petersens 22, 24, 26, 34.
Flateyjarbék I. 110 114.

^ Jørgensen, Den nordiske Kirkes Grundlæggelse 254.

') Bang, Udsigt over den norske Kirkes Historie under Katholicis-
men 42.

*) Da der i Litteraturen savnes et Arbeide over vendiske (tildels i det
Hele over slaviske) Personnavne, henviser jeg til Registrene til Adam
af Bremen, Helmold, Codex Pomeraniæ Diplomaticus I., Pommersches Ur-
kundenbuch L, Wigger, Mecklenburg. Annalen 137.

8

58

men naturligvis er det mærkeligty at Vender optræde som
dem, der paabyde Christendommen (jfir. dog om GrodskaUk i det
Følgende).

Naar her en kronologisk Undersøgelse indflettes —
som paa følgende Steder i denne Afhandling — ligger det i, at
netop en af de største Hindringer for at komme til Klarhed i
inne Tiders Historie ligger i Tidsangivelsernes Usikkerhed, saa-
ledes som det ogsaa vil fremgaa af det Foregaaende. Særlig er
Harald Blaatands Historie i kronologisk Henseende saa nsikker,
at man begjærlig griber enhver mnlig Hjælp, som kande &aes fra
Udlandets Kilder.

Tiden for de tre sammenhørende Begivenheder Harald Qraa-
felds Fald, Ghdd-Haralds Drab og Hakons Overtagelse af Norges
Styrelse angives af nyere Historikere paa den mest afvigende
Maade (fra 962 indtil 976). Jeg vil dog henlede Opmærksomheden
paa en Oplysning, som maaske kande være veiledende.

I Følge Sagaerne var et Uaar, som var overgaaet Norge,
men som dog ikke havde strakt sig til Danmark, Anledningen til,
at Harald Blaatand tilbød Harald Graafeld og hans Mænd Vinter-
ophold i Danmark; efber at være ankomne til Limi^orden over-
faldtes de af Gfold-Harald, og Harald dræbtes.

Det var jo maligt, at den Hnngersnød, som Sagaerne omtale,
selv om den ikke mærkedes i Danmark — saaledes som Hungers-
nøden paa Oluf Hungers Tid ikke mærkedes i Sverige og Noige
— dog var kjendt i andre Lande.

Hungersnøden paa Kong Harald Qraafelds Tid henføres af
P. A. Munch til 964, uden at jeg ser Grunden dertil angivet;
A. D. Jørgensen flytter den imidlertid 12 Aar frem i Tiden:
^Der indtraf i Sommeren 976 en stor Misvækst over en Del af
Nordeuropa, Sæden mislykkedes aldeles paa Marken og en almindelig
Hungersnød var Følgen deraf; i Norge kom hertil et slet Fiske" *).
Jørgensen maa her sigte til den „store Hunger", som den angel-
sachsiske Krønike omtaler som indtruffet 976, Aaret efter Kong
Edgars Død, og som vist ligeledes nævnes af irske Kilder : „altfor
megen Væde, saa at Frugten ødelagdes" ^).

1) Den nordiske Kirkes Grundlæggelse 273.

2) Four Masters 973, Ann. Ulton. 974.

59

Imidlertid bliver Begivenheden herved rykket for langt frem
i Tiden, og Jørgensen staar vist her ene med sin Antagelse. Der
findes derimod fr^ Aaret 964 Oplysninger om en Hungersnød paa
Irland af meget alvorlig Art: „964 var der en stor og ulykkelig
Hungersnød paa Irland, saaledes at Faderen solgte sin Søn og sin
Datter i Trældom for Føden" *). Hvis vi antage, at denne Hungers-
nød har strakt sig til Norge, ville vi kunne ansætte Harald
Ghraafelds Drab og Hakon Jarls Overtagelse af Norges Styrelse
til 965.

1) Foor Masters 963, Ann. Ulton. 964, Chron. Scotorum 962. Det
rette Aar er formentlig 964, jfr. Steenstrup, Normannerne HI. 145.

TREDIE AFSNIT.

Forbund og i^atnpe med Venderne
i det Ilte Aarhundrede.

8. De Tydskes og de Danskes Stilling til den vendiske

Nationalitet.

Frankerne havde allerede i deres Kampe mod Sach-
seme mærket, hvad det vil sige at staa overfor et alvorligt
religiøst Folk, selv om det var hedensk. Sachseme, som
havde en dyb Følelse af deres Guders store Magt, turde
Intet foretage sig uden disses Villie, de søgte paa alle Maader
at erfare den, og de bøiede sig fuldstændig for den, saa at
de aldrig gik til nogen Gjeming, som Guderne havde er-
klæret sig imod. Det var en haard og knugende Tro^).

Men Sachseme bleve under en Menneskealders Kampe
med Sværd og Svøbe jagne ud af deres Hedenskab. Nu
stode Frankerne overfor et Folk, der var lige saa religiøst
præget som Sachseme, men skulde holde Stand mod Omven-
delsesforsøgene i saa mange Aarhundreder, som Sachseme
havde gjort Modstand i Aartier.

Her skal nu ikke gives en Skildring af den vendiske
Gudetro; jeg skal kun fremhæve, hvor forstaaeligt det er, at
Fremmede maatte faa et afskyvækkende Indtryk af Vendens
Guder ved at se disse raat udskaame Gudebilleder, stygge

M Hauck, Kircheugeschichte Deutschlands II. 329.

61

Skikkelser med flere Hoveder paa een Hals. Venderne dyr-
kede deres Guder i Templer, men mangt et Sted fandtes
ogsaa Lunde, Bjerge eller enkelte Træer, der vare Guderne
viede. Særlige Præster ses ofte at have betjent Guden og
hans Helligdom. løvrigt synes Guderne at have været i høi
Grad lokale, og en Bys eller Stammes Guddom, som i nogen
Tid havde haft det øverste Ey, kunde atter træde i Skygge
for Guden paa en anden Plads.

Mørk og trøstesløs maa den vendiske Tro have været.
Guderne vare haarde og vredladne, de fordrede Blod af
Mennesker eller Kvæg for at forsones, og man turde end
ikke henvende sig til dem, førend man havde faaet deres
gunstige Tilsagn om, at de vilde modtage Ofret ^).

Baade Tydske og Danske have sikkert set med Undren
og Ringeagt paa den vendiske Tro. Men iøvrigt var de
slaviske Folks Forhold til Tydskeme et helt andet end til
Nordboerne. De vare de Danskes Venner og Fjender, et
Folk, med hvilket fredelige Forbindelser lod sig knytte eller
mod hvem man maatte føre Krig; men der var intet Had
og ingen sky Fjemhedsfølelse.

Helt anderledes var Forholdet mellem Tydskeme og
de slaviske Folk. Man ser vel endog sjældent i Middel-
alderen et nationalt Had give sig tilkjende i Løbet af Aar-
hundreder igjennem saa mange og stærke Træk.

Jo nærmere disse Folk af ulige Herkomst kom i Be-
røring med hinanden, desto mere syntes Uvillien at voxe.
Paa Karolingertiden havde Forholdet været slet nok, men
paa det sachiske Keiserhuses Tid har man kun Følelsen af
en stærk Uvillie, der ofte gaar over til brændende Had.
Kong Henrik I gav de Delinger af sin Hær, hvori han havde
anbragt Røvere og Tyve, Lov til at øve hvilketsomhelst

1) Hauck, Eirchengeschichte Deutschlands III. 84 ff. Wiesener, Ge-
schichte der christlichen Kirche in Pommern 1 flP. L. Leger i Revue de
rhistoire des religions, XXIe année, T. 41. N. M. Petersen, Samlede Af-
handlinger II. 48 ff

62

Rov imod Slaverne^), og da han havde erobret en slavisk
By i Nærheden af Elben, lod han hele den vorne Befolkning
dræbe, Drenge og Piger sælge som Trælle, medens Alt i
Staden tilfaldt Krigerne som Bytte*). Dette gjentager sig ved
enhver Leilighed. Otto den Store forbød i Kampen mod
Redarieme sine Høvdinger at give de Beseirede Naade; de
skulde udryddes*).

Saaledes opfatte de tydske Fyrster Slaverne som staa-
ende udenfor al Humanitets Rækkevidde og udenfor al Folke-
ret, forsaavidt man kunde tale om en saadan paa hine Tider.
Da desuden Slaverne betragtedes som Ordbrydere og troløse,
ansaa Kongerne sig berettigede til al Slangs Forræderi over-
for dem. Og den samme Følelse og Opfattelse raader hos
Folket; det er betegnende, at Widukind anvender barbari
som staaende Udtryk for alle vendiske Folk ved Østersøen
mellem Elben og Oder, medens det aldrig falder ham ind at
benytte det om de Danske*). Thietmar har aldrig et rosende
Ord tilovers for Slaverne, der for ham staa som troløse, ube-
standige og feige, og paa samme Maade blive de bedømte
af andre Historikere s). Men naturligvis blev dette Had be-
svaret af Slaverne, og saaledes var Alt lagt til Rette, som
egnede sig til at fordærve ethvert Naboforhold og til at for-
bitre enhver Krig ved ny Grumhed og ny Troløshed, hvori
Hedninger og Ohristne kappedes om at overgaa hinanden.

Efter den store Venderopstand var de tydske Keiseres
Herredømme over Venderne ved Østersøen ophørt; først 1003
formaaede man endelig at bringe Liutitier og Redarier igjen
til Lydighed, for saa vidt som de anerkjendte deres Skat-
skyldighed og Forpligtelsen til at stille Krigere. Men der-
ved havde Keiseme ikke vundet den fjerneste Indflydelse

1) Widukind H. 3.

2) Widukind I. 35, S» 29.

8) Widukind III. 70. Jfr, foran S. 35.

*) Kfipke, Widukind von Korvei 83 ; Steenstrup, Normannerne II. 349.

^) Hauck, KirchengeBchichte III. 88 ff.

63

paa disse Landes indre Styrelse og særlig ikke paa den
Gudsdyrkelse, som de øvede, hvorfor Ofringer fremdeles fandt
Sted, endog Menneskeofre. Man kunde se deres Tropper i
den tydske Hær under Mærker med hedenske Gudebilleder^).
Henrik II, som med saa god Ret fik Tilnavnet den Fromme,
lod engang, da en Christen havde haanet et saadant Mærke
med Stenkast, Bøder betale herfor'), og da hans vendiske
Krigere havde plyndret en Kirke, betalte han af sin egen
Pung Erstatningen derfor'). Dette klinger næsten utroligt,
men Grunden er let forstaaelig; jo mere de sachsiske Store
vare beredte til ved hver en Leilighed at forraade Riget til
Polens Konge, desto mere maatte Henrik søge at undgaa
enhver Krænkelse af Venderne. Og sikkert var det, at der
var intet Punkt, med Hensyn til hvilket Venderne vare mere
følsomme, end deres religiøse Tro.

Saaledes var Hedenskabets Bestaaen i Venden saa at
sige godkjendt. Man besatte endnu fremdeles Bispedømmer
i Brandenburg og Havelberg, men næppe med anden Tanke
end at holde sin Ret i Live. De udvalgte tydske Bisper
kom vist slet ikke indenfor deres Bispedømmes Grænser, end*
sige at de toge Sæde der.

De Danskes Forhold til Venderne havde, som det alt
er berørt, en helt anden Karakter. Der mærkes hos dem,
saalidt som overfor noget andet Folk — det skulde da være
Sachseme — nogen national Uvillie. De Danske havde
aldrig, hverken som Hedninger eller som Christne, vist nogen
religiøs Fanatisme overfor andre Folkeslag, de færdedes ogsaa
roligt Side om Side med de vendiske Folk, uagtet de havde
den forskjellige Tro.

Derfor se vi, ogsaa, at danske Konger tidligt søgte sig
Hustruer hos de slaviske Folk. Allerede Kong Harald Blaa-

1) Hauck, Kirchengeschichte III. 627.

2) Thietmar Vffl. 64, 8. 232.
») Thietmar VI. 51, S. 164 f.

64

tand var gift med en vendisk Hustru, saaledes som Sønder-
vissing-Stenen vidner: „Tufa, Mistivis Datter, Harald Gorms-
søn den Godes Kone, lod gjøre dette Mindesmærke efter sin
Moder" ^). Der er al Sandsynlighed for, at hun har været
en Datter af Abodriterfyrsten Mistuvoi, der levede ved Tiden
960*). Svend Tveskjæg havde ægtet Gunhild, som Sagaerne
urigtigt gjøre til en Datter af Kong Burislav af Pommern;
hun var en Datter af Hertug Mieszko af Polen og Søster
til Boleslav Ohrobri, der var Polens mægtige Hertug og se-
nere Konge (død 1025). Men Svend forskød hende og ægtede
Sigrid Storraade. Efter hans Død var det hans Sønners
første Gjeming at hente deres Moder hjem*).

Svends Søster Thyra skal i Følge Sagaerne efter Styr-
bjørns Fald have ægtet den nys nævnte vendiske Kong Bu-
rislav, som hun dog strax efter Brylluppet forlod; senere
ægtede hun Olaf Tryggvason*).

Jeg henleder endvidere Opmærksomheden paa en Søster
til Kong Knud den Store, som først for faa Aar siden er
bleven bekjendt. I den mærkelige Liber Vitæ, der har til-
hørt Benedictiner-Abbediet New Minster (senere Hyde) i
Winchester, og paa hvis første Blad Kong Kiiud og hans
Dronning Ælfgyfu (Emma) ere billedlig fremstillede, idet
Kong Knud var Klostrets store Velgjører, findes en lang
Fortegnelse over „udmærkede Kvinder, som af Kjærlighed
til Gud have elsket dette Sted eller have ved tildelte Ga-
ver anbefalet sig til dette Samfunds Forbøn", og blandt flere
Dronninger — saaledes Ælfgyfu coniunx Cnuti regis nostri —
og mange fornemme Kvinder, som her nævnes, er ogsaa op-

1) Wimmer, De danske Riinemiiidesmærker I. 77 f.

3) £n abodritisk Fyrste af dette Navn forekommer senere i Aar-
hundredet og endnu 1018; det er vanskeligt at holde disse Mænd ude fra
hinanden, jfr. R. Beltz, Mistewoi, i Jahrbtlcher des Vereins f. meklenbnrg.
Geschichte LXI, Quartalbericht 30 flf.

8) Cnutonis regis gesta II. 2, Thietmar VIII. 39.

4) Snorre, Olaf Tryggvasons Saga c 38, 99, 100, 106.

65

tegnet: Santslane soror Cnuti regis nostri^). Vi møde her
aabenbart atter et slavisk Navn i den danske Kongefamilie.
Santslaue maa svare til Svantoslava, det Navn, som en Datter
af Hertug Boleslav III af Polen og Sbislava bar; hun blev
gift med Magnus, Niels* Søn, senere med Kong Sverker*).

En anden Oplysning kan mulig sammenknyttes hermed.
Knud havde nemlig en Søster, der i Følge Florentius af
Worcester var gift med Vendernes Konge Wyrtgeom ; deres
Datter var Grunhild, som ægtede Hakon, den norske Erik
Jarls Søn').

Saaledes knyttes der paa de Tider ret jævnlig ægt«e-
skabelige Forbindelser mellem den danske Kongeslægt og
Medlemmer af de vendiske Fyrstefamilier*).

Her kanogsaa nævnes, hvorledes en Slægtning af Svend
Estridssøn — i Følge Kongens egen Fortælling til Adam af
Bremen — var Forstander for Kirken i Aldenburg i Wagrien,

1) Liber vitæ: register and martyrology of New Minster and Hyde
Abbey, Winchester. Ed. by W. de Gray Birch (1892) 58. I Marginen er til-
føiet hic, der synes antyde, at hun er begravet dér.

S) Wedekind, Noten zu einigen Schriftstellern n. 42 ff. Olrik, Knud
Lavard 202.

8) Florentius af Worcester 1029: Ilacun, qui nobilem matronam Gun-
nildam, sororis suæ et Wyrtgeorni regis Winidorum filiam, in matrimonio
habuit; 1044: nobUis matrona Gunnilda, regis Wyrtgeorni et sororis Canuti
regis filia. A. D. Jørgensen, Nord. Kirkes Grundlæggelse 443, bestrider,
at Navnet er slavisk; det er angelsachsisk. Selv om Wyrtgeom har faaet
et angelsachsisk Udseende, ligger det dog nær at tænke det urigtigt skre-
vet og at sammenstille det med Wrytsleof, (jfr. nedenfor S. 66), saaledes
som Munch gjør (Norske Folks Historie I. 2. 482, 589), og Wirtschachus,
en Borger i Stettin, Ebbonis vita Ottonis III. c. 2 (Ser. Rer. Germ. XII. 859).
Jfr. hvorledes Ratibor bliver i en tydsk Kilde til Rodilbernus (Ser. Ker.
Germ. XVI. 190).

*) For Norges og Sveriges Vedkommende fjendes delvis noget lig-
nende. Kong Olaf Tryggvason havde i Følge Sagaerne været gift med
Kong Burislavs Datter Gelra og i tre Aar — indtil sin Hustrus Død —
været bosat i Venden. Kong Olaf Skotkonges Hustru Astrid siges af Adam
(IL 37) at være abodritisk, hun betegnes ogsaa af en Saga som vendisk;
dog synes dette urigtigt, hvorimod Olafs Frille Edla var Datter af en
vendisk Jarl og taget paa et Hærtog (Munch, Norske Folks Historie I. 2.
228, 563).

9

66

men blev ynkelig dræbt sammen med 60 Præster ved de
hedenske Venders Opstand ved Tiden 1000').

For de Danskes Forbindelser med Venden vedblev
Jomsborg i det Ilte Aarhondrede at være det vigtigste
Mellemled. Selv om Borgen i nogen Tid af Kong Svends
Begering havde indtaget en uafhængig Stilling, har den paa
Kong Knuds Tid været under den danske Konges Magt
Saaledes synes Ulf Jarl, »Knuds Svoger, en Tid at have væ-
ret Høvding i Jomsborg, men efter at han ved Thorkil Jarls
Død var bleven den øverste Styrer af Danmark, indsatte Knud
sin Søn med Ælfgifu Svend til Høvding i Jomsborg. Da
derpaa Knud havde erobret Norge, kaldtes Svend til dette
Land og toges til Konge paa Lagthingene ^).

Kong Knud har paa et tidligt Tidspunkt af sin Bege-
ring gjort et Tog til de slaviske Lande. Han betegner sig
i nogle Breve som Herre over en Del af Venden, og baade
Saxo og andre Kilder nævne ham som Herre over Slaver. I
Følge en Fortælling hos Henrik af Huntingdon skal Qodwin
særlig have udmærket sig i en Kamp mod Venderne, hvem
han, uden at Kongen anede noget derom, angreb og slog
fuldstændig ved Nattetid').

Men Knud havde ogsaa opkastet sig til Herre over an-
dre Lande ved Østersøen, idet han paa et Togt i Aaret 1022
havde underlagt sig Witland eller Samland*).

Paa Grund af disse mange Berøringer med Østersø-
landene kan det ikke vække Forundring, at vi se vendiske
eller andre slaviske Høvdinger søge til England og findes
ved Knuds Side. En Wrytsleof dux nævnes saaledes som
Vidne under et af Knuds Breve, og Godskalk, Søn af Abo-
dritemes Fyrste Uto, forlod efter sin Faders Drab sit Hjem-

^) Adam U. 41 (Oddar . . . n oster consangomeas).

3) Snorre, Olaf den Helliges Saga c. 252. Steenstrup, Normannerne
in. 325, 332, 349, 383.

8) Henrik af Huntingdon 1019; Steenstrup, Normannerne HI. 326 ff.

*) Steenstrup, Normannerne HI. 322 ff.

67

land for at træde i Knuds Tjeneste. Først efter Hardeknuds
Død drog han til Danmark og senere til sit Fødeland^).

Men ligesom de Danskes Angreb paa Venderne natur-
ligen maatte kalde Indbyggerne til at ruste sig som Sø-
krigere og til at forsøge Modangreb over Havet*), saaledes
havde de Danskes Herredømme og Bosættelse i Østersø-
landene bidraget til at opdrage Venderne til en hel ny Leve-
vis. De vare nu blevne Søfarende, tvungne hertil og oplærte
heri af de Danske^), og Følgerne skulde snart vise sig paa
de Danskes Kyster, ikke mindst paa saadanne Tider, da
Folket var splittet eller Landets Konge svag.

O. Slaget paa Lyrakovshede.

Jomsborg var, hvor yderligt det end laa, et saa vigtigt
Punkt for Danmark som Militærmagt, at Kong Magnus den
Gode, da han tog Danmark i Besiddelse, ikke kunde være i
Tvivl om, at han maatte tvinge Borgen til Lydighed. Han
seilede med en stor Flaade derhen og indtog By og Borg,
som han brændte, ligesom han lagde en Del af Vendland
under sig*).

1) Steenstmp, Normannerne III. 380 f.

S) Fagrskinna c. 50 kj ender det allerede fra Harald filaatands Tid:
Haraldr konungr . . lét gera . . Jémsborg . . Var |>å tifridr mikill lengi å
miUi Yinda ok Dana, ok herjudu hv&rirtyeggja i annarra land.

8) Dette findes udtalt allerede af N. H. Petersen, Samlede Afhand-
linger IL 37 : Da Venderne ved Østersøen havde lært Søfarten af Nor-
mannerne, som besøgte deres Kyster, bleve de til de umætteligste Eorsarer ;
de tiLsidesatte Agerdyrkning og levede af Byttet, som gjordes paa Havet.
Jfr. Bache, Nordens Historie > n. 248, H. H. v. Schwerin, Om kustfolks
olika BJOduglighet 44.

*) Kilderne udtale egentlig ikke — saaledes som bl. a. nyere For-
fattere sige — at Magnus aldeles tilintetgjorde Borgen. I Følge Adam af
Bremen var Nederlaget betydeligt, Snorre lader ham brænde Borgen „og

68

Paa Hjemveien traf Magnus ved Rtigen*) Vikinger og
seirede over dem. Det var utvivlsomt danske og ikke ven-
diske Krigere 2); Magnus har bekæmpet dem som hørende til
Svends Parti, ja nogle Elilder ville endog have, at Svend
skal have anført dem ^).

Snart skulde imidlertid selve de slaviske Folk vende sig
mod Danmark, og det var Hævnlyst, som drev dem hertil.
Det synes ikke at have været Kong Magnus' Mænd, men
de Danske*), som havde dræbt den vendiske Høvding

Landet^f hvilket sidste Udtryk ikke vidner om Til intetgj øreise, Fagrskinna
melder kun, at han vandt Jomsborg. Kilderne lyde saalcdes:

Snorre, Magnus den Godes Saga c. 25 : Magnus . . . lagdi til Jéms-
borgar ok vann t)egar borgina, drap |>ar mikit félk ok brendi borgina ok
landit vida tiit i frå, ok gerdi t>ar hit mesta hervirki . . . Mikit félk a Vind-
laudi gékk til handa Magntlisi konungi, en miklu var hitt fleira, er un-
dan fl^di.

Fagrskinna c. 143: i |)eiri ferå vann hann Jémsborg.

Adam schol. 57: Magnus rex classe magna Danorum stipatui, opu-
lentissimam civitatem Sclavorum Jumnem obsedit. Glades par fuit.

Først hos Helmold 1. 2 læses, at Jomsborg blev aldeles ødelagt : hane
civitatem opulentissimam quidam Danorum rex, maxima classe stipatus,
funditus evertisse refertur. Presto suut adhuc antiquæ illius civitatis
monumenta.

1) Amor synger (Snorre c. 30):

Ftiss lét å Ré ræsir Paa Re den raske Konge

ramm|)ing håit glamma, lod ramme Kampthing holde,

valska rauå fyrir vl3u De valske Sværd foran vide

Vestlandi gramr branda. Vestland i Blod farves.

Ré, paa gi. Dansk Rø, er Riigen, Vestland formentlig Pommern.
Snorre har i sin Text misforstaaet Stedet, som om Kampen stod et Sted
paa de danske Øer (fyrir Vestlandi å Ré), jfr. Storms Oversættelse 450; F.
Jénsson, Knytlingasaga 7, 20.

3) Kæder, Danmark under Svend Estridsen 54, har derfor urigtigt:
en vendisk Flaade; dels staar der Intet om, at Skibene vare vendiske, dels
maa „Vikinger" paa Forhaand forstaaes som Nordboer; jfr. ogsaa Adam II.
74 om Ascomanni et pyratæ paa den Tid.

8) Snorre c. 30 og Knytlingasaga c. 22 (som lader Kampen staa vid
Erri) have flyttet denne Begivenhed hen til en senere Tid.

*) L. Giesebrecht, Wendische Geschichten II. 82, har vel næppe
Ret i at henføre Ratibors Fald til en Kamp med Kong Magnus. Adam
II. 75: Magnus autem rex pro justicia et fortitudine carus fuitDanis, verum

69

Ratibor *), der iøvrigt var christen ; hans otte Sønner, der alle
vare Fyrster, rustede sig nu til et stort Tog^). Fra hvilken
Del af Slaverlandet de kom, vide vi ikke. Da Ratibor var
christen, ligger det nær at betragte ham som hjemmehørende
i det vestlige Venden^); den Landsdel, hvorimod Angrebet
rettes, peger ogsaa nærmest paa, at Fjenderne vare faldne
ind fra Lande nær ved Sydgrænsen, ligesom man da forstaar,
at Sachsernes Hertug Hede skyndsomt til Hjælp under den
store Fare, som ogsaa kunde blive betænkelig for de Tydske.
Ikke heller høres det nogetsteds — i Skjaldeversene, Sagaerne
eller de latinske Kilder — at Skibe havde ført Venderne
over, eller at de, da de sloges paa Flugt, ilede til Skibene.

Sandsynligvis ere de derfor, uden at bryde sig om
Danevirke eller om Hedeby^), dragne frem fraWagrien, have
sat over Slien og ere gaaede op i Jylland, hvor de under
vidtstrakt Plyndring have nærmet sig Ribe.

itong Magnus var paa den Tid i Danmark og ilede til
Slesvig; tillige fik han hidkaldt sin Svoger, Hertug Ordulf
af Sachsen, og saaledes kunde en forenet Hær af Norske,

Sclavis terribilis, qui post mortern Ghnut Daniam infestabant. Ratibor dux
Sclavomm interfectus est a Danis. [Ratibor iste christianus erat, vir magnæ
potestatis inter barbaros. Habuit enim filioB octo, principes Sclavorum, qu
omnes occisi sunt a Danis, dum patrem ulcisci quæsierunt]. Ad cuius
mortern ulciscendam jam tune cum exercitu Winuli venientes usque ad
Rjpam vastandam progressi sunt

1) I danske Kilder bliyer dette tiL Racæburgb (Langebek, Scriptores
I. 237). Imidlertid er Misforstaaelsen ikke saa besynderlig. Byen Ratze-
burg synes at have Navn efter en Person med dette Navn Ratibor; slaviske
Personnavne kunne i det Hele næsten uden Forandring gaa over til at
betegne Steder.

2) At de otte Sønner først falde nu, med andre Ord^ at Notitsen
herom er et Indskud, forekommer mig at være det sandsynligste, jfr. ad
cuius mortem, ikke quorum. — Munch, Norske Folks Historie H. 21, opfatter
det anderledes.

3) Iøvrigt forekommer Navnet Ratibor senere i den pommerske
Fyrsteslægt.

4) Denne By er vist bleven ladt i fVed, siden Magnus saa let og
uhindret kunde lande her med sine Skarer.

70

Danske og Sachsere drage mod Nord paa Forfølgning af
Fjenderne, indtil den stod overfor dem paa Lyrskovshede.
Jeg skal her ikke komme ind paa alle de enkelte Fortæl-
linger, som de islandske Sagaer knytte til denne Kamp; de
dvæle ikke synderligt ved Slagets Gang, men idet de skildre
Stemningen i Hæren, fortælle de, hvorledes Danskerne ikke
vare ret paalidelige og Nordmændene modløse over at skulle
forsvare et fremmed Land. Et Drømmesyn, som Magnus
havde om Natten, styrkede imidlertid hans Mod ; han fylkede
Hæren og fortalte Krigerne sit Syn. I det Samme troede
Alle at høre ligesom Klokkeklang i Luften og kjendte endog
Lyden af Klokken Glad i Nidaros.

De norske og danske Krigere havde et udmærket For-
billede i den tapre Kong Magnus. Brynjeløs sv^ng han med
begge sine Hænder den langskaftede Øxe Hel, der havde
tilhørt hans Fader; forrest blandt de Kæmpende bragte han
Død blandt Fjenderne og opildnede sine Krigere til at øve
Mandedaad. Snart bøiede Venderskareme sig paa Flugt,
men de Færreste undslap, idet Seirherrerne ustandseligt for-
fulgte de Vigende og fældede dem, indtil Heden næsten var
overdækket af døde Kroppe. Sagaerne sige, at det var det
største Mandefald i Norden, siden Christendommen var ble-
ven indført, og Magister Adam angiver de Faldnes Tal til
15,0001).

Magnus' Seir blev af største Betydning for hans Konge-
dømme. Hans Magt var sikret, og han havde vundet de
Danskes Taknemmelighed. Derimod kan man afgjort ikke
tillægge Kampen den Betydning, at den skulde have reddet
Danmark fra Undergang og fra at blive vendisk*). Venderne
vare paa de Tider endnu ikke et saa indøvet Krigerfolk,
som de viste sig nogle Menneskealdere senere. Og selv da

1) Adam U. 75.

3) Jfr. A. D. Jørgensens Bemærkninger i Den nordiske Kirkes Grund-
læggelse S. 622 imod MunchB Fremstilling af Slagets yerdenshistoriske Be-
tydning (Norske Folks Historie II. 30).

71

optraadte de slet ikke som Erobrere af Lande eller blot som
Nybyggere paa fremmed Sted af nogen Betydning. De vare
som de nordiske Vikinger Plyndrere paa Søen og ved Ky-
sterne, men de lærte aldrig som hine at organisere sig til
de store Hære, som slog sig ned i Landene og efterhaanden
dannede Riger; de viste ogsaa heri deres Mangel paa Evne
til at bygge større ordnede Samfund.

Vi skulle endnu kun omtale Svend Estridssøns Forhold
til denne Venderkamp. I Følge Munchs Antagelse skal
Svend vel ikke have kaldet Venderne til Angreb paa Dan-
mark, men under Indfaldet skal han hurtig have stillet sig
paa deres Side, da Angrebet maatte komme ham saare belei-
ligt. Det er dog næppe troligt, at Svend skulde have glæ-
det sig ved at se det Land, som han ønskede at gjøre til
sit, ødelægges af vendiske Hærskarer eller at sættes i Fare
for at komme under vendisk Herredømme. Ikke heUer gaar
Skildringen i Sagaerne ud paa, at det er mod de Danskes
Hjælpere der kæmpes; det hedder derimod, at Nordmændene
inden Kampen overveie, om de virkelig for de Danskes Skyld
skulde udsætte sig for saa stor Møie og Fare, hvilket jo
vilde have været urimeligt, dersom Kampen var en Fortsæt-
telse af Striden mod Svend ^). Det maatte jo ogsaa have
hvilet som en tung Skyld paa Kong Svend under hans
senere Regering, om han skulde have gjort sig skyldig i
den Uforsigtighed at have sluttet sig til de hedenske Øde-
læggere, og man vilde vel have hørt dadlende Ord derom;
men vi vide Intet om, at saadanne ere faldne. Kun een
Saga, nemlig Ågrip c. 32, lader Svend være Vendernes An-
fører i Lyrskovslaget, men det synes lidt besynderligt, at
Munch vil støtte sig til denne Saga, da han dog ved mange
Leiligheder fremhæver, hvor upaalidelig den er. Og Dommen

1) I Følge Fagrskiima c. 143 ytrede Magnus, at da han var Konge
i Danmark, vilde han værge Landet med Od og Æg, om christne Mænd
vilde hærge det, end mere mod Hedninger.

72

over Agrip lyder i hvert Fald nu enatemmig paa, at den
baade er kritikløs og partisk^).

Et Standpunkt, der er helt modsat Ågrips, kommer til
Orde i Knytlingasaga : „Dette er nogle Mænds Udsagn, at
Svend Ulfssøn har i denne Kamp staaet paa Kong Magnus'
Side, idet Forliget mellem dem endnu blev overholdt. Saa-
ledes siger Thorleik Fagre i den Flok, som han digtede om
Svend Ulfssøn : Guldets Deler voldte Mandefald blandt Fjen-
der; Nord for Hedeby fik Eavnen nok at æde. Faa af Ven-
der ved Flugten undkom, døde laa paa Heden Mange, og
Ørne over dem Gabet spærred" ^). Thorleik Fagre opholdt
sig i Danmark o. 1051 og digtede her sit Lovkvad over
Kong Svend; han stiller sig bestemt paa Svends Side mod
de norske Konger^.

Naar nu Munch udtaler, at Verset kun viser, at Svend
maa have været med i Kampen, ikke derimod paa hvilken
Side han stod^), synes en saadan Fortolkning helt util-
stedelig, eftersom jo aabenbart baade dette Vers og hele
Thorleiks Kvad indeholder en Lovprisning af Svend, som
derfor maa have staaet paa de Seirendes Side. Lnidlertid
kan man vanskeligt forstaa, at Adam, hvis Svend har del-
taget i Kampen mod Venderne, ikke udtrykkelig har om-
talt dette.

i) F. JénsBon, Den oldnorske Litteraturs Historie II. 624, frem-
hæver saaledes foruden Forfatterens Kritikløshed hans „Partiskhed og Lyst
til at bøie den historiske Sandhed til Gunst for de norske Konger**.

2) Knytlingasaga c. 22 (jfr. Rafns Oversættelse S. 185).

8) F. Jénsson, Den oldnorske Litteraturs Historie I. 641 f.

*) Munch, Norske Folks Historie II. 20.

73

10* Svend Estridssøn.

Det er bekjendt, hvorledes Svend Estiidssøn allerede
før Kong Magnus Død havde vundet fast Tilslutning i flere
Dele af Danmark, og hvorledes han fra det Øieblik, da
Magnus døde, sad tryg i sit Kongesæde, hvor meget end
Harald angreb hans Kyster. Og om Indfald af Vender i
Danmark var der aldrig Tale, de kom hverken til Lands
eller over Havet. Men en af Kong Svends Slægtninge havde
da ogsaa grundet et vidtstrakt Herredømme over de nærmest
boende slaviske Folk. Det var Godskalk, den mest eien-
dommelige Skikkelse, som Venderne ved Østersøen have at
fremvise gjennem Aarhundreder ^).

Paa den Tid da Knud den Store bemægtigde sig Eng-
land, herskede der tre Fyrster over Abodriterne, af hvilke
de to Gneus og Anatrog vare Hedninger, den tredie Pribignev
eUer Uto, Mistuvois Søn, var christen af Navn, omend ikke
af Handlemaade, i hvert Fald havde han forgjæves søgt at
hindre Vendernes store Frafald fra Christendommen. Uto
havde en dansk Hustru*), og deres Søn Godskalk blev op-
draget i St. Michaelsklostret i Ltineburg for her at faa for-
nøden boglig Uddannelse hos Godskalk, der da forestod
Klostret (senere blev han Biskop i Skara^)); af ham har den
unge Godskalk formodentlig faaet sit christne Navn. Men
en Sachser dræbte Uto paa Grund af hans Grumhed, og da
Budskabet herom bragtes Godskalk, betoges den varmblodige
unge Mand saaledes af Harme og Hævnfølelse, at han flygtede
fra Klostret over Grænsen og stillede sig uden Hensyn til
sin christne Tro*) i Spidsen for Hedningerne blandt sine

1) Hauck, Kirchengeschichte Deatschlands IIL 656.

^ Godescalcus, materno genere Danus. Ghron. S. Michaelis Lune-
borg. (Ser. Rer. Germ. XXIII. 395).

8) Adam H. 64.

*) Naar Adam n. 64 lader ham bortkaste Bog og Tro (reiectis cum
fide Ktteris), maa det sidste vel ikke tages for bogstaveligt. Hans Fader
og Moder vare christne, han selv senere den ivrigste Christen, uden at

10

74

Landsmænd. Med disse Bøverskarer angreb han Sachseme,
af hvilke Tusinder siges at være faldne til Hævn for den
ene myrdede Abodriter. Det lykkedes dog Hertug Bern-
hard at faa Godskalk i sin Vold, og han holdt ham fangen;
dog fik han Medlidenhed med den høitbegavede, tapre Prins,
og efter at Forbund var sluttet imellem dem, aabnedes
Fængslets Døre og Godskalk begav sig til Kong Knud i
England. Han traadte ind i hans Krigerskare og opholdt
sig længe derovre^).

Først efter Knuds og hans Sønners Død kom Godskalk
tilbage til Danmark og begyndte nu at krige mod sine egne
Landsmænd *). Hans store Tapperhed og Dygtighed ligesom
ogsaa hans Forbund med Kong Svend, hvis Datter han
havde ægtet *), gjorde ham saa anset blandt Venderne, at de
underkastede sig ham og ærede ham som en Konge. God-
skalks Magt strakte sig over Abodriter, Polaber, Linoner og
Wamaber, og han blev saaledes den første christne Fyrste
af nogen Betydning hos de vendiske Folk. Godskalk stod
paa den venligste Fod med Ærkebisp Adalbert i Bremen,
og Landet fyldtes af Kirker og Præster, Saa stor var hans
Indflydelse, at en Trediedel af dem, som under hans Far-
fader Mistuvoi vare faldne tilbage til Hedenskabet, nu toge

Adam omtaler en Ny-Omvendelse ; da han kort efter træder ind i Knad den
Stores Thinglid, maa han have været Christen, og Saxo (S. 523), der har
gode og selvstændige Efterretninger om Godskalk, nævner kun hans Fra-
fald fra Bogen. Saaledes er det snarest hans Forhånd med Hedningerne
(inimicis Del se coniunxit Winulis) og Kamp mod de Christne samt hans
uchristelige Hævnfølelse, hvortil Adam sigter.

1) Af Ordene „venit ad Chnut regem, et cam eo profectns in Angliam
permansit ibi multo tempore'^ (II. 64) slutter Wigger (Meklenburg. Annalen
67), at det skete 1029, men Knud drog jævnlig fra Danmark til England,
se Steenstrup, Normannerne HI. 311, 323, 357.

2) Adam II. 75.

8) Adam III. 18: filia regis Danorum, hvilket efter Sammenhængen
kun kan være en Datter af Kong Svend, jfr. IH. 21 om Godskalks Forbund
med rex Danorum. Saxo 557, 618 betegner hende udtrykkelig som Svends
Datter og kalder hende Siritha; hun var pellice orta.

75

mod Christendommen paany^). Bundt om i alle Provinser
helt hen til Peenefloden udfoldede sig et ukjendt christent
Liv, og der opstod Munke- og Nonneklostre i Byerne, saa-
ledes i Meklenburg ikke mindre end tre. Men hvor maatte
ikke ogsaa Troen faa Liv og.EIraft, naar Folket saa God-
skalk selv uanset hans verdslige Stand tage Ordet i Kirken
og forklare i jævne Ord for Alle, hvad Bispen eller Præsterne
havde sagt i altfor dunkle Udtryk *).

Imidlertid havde Godskalk stadig udbredt sin Magt,
hvortil ogsaa de Stridigheder bidroge som rasede hos de øst-
lige Nabofolk. Circipaneme vare bekjendte for at være et
meget stridbart Folk, der vilde hævde sig Bang og Forret
over de andre liutitiske Folk, hvilket disse aldeles ikke vilde
godkjende. I Kampen blev imidlertid Circipaneme Seir-
herrer, og de overvundne Stammer — Tholensener, Bedarier
og Kizziner — søgte derfor Hjælp hos Godskalk, Hertug
Bernhard af Sachsen og den danske Konge. Alle tre Fyrster
sendte saa en stor Hær mod Circipaneme. Disse gjorde vel
tapper Modstand, men efter en to Maaneders Kamp, da mange
Tusinde Hedninger vare faldne eller førte i Fangenskab,
maatte Circipaneme kjøbe sig Fred for en stor Løsesum.
De bleve derpaa tillige med Kizzinerne lagte ind under
Godskalks Magt. Seirherreme brød sig kun om Bytte og
Penge; nogen Fordring om, at de betvungne Folk skulde
antage Christendommen, blev ikke stilllet. Da Kong Svend
senere omtalte denne Kamp overfor Adam af Bremen, kastede
han Skylden herfor udelukkende over paa Sachseme, som i
deres Gjerrighed aldrig tænkte paa Andet end Pengeindtægt ^.
Naar man hos Adam læser om, hvorledes Adalbert paa de
Tider gav de vendiske Bispedømmer til Udlændinge — Skotten
Johannes blev Biskop i Meklenburg, Aristo, som kom fra

1) Adam III. 18.

2) Adam UI. 19.

8) Adam Ul. 21, 22.

76

Jerusalem, i Ratzeburg*) — faar man ogsaa Indtryk af,
hvorlidt der hos de Tyske fandtes Trang til at tage en
alvorlig Missionsgjeming op.

Venderlands Kyster havde paa disse Tider ogsaa mærket
noget til den hærgende Gjæst, som saa ofte hjemsøgte de
danske Strande, Harald Haardraade. I Følge Adam af Bremens
Udsagn skal Harald have plyndret alle Slavernes Kystland-
skaber, hvilket jo viser, at han opfattede disse Folk nærmest
som Svends Forbimdsfæller *).

Imidlertid skulde alt det saaledes Vundne tabes, og i
Faldet endda det Meste af, hvad der i de sidste Slægtled
langsomt var opbygget, styrtes overende.

Der havde dannet sig en stor Sammensværgelse mod
Godskalk, og Ophavsmanden var Blusso, som var gift med
Godskalks Søster. Den 7de Juni 1066 blev Godskalk dræbt
i Byen Lenzen ved Elben tilligemed Præsten Yppo, hvem
de Sammensvorne myrdede foran Alteret, og samtidig led
mangfoldige Verdslige og Geistlige Død eller Forfølgelse.
Igjennem mange Maaneder varede Oprøret og gav sig alle-
haande Udslag, saaledes blev den 15de Juli i Batzeburg
Munken Ansver og Andre stenede til Dø4e; den gamle Bisp
Johannes kastedes i Fængsel i Meklenburg, sloges med
Knipler og førtes derpaa til Haan om i Byerne, indtil han
tilsidst maatte lide Martyrdøden i Rethra den 10de November.
Thi Johannes vilde ikke svigte sin Christendom, uagtet Hednin-
gerne havde lemlæstet ham paa Haand og Fod ; man huggede
da Hovedet af ham og stak det paa en Stage til Ære for

1) Adam HL 20.

2) Adam III. 16. Munch, Norske Folks Historie II. 265 siger, at
Harald maaske oftere gjentog disse Tog og Tist især har søgt at faa den
gamle danske Besiddelse Jomsborg i sin Magt. „Men ingensteds ellers tales
der noget nærmere derom." Øverland, Illustreret Norges Historie II. 127
udtaler, at det ikke vides med Bestemthed, om Harald har grebet dybere
ind i Forholdene i Venden, men at „der er megen Sandsynlighed derfor."
Alt dette er dog dristige Slutninger af Adams almindelige Ord: ille vir
omnes Sclavorum maritimas regioues deprædavit.

77

Gaddommen Bedigast. Godskaiks Hnstm, den danske
Kongedatter, faldt tilligemed sine Terner i Oprørernes Vold i
Meklenboig; efter at have pidsket hende, gave de hende Lov
til nøgen at drage af Lande. Det lykkedes ligeledes hendes
Søn Henrik saavel som hans ældre Halvbroder Batue, født
af • Grodskalks første Hostm, at slippe bort.

Krigen mod de Christne førtes langt ud over Landets
Grænser, Stormam hærgedes med Hd og Sværd, og Ham-
burg lagdes øde ').

Vi høre Litet om, at Kong Svend søgte at hævne den
Haan og Sorg, som Oprørerne havde tilføiet ham. Hertug
Ordulf af Sachsen kæmpede vel mod Venderne i en Aar-
række, men tabte idelig og blev mest til Spot De store
Begivenheder, som forefaldt samtidig med Yenderopstanden,
har vel ogsaa draget Kong Svends Opmærksomhed i andre
Betninger. I E^fteraaret 1066 var jo Harald Haardraade
faldet ved Stamfordbro, Hertug Vilhelm af Normandiet havde
overvandet og fældet Seirherren Kong Harald og underlagt
sig England.

Det maatte harme Kong Svend at se den danske Konge-
slægts gamle Bie gaa over til de normanniske Hertuger, og
tre Aar efter at Vilhelm havde erobret Englaod, besluttede
han at lade et Togt foretage derover. Det ligger udenfor
vor Opgave at omtale dette nærmere. Der er kun een Efter-
retning i en normannisk Kilde, som fortjener Omtale i denne
Sammenhæng. Orderic Vitalis beretter, at der blandt Kong
Svends Hjælpere paa Toget 1069 var et vendisk Folk. „Og-
saa Leutitia havde sendt Hjælpetropper med. Her boede et
talrigt Folkeslag, som holdt i Hedenskabets Vildfarelser endnu
fornægtede den sande Gud; hildet i Uvidenhedens Fælde
dyrkede det 'Odin, Thor og Frea og andre falske Guder,
eller rettere Dæmoner. Dette Folk er kyndigt i den Kunst,

1) Adam lU. 49, 50.

78

at krige til Lands og Vands, Svend havde ofte overvun-
det det og dets Konge og lagt det ind under sit Herre-
dømme'' ^).

Det klinger saa besynderligt, at et vendisk Folk skulde
have haft Tro paa de nordiske Guder. Paa den anden Side
giver Orderic dog ofte meget gode Efterretninger om Norden,
og selv om her Noget skulde være forblandet eller misforstaaet,
synes et bestemt Forhold at maatte ligge til Grund for hans
Beretning,

Det første Punkt at opklare maa da være, hvad der
forstaaes ved Leutitia.

Navnet nævnes første Gang i Aarbøgeme fra Quedlin-
burg 2), altsaa i den senere Halvdel af det 10de Aarhundrede,
og endvidere hos Thietmar (død 1018). Det er saaledes et
Navn af yngre Oprindelse, der afløser Wiltemavnet, selv om
det spænder over et noget større Omraade. Dets Opstaaen
ma^ vel skyldes en eller anden ny Sammenslutning mellem
de omskiftelige Stammer, og karakteristisk nok siger SchoUon
17 hos Adam, at man kalder disse Folk Wilzer eller Leutici
paa Grund af deres Tapperhed; paa slaviske Sprog betyder
liU, IjM den Stærke, Vilde »).

Adam regner 4 Folk herhen, Kizziner og Circipaner,
Tholensener og Redarier. Men for at bestemme, hvorfra
Svends Hjælpetropper kom, nødsages vi til at spørge, om

1) Orderic Vitalis 4. 5 (ed. Le Prevost II. 190 f.. Ser. Rer. Germ.
XX. 55): Adjuvabant eum Polenia, Frisia necne Saxonia. Leuticia quoque
pro Anglicis opibus auxiliares tiirmas mittebat [1069]. In ea popQlosissima
natio consistebat, quæ gentilitatis adhuc errore detenta verum Deum nesciebat;
sed, iguorantiæ muscipulis illaqueata, Guodenen et Thurum Freamque
aliosque falsos deos, immo dæmones, colebat. Hæc gens terra marique
præliari perita erat, quam Suenus cum rege suo sæpe vicerat auæqne
ditioni subegerat

2) Ann. Quedlinburgenses 789 (Scr. Rer. Germ. HI. 39) : gentem Vul-
zorum subegit, qui Lutici vocantur.

8) Schafarik, Slawische AlterthOmer II. 565; Wigger, Mecklenburgische
Annalen 114; Ldnborg, Adam af Bremen 64 f.

79

ogsaa Øerne i Havet og endvidere Strækninger hinsides
Oder regnes med til Liutitiemes Land?

At Btigen skulde være regnet herhen, derom haves vel
intet Vidnesbyrd. Naar Saxo siger, at Absalon og Prins
Christopher hjemsøgte „Btlgen og de lentitiske Snævringer'',
synes BtLgen snarest ikke regnet med til Leutitia, som der-
imod har omfattet det snævre Løb mellem Usedom og Wolgast.
Netop Wolgasts Beboere betegner Saxo som Leutitii paa det
eneste Sted, hvor han iøvrigt nævner dette Navn ^).

At ogsaa Stammer Øst for Oder, saaledes til Ex. Beboerne
af WoUin, skulde være indbefattede under Leutitier, haves
der vel ikke Exempel paa. Men at vendiske Lande stode
under Svends Herredømme, synes der ikke at være Grund
til at betvivle — saaledes som ogsaa det følgende Stykke
om Kong Erik Eiegods Tid vil vise. Venderne havde ganske
vist ikke Tro paa de nordiske Guder, men det var ikke
besynderligt, om Danske, der vare bosatte herovre, havde
fra gammel Tid bevaret den hedenske Tro, som jo ligeledes
havde holdt sig paa enkelte andre Yderpunkter af Danmark
(Bleking, Bomholm)*).

U. Erik Eiegod.

I de sørgelige Aar under Kong Olufs Eegering, da al
Myndighed var slappet, var ogsaa Vendernes Dristighed paa
Havet tiltaget. En Munk, Heribert, fra Klostret Brauweiler
ved Køln, som o. 1092 sammen med flere Klosterbrødre var
paa en Heise til et Kloster i Danmark, maatte paa Tilbage-

1) Saxo 807, 846.

2) løTTigt tillode Venderne ikke de Ghristne, som vare bosatte mellem
dem, offentlig at bære deres Religion til Skue, se foran S. 29.

80

veien i ni Dage vente paa at blive sat over Havet, fordi
Sørøvere gjorde det usikkert^). Paa denne Tid eller snarere
i Begyndelsen af Kong Eriks Regering *) hændte det ogsaa,
at Aute, Skjalm Hvides Broder^ engang da han satte over
fra Sjælland til Falster, blev overfaldet af Vender og i Kam-
pen mistede Livet, da han hellere vilde dø end gaa i Fan-
genskab, hvilket — som Saxo siger — alle Danske anse for
den tungeste Lod af alle. Skjalm Hvide traadte frem paa
de mest besøgte Ting og hidsede Folket tU at tage Hævn.
Alene paa hans Tilskyndelse blev det besluttet, uden at man
afventede Kongens Bestemmelse, at foretage et StrafiFetog.
To Skaaninger, Alle og Herre, som vare gjorte fredløse for
deres Misgjemingers Skyld, vare desuden søgte til Julinj
alle Danskes sikre Tilflugtssted, hvor de ivrigt deltoge i de
andre Borgeres Haandværk og hjemsøgte de danske Kyster
med Plyndringer.

Det unge danske Mandskab drog afsted og indesluttede
Julin, som maatte løskjøbe sig og udlevere alle de Sørøvere,
som dér holdt til Huse. For nu at skræmme Enhver fra lig-
nende Gjerninger lode Seirherreme Forbryderne lide en

1) Vita Wolfhelmi c. 37 (Ser. Rer. Germ. XII. 195) ; H. Olrik, Konge og
Præstestand I. 156.

2) Saxo 604: ea tempestate Sclavorum insolentia, diu Danicæ rei
miseriis alita (quippe magis otiis Olavi provecta, quam ullis ejuB negotiis
retusa fuerat), piratica nostros acerrime lacessebat. Sed et Autonem quen-
dam etc. Jørgensen, Nordiske Kirkes Grundlæggelse 798: „Kampen om
Jomsborg er med Urette bleven henført til Erik Eiegods Tid; Saxe hen-
fører den tydeligt nok til Olavs," hvilket H. Olrik, Knud Lavard 37, og
Andre have godkjendt. Herimod kan dog bemærkes: 1. Saxo fortæller
Begivenheden midt inde i Erik Eiegods Historie og ikke i Olafs. 2. Han
anfører netop, hvorledes Olafs (forudgaaende) Regering havde gjort Ondet
værre. 8. Saxo slutter Stykket med: nec semel quidem Ericns Sclavici
roboris amplitudinem pressit et nervos debilitavit, sed iterum ae tertio eflBre-
nata gentis illius ingenia .... retudit, og tilknytter altsaa langt snarere
det Skete til Eriks Tid, uagtet han hidtil ikke har nævnet hans Deltagelse
i denne Kamp. Saaledes forekommer det mig høist tvivlsomt, om man kan
sige, at Saxo henfører Toget til Olafs Tid. Det kan jo iøvrigt være sket,
inden Erik kom til Landet eller under hans Fraværelse. Knytlingasaga c.
7.') lader Vendernes Ulydighed begynde, medens Kong Erik er i Rom.

j

81

gruelig Straf. Efter at de vare bundne til Pæle, blev deres
Underliv sprættet op og Tarmene vundne omkring Pælene,
indtil de Martrede opgave Aanden. Saa haard en StrafFe-
maade havde de Danske ellers ikke paa disse Tider ; det sy-
nes derfor, som om de her have anvendt paa Venderne og
dem, som havde gjort fælles Sag med dem, en af de grumme
vendiske Straffe^).

Kong Erik Eiegod hjemsøgte paa gjentagne Togter
Venden og nødte snart Angriberne til at standse deres Sø-
røveri*). Saaledes fortæller Saxo, medens Knytlingasaga
kan meddele, at Erik erhvervede sig Landsdele i Venden,
som allerede havde ligget under Danmark paa Kong Svend
Tveskjægs Tid. Sagaens Forfatter støtter sig til den Eriks-
drapa, som Magnus Skeggjason digtede kort efter Kongens
Død; dog har Sagaen mange Meddelelser, som ikke bekræf-
tes af Skjaldens Vers, og som synes at bero paa en urigtig
Tradition.

Her hedder det saaledes, at medens Erik var paa sin
Beise til Rom, rykkede Keiseren med en Hær mod det Rige
i Vindland, som de danske Konger længe havde besiddet
dér, hærgede det og indsatte mange Høvdinger, af hvilke
den mægtigste hed Bjørn. Han fik Bodil, en Halvsøster af
Keiseren, til Ægte; hun var iøvrigt Datter af Thorgaut
Pager skind. Da nu Erik kom hjem, rustede han en stor

1) Helmold I. 52 nævner nemlig som Exempel paa Vendernes Gru-
somhed overfor deChristne: quanta enim mortium genera christicolis intule-
rint, relata difficile est, cum his quidem viscera extorserint, palo circum-
ducentes, hos cruci affixerint, irridentes signum redemptionis nostri. Wiesener,
Geschichte der christlichen Kirche in Pommern zur Wendenzeit 19, peger
paa, at altsaa de Danske ved Erobringen af Jomsborg var dem, som først
anvendte den ovennævnte grumme Straffemaade. Det forekommer mig dog,
at denne Tidsprioritet er tvivlsom; Helmold omhandler i I. 52 ganske vist
Tiden 1131, men han giver en almindelig Skildring af Vendernes Karakter,
og vi have andetstedsfra Vidnesbyrd om Vendernes Hang til Grusomhed,
se foran S. 76, Wiesener 1. c. 18 f.

2) Saxo 605. — Til et af disse Tog kan man maaske henføre, hvad
Knytlingasaga c. 23 fortæller om en Søn af Svend Estridsson : Sigurdr, son
Sveins konungs, fell å Vindlandi.

11

82

Flaade og seilede med Hæren til Vindland. Krigerne opstil-
ledes i en Slagorden med Tryne fremmest iFylkingen. Alle
strede tappert, først og fremmest Erik, saa at Seiren blev de
Danskes. De Slagne flygtede til Borge og Volde, men ogsaa
disse bleve tagne, og saaledes var enhver Modstand brudt.
Venderne maatte underkaste sig og betale store Bøder^ me-
dens et umaadeligt Bytte tilfaldt de danske Krigere. Blandt
de Utallige, som vare faldne i Kampen, var Bjørn, hvis
Enke Kong Erik ægtede (c. 76, 78). Sagaen angiver som
Stedet for disse Kampe og Erobringer kun Vendland uden
nogen nærmere Bestemmelse af Egnen. Det er Keiser Hen-
rik, som har begaaet Uret mod Erik og derved foranlediget
Toget, men iøvrigt nævnes hverken Keiseren eller Sachseme
i Beretningen om Kampene eller i Versene; her tales kun
om Vender og Hedninger.

Det forekommer mig nu, at Fortællingen om Keiseren,
Bodil og Bjørn helt maa fjernes fra Beretningen, da den
dels er vitterlig urigtig, dels ikke kan vedkomme Kampene
i Venden.

Tilbage bliver da Fortællingen om, at Erik har bestaaet
Kampe i Venden og underlagt sig Besiddelser, over hvilke
de Danske fra gammel Tid havde haft Eet. Der staar i Mar-
kus' Vers, at Fyrsten atter tog det Vælde, som Svend be-
standig havde haft, og Sagatexten opfatter det saaledes, at
„Kongen erklærede det for sin arvtagne Jord, som Dane-
konger havde eiet i Vendland, siden Kong Svend Tveskjæg
lagde det under sig." Det er imidlertid et Spørgsmaal, om
der ved Svend i Verset tænkes paa Svend Haraldssøn og ikke
snarere paa Svend Estridssøn.

Man kan ikke heller slutte Noget om Stedet deraf, at
Sagaen siger, at Erik, inden han fra Venden foer hjem, først
seilede til Øland. Sagaen paaberaaber sig her Markus' Vers,
hvori der imidlertid staar:

hilmir lauk vid hemaS 61man
haudr Eydana skjaldborg raudri;
i hvert Fald staar her Intet om Øland.

j

83

A. D. Jørgensen*) har villet henføre Scenen dels til
Btigen, dels til Wagrien, idet han tænker sig, at to Togter
ere blevne blandede sammen. Der siges nemlig, at en
bliver erobret, og vi vide, at Rtigen blev paa den Tid for
første Gang lagt nnder Danmark. Andre af Kampene maa
være foregaaede i Wagrien, det hedder nemlig, at Hedninge-
hæren vilde ud af den gamle Borg (lir porti gomlu)*), hvor-
ved maa tænkes paa Oldenburg (Starigard). Hertil er nu at
bemærke, at det næppe kan siges, at Versene omhandle en
0; dernæst betyder port paa Oldnordisk Port og ikke Borg
(jfr. Vigfassons og Fritzners Ordbøger), saa at der næppe
foreligger en saadan Navnehentydning, som Jørgensen for-
moder.

Nei, af den hele Skildring, Seiladsen over Havet osv.
maa vi snarest tænke paa Btigen og den tilhørende Del af
Fastlandet. Og at Eiigen blev skatskyldig paa denne Tid,
er sikkert nok ; Skjalm Hvide, der var sat til Jarl over Sjæl-
land, havde tillige denne under sin Magt^).

1) Den nordiske Kirkes Gnindlæggelse 818 f., Tillæg 7f>f.
3) Knytlingasaga c. 76 S. 305.
3) Saxo 609.

FJERDE AFSNIT.

Kftud Iiavards 09 Borgerkrigenes
Tidsalder.

12. Forhold til Venden paa Kong Niels' Tid.

Ved det Ilte Aarhundredes Udgang foregik der en For-
andring i de vestlige Venders Stilling, som bebudede en ny
Tid. Siden hint Sorgens Aar 1066 havde al Christendom i
Venden ligget nede ; om der end rundt om i Landet fandtes
Christne, levede de halvt skjult, og Bispesæderne stode
tomme.

Henrik, Godskalks Søn, havde opholdt sig i Danmark,
men naturligvis holdt han Øie med Tilstandene i sit gamle
Hjemland, og da nu Erik Eiegods Magt stadig voxede, ogsaa
over Venderne, medens paa den anden Side Cruto, der kort
efter Oprøret var bleven Abodriternes Fyrste ^), begyndte at
blive gammel, besluttede Henrik at forsøge paa igjen at faa
Land i Venden. Med en Styrke af danske og vendiske Skibe

1) Flere Forfattere gjøre Cruto til en Røbo, saaledes endnu Lan-
borg, Adam af Bremen 102, som udtaler, at det „otvifvelaktigt** fremgaar
af Adams Ord. Jeg kan slet ikke finde, hvad dette skulde bygges paa;
hverken Adam m. 50 eller Helmold I. 25—26 nævne det Fock, Rtigensch
-Pommersche Geschichten I. 4, siger da ogsaa: en senere Tradition gjør
ham uden sikker Grund til en Rugianer. Wendt, Germanisierung der L&n-
der ostlich der Elbe II. 15: Crutoneme vare ikke Rujanere, deres Hjem
var i det østlige Wagrien ved Aldenburg, hvor endnu 1150 Rochel de
semine Crutonis var princeps terræ (Helmold I. 69 S. 138).

85

anfaldt han Aldenbnrg og hele Kystlandet og tog en stor
Del Bytte; efter et andet og tredie Tog bleve Venderne
rundtom saa forfærdede, at Cruto selv indbød Henrik til For-
handlinger om Fred og derpaa tilstod ham et Landomraade,
hvor han kunde bosætte sig. Imidlertid bar han Svig i Sind
mod den tapre, krigerske Mand, som han ikke kunde over-
vinde ved Magt. Henrik havde dog fundet en skjult For-
bundsfælle i Crutos egen Hustru Slavina, som var kjed af
sin aldrende Ægtefælle og flere Gange lod Henrik advare.
Da hun gjeme ønskede Henrik til Mand, fik hun ham til
at indbyde Cruto til et Gilde, og her nedhuggede en Dansk
ham med en Øxe. Henrik bemægtigede sig de abodritiske
Borge, ægtede Slavina og tog saaledes sit Arveland i Besid-
delse *).

Det var dog endnu kun i Wagrien og de tilgrænsende
Egne med gi. Ltlbeck som Midtpunkt, at hans Magt stod
fast; her havde han ogsaa styrket sig ved Forbund med
Holsteme, der glædede sig over, at deres gamle Fjende
Cruto var ryddet af Veien. Det lykkedes ham med Hjælp
af dem og af Hertug Magnus at undertvinge de østlige og
sydlige Naboer, saa at hans Magt strakte sig ikke blot ud over
de Lande, hans Fader havde besiddet, men over alle Stam-
mer helt hen til Oder og langs Havkysten ^).

Saaledes som Forholdene udviklede sig i Venden, kunde
Danmark have draget Nytte deraf, men paa Grund af Kong
Niels' Gjerrighed blev Eesultatet helt modsat. Kongen vilde
ikke udlevere sin Søstersøn Henrik hans Mødrenearv, og
derfor lod denne Egnene ved Danmarks Sydgrænse lige til
Slien hærge.

Der maatte sættes Bom for disse Voldsgjeminger, og de
Danske forberedte et stort Togt. Niels lod Flaaden udbyde
og seilede med den til Ltitjenburg i Wagrien, hvorhen ogsaa

1) Helmold 1. 34.
3) Helmold I. 34, 36.

86

Elif, Jarlen i Hedeby, skulde føre Rytterskarerne ad Land-
veien. Henrik havde imidlertid bestukket Elif, der svig-
tede sit Hverv, saa at de Danske, da de landede, intet
Eytteri forefandt. Til Gjengjæld omsværmedes de af de altid
som Rytterfolk dygtige Vender, der angrebe dem snart fra
Fronten, snart fra Siden, trættede og tirrede dem ved under
en Regn af Kastespyd at styrte sig over dem, men saa
vende sig som til Flugt og, naar de Danske forfulgte dem,
atter gjøre Angreb. Mattet og svækket søgte omsider
Hæren fra Stranden op til en Bakke, hvor den bedre kunde
værne sig. Men sørgelig var deres Stilling. De havde nu
Vished for, at Rytteriet fra Slesvig ikke vilde ankomme;
forgjæves speidede de efter den skaanske Del af Flaaden,
hvis Overfart Stormveir havde hindret.

Den næste Dag gik de Danske atter ned paa Sletten og
kæmpede haardt og tappert mod Venderne, men uden Held.
Begge Erik Eiegods Sønner bleve alvorligt saarede, Harald
Kesje maatte bæres ud af Kampen paa et Skjold, Knud La-
vard segnede om og maatte have været ladt i Stikken, om
ikke en af hans Krigere listigt havde styrtet en Vender af
Hesten, paa hvilken han nu kunde sætte Knud og saaledes
føre ham bort. Det var med sorgfuldt Sind og svindende
Haab, at de Danske atter om Aftenen søgte tilbage til deres
Høi ; end ikke af Mad og Drikke fandtes der nok til at stille
deres legemlige Trang. Kun til Guds Bistand turde de nu
slaa Lid, og til ham opsendte de deres brændende Bøn. Da
næste Morgen Kampen skulde begynde paany — det var
Dagen før St. Laurentius (den 9de August) — lovede de Gud,
at de for IVemtiden vilde faste paa denne Dag, paa Dagen før
Allehelgensdag og paa Langfredage). Derpaa gik de i mindre

1) Flere have mlBforstaaet Saxos Ord (Side 620): postera vero die,
qua Laurentianæ vigiliæ sacra recolebantur, divinam potentiam nullo melius
quam frugalitatis voto propitiandam rati, concione lugubriter habita, lucem,
qua vel privatum Laurentii vel publicum Sanctorum solenne præcurrimus,
sive quam divinæ pasBiouis memoriæ dedicare consuevimas, annuo temporum

87

Afdelinger ned mod Stranden og havde den Glæde at møde
Skaaningeme, som endelig vare ankomne og fik det Hverv
at dække Tilbagetoget. Men Ulykkernes Række var dog
ikke til Ende, thi da Krigerne naaede et Engdrag, vare
Mange saa ivrige efter at komme frem, at de søgte at gaa
tværs over det, men bleve kun hængende i Sumpen og
dræbtes ynkeligt som Kvæg. Resterne af Hæren naaede
med Møie Skibene og seilede bort under Vendernes Seirs-
raab.

Efter dette Nederlag maatte Kong Niels faa Øie for,
at der maatte tages fat paa Landets Forsvar med Kraft.
Elif blev afsat og haardt straffet, og da Niels' Brodersøn,
den ikke 20-aarige Elnud, der brændte efter Bedrift, bad
ham om at faa Grænseforsvaret overdraget og tillige under-
støttede sin Bøn med Tilbud om at afstaa en Del af sin
Fædrenearv, blev Jarledømmet i Hedeby betroet ham.

Knud havde saa meget mere Grund til at optage Kampen
med de vendiske Sørøvere, som han selv havde lidt Overlast
af dem. Engang da han førte det kostbare Gods, som Skjalm
Hvide havde opbevaret for ham under hans Ophold i Sachsen,

volomine repetitam ab omni Danica ætate continentissima jejunii religione
excolendam promittunt.

Disse Ord synes ikke at kunne nisforstaaes. De Danske love at
faste hvert Aar paa denne Dag — altsaa den 9de August, Dagen før St.
Laurentius — paa Dagen før Allehelgensdag og paa Langfredag. Saaledes
gjengiver ogsaa L. Giesebrecht, Wendische Geschichten II. 197, Stedet, lige-
saa Ræder, Svend Estridsen 436. Suhm, Historie af Danmark Y. 201, an-
giver Fastetiderne rigtigt, kun har han urigtigt 10de August. H. Ohrik,
Knud Lavard 81, lader Løftet være aflagt og den sidste Kamp holdt „Lau-
rentius' Dag 9de August", og hvad Fastetiderne angaar, synes det ikke be-
mærket, at det i de to Tilfælde er Yigilien, som skal overholdes. Dette
er ogsaa misforstaaet i Winkel Horns Oversættelse II. 58. — Olrik tilføier:
„Senere lod Andreas Sunesøn i Estland (1219) Stormændene sværge, at
Laurentiusfasten skulde overholdes (S. R. D. L 182).'^ Ogsaa her er Tale
om Yigilien og dernæst om en Faste paaYand og Brød: ut pueri duodennes
et supra vigilia b. Laurentii jejunarent in pane et aqua in perpetuum, si
victoriam obtinerent

Ordene ab omni Danica ætate bør vel oversættes ved : til evig Tid i
Danmark (jfr. dog Saxo S. 969).

88

fra Sjælland over til Fyen, blev han overfaldet af Vender,
og hellere end at lade Kostbarhederne komme i deres Vold,
sænkede han dem i Bølgerne*).

Men først og fremmest gjaldt det om at holde Abodriter-
fyrsten Stangen. Knud sendte Mænd til Henrik med Tilbud
om Fred, hvis han vilde give Erstatning for, hvad han havde
røvet i Jylland, men Henrik vilde hverken holde Fred eller
opgive Fordringen om at faa sin Mødrenearv. Saa undsagde
Knud sin Fætter og viste sig derpaa saa pludselig foran hans
Borg, at Henrik hovedkulds maatte flygte og Knud uhindret
kunde ødelægge Borgen og plyndre Egnen. Dette var kun
en Begyndelse; snart strakte Knuds Hærgetog sig vidt over
de abodritiske Lande, hvis Kyster ligeledes bleve hjemsøgte;
Henrik maatte faa Agtelse for sin Fætters Krigskunst og
Tapperhed. Imidlertid tiltalte det næppe Hertug Lothar af
Sachen, hos hvem Knud jo tidligere havde opholdt sig en
Tid, at de Danske vandt saa stor Magt over hans For-
bundsfælle. Knud var derfor tilbøielig til at indgaa Forlig,
og det lykkedes ham at bringe et saadant i Stand. Henrik
fik Værdien af sin Moders Eiendomme udbetalt, medens disse
tilfaldt Kong Niels. Fra nu af vare Ejiud og Henrik gode
Venner og Forbundsfæller.

Ved Henriks Død i Aaret 1127 arvede hans to Sønner
Zwentopolk og Knud hans Lande. De forligtes slet og
bleve begge myrdede, snart efter ogsaa Zwentopolks Søn
Zwinike (Sveinke). Da Landet syntes nu at være herreløst,
drog Knud Lavard til Hertug Lothar og fik af ham Fyrste-
magten over Abodriteme overdraget imod at betale en større
Lidfæstning. Saaledes var det danske Riges Hertug tillige
bleven Abodritemes Knes^ Fyrste, og ligesom den kraftige
og velsindede, danske Hersker er bleven modtaget med Til-
fredshed af det vendiske Folk, saaledes har han utvivlsomt
taget fat med Klogskab paa de nye Opgaver. Ogsaa for den

1) Saxo 622 t.

89

christne Sag oprandt der nu bedre Tider. Henrik og hans
Sønner havde vel været christne, men kun udrettet lidet over-
for det hedenske Folk; nu søgte Knud ved at tage sig af Kir-
ker og Præster at fremme Missionen.

For Danmarks Forsvar mod Venderne har det sikkert
haft en stor Betydning, at Knud, som var hele Landets
Hertug og Forsvarer og havde Herredømme over flere
af de sydlige Øer, nu tillige var Fyrste over det store
vendiske Kystland. Der kom langt større Sikkerhed over
Østersøens Vande til Gavn for de fredelige Erhverv. Der-
imod var Etigen paa disse Tider tabt for de Danske; den
krigerske Befolkning svarede næppe længer Danmarks Konge
nogen Tribut. Efter at Eøboeme paa Fyrst Henriks Tid
havde hærget Abodriterlandet, var denne paa et Hævntog
draget til Øen og havde taget Skat af den, men et senere
Tog, som han foretog i Forening med Hertug Lothar, faldt
uheldigt ud^). Saaledes hævdede Eøboeme deres Uafhængig-
hed. Et karakteristisk Vidnesbyrd om, hvorledes de Danskes
Eet til Øen dog blev anerkjendt af Fremmede, ligger deri,
at Biskop Otto af Bamberg ikke fandt sig berettiget til at
udstrække sin Missionsvirksomhed i Pommern ogsaa til
denne 0, forinden han havde erhvervet Ærkebisp Assers
Tilladelse hertil; denne skød sig atter ind under, at Kong
Niels og hans Eaadgivere først maatte høres ^).

løvrigt foretog Kong Niels paa denne Tid et Vendertog
af en egen Art. Han havde faaet sin Søn Magnus trolovet
med en Datter af Hertug Boleslav af Polen ^) og samtidig
tilsagt denne Bistand ved et Angreb paa Fyrst Vratislav af
Pommern. De Danske indesluttede Byen Usedom, som maatte
bortkjøbe Beleireme med Penge, senere droge de til Julin,
hvor Polakkerne stødte til og Byen derfor hurtigt maatte
overgive sig. Derpaa seilede de Danske hjem og tog Magnus'

1) Helmold I. 38.

2) Ebbo III. 23, Herbord III. 30.
8) Se foran S. 65.

12

90

Brud med sig. Ved en Sammenkomst med Vratislav havde
iøvrigt Niels imod givet Leide villet tage denne til Fange,
hvilket Knud Lavard dog fik forhindret *).

Her er kun givet et kort Omrids af Knud Lavards
Historie, som der ikke vil være Grund til i denne Sammen-
hæng at behandle udførligt *). Desværre var der en Tvetydig-
hed i hans Stilling under to Herrer, som kunde blive skjæbne-
svanger; den Misundelse, som hans Anseelse, Talent og Lykke
havde vakt, fik efter Margrethe Fredkullas Død frit Raade-
rum, og saaledes blev Knuds Livsbane tidligt afskaaret.
Knud Lavard myrdedes den 7 Januar 1131, og dermed op-
hørte de Danskes Herredømme over Abodriteme. En langt
større Ulykke var det dog, at fra nu af Venderne gjorde sig
til Havets Herrer og hjemsøgte med Rov og endeløs Plyndring
de danske Kyster, som under Borgerkrigene laa hen uden
Forsvar.

Da det vil være af Vigtighed for Opfattelsen af Tilstandene
paa Kong Niels' og Knud Lavards Tid at fastslaa Begivenhedernes
Tidsfølge, hvorom meget afsigende Anskuelser ere fi^emsatte, vil
jeg her fremsætte følgende kronologiske Bestemmelser.

Som bekjendt var Margrethe Fredkullas Død afgj ørende for
Knud Lavards Skjæbne; det er derfor vel værdt at vide, naar
den indtraf. Men netop her lyder Angivelsen hos nyere For-
fattere meget forskjelHgt; A. D. Jørgensen sætter i Henhold til
Opgivelsen i en Aarbog hendes Død til 1117, medens man tidligere
betragtede den som indtmfPet en halv Snes Aar senere.

Det vil for at faa Klarhed herom for det Første blive nød-
vendigt at bestemme Forholdet mellem Knud Lavards og Magnus
Nielssøns Alder. Niels ægtede Margrethe ikke længe efter, at han
var bleven Konge (1104), og de havde to Børn. Lige, den ældst
fødte, der omkom som Barn ved et Ulykkestilfælde, kan være født
1105, Magnus næppe før 1106. Knud var født 1096, og der var
saaledes en Aldersforskjel imellem dem af 10 Aar.

1) Saxo 628 f.

3) Her kan henvises til den grundige og oplysende Monografi af
H. Olrik, Knud Lavards Liv og Gæming.

91

Hvis nu Xargredie er d«d dlerede 1117, bar
den Tid ir»M 11 Aar gumiel Knud 31. Bude S«xo og Vka
Eanati dåds bare anokt skildret hoides Dødskie. kToriedes kvm
som ahid bavde s#gt al dæmpe de mige Menneskers 'Saxo: jareMs)
opblussende Sind, kaldte Knud til sig og bad barn Iots at over-
bolde IVeden imeUem dem ^ t brilket ban ogaaa tilsnH- bc»de.
Mazgretbe døde da rolig, men med bendes Død — siger Saxv> —
syntes Magnos og bans letter i deres ongdommelige Misundelse
og ntaabnodig^ied i juToxilis inyidiæ flndns . . . jnrentntis impatientia,
Saxo S32j at bave &aet ligesom lllladelse tO at sette Udaaden i
Værk. Ordene jnvenis og jnventns passe jo dog aabenbart ikke
paa en ll>aarig Dreng; lige saa lidt passer det paa en Dnsng,
hvad Saxo fortæller umiddelbart før Dronningens Død, at Magnns
foretog et Tog til (Mand (^S. 630 •: det antydes endvidere, at der
allerede da bavde samlet sig omkring Magnns en Kreds af Avinds-
mænd mod Knnd (S. 631). Naar Vita (lectio 2) lader Knnd og
Magnos allerede paa dette Tidspunkt være amid et socii, for-
udsætter det jo aabenbart ogsaa, at Magnus var kommen tO Skjels-
aar og Alder').

A. D. Jørgensen ') og H. Olrik *) have imidlertid forment, at
man ikke tør forkaste en saa bestemt Aarsangivelse som den i den
yngre Nestvedaarbog ^), der sætter Margrethes Død til 1117.

Denne Aarbog, der gaar tO 1300, har imidlertid ikke en saa-
dan Vægt, at den kan bave nogen afgjørende Betydning i dette
SpørgsmaaL Af dens 7 Aarsangivelser i Tiden efter Svend Estrids-
søns Død indtil 1100 ere de 6 urigtige, nogle af dem høist feil-
fiilde; i det 12te Aarhundrede har den urigtigt, at Knud Lavard
dræbtes 1130 [læs 1131], Erik Emune 1139 [1137], at Erik Lam døde
1147 [1146], Svend Erikssøn 1158 [1157], at Valdemar drog til
Keiseren 1163 [1162]. Der bliver saa for dette Tidsrum et Par
Aarstal tilbage, som ere rigtige, et Par andre, som maaske ere
det. Aabenbart er der ikke nogen Anledning til at stole paa denne
Aarbogs Aarstal.

1) Af Hensyn til BogstoTrimet brager ViU det poetiske Udtryk: cum
sis mensibus et moribus filio meo Magno maturior.

2) Ser. Rer. Germ. XXIX. 12 f.

8) Nordiske Kirkes Gnmdlæggelse 837.

«) Knud Lavard 207.

S) Langebek, Scriptores I. 369, Ser. Rer. Germ. XXIX. 219.

92

Endnu maa Følgende erindres. Vi vide, at Kong Niels efter
Margrethes Død ægtede Ulfhild, en Datter af Nordmanden Hakon
Finsson. Hun havde været gift med Inge Halstenssøn, Sveriges
Konge, der døde o. 1125. Paa de Tider sad man ikke mange Aar
Enkemand, og det er lidet sandsynligt, at Niels først 8 — 9 Aar
efter Margrethes Død skulde have taget sig Hustru paany. Margrethes
Død synes saaledes indtruffet i Slutningen af 1120eme.

Man har tvistet, om Henrik døde 1119 eller 1127, idet begge
Dele formentlig lod sig udlede af Helmolds Fortællinger. L. Giese-
brecht, Wendische Geschichten II. 112, antager det første Aar, idet
han støtter sig til Kronologien i den hellige Vicelins Historie,
saaledes som Helmold fortæller den. Forinden de fem Aar, Vicelin
virkede som Bisp (fra 1149 til hans Død 1154), skal han have
levet 30 Aar i Holsten, og han kom først til dette Land efter
Henriks Død, der altsaa maa være indtruffet o. 1119 (Helmold
I. 69, 78).

Imidlertid beretter Helmold et andet Sted i sin Krønike (I. 46),
at Vicelin blev præsteviet af Ærkebisp Norbert i Magdeburg, der-
paa af Fyrst Henrik fik Tilladelse til at missionere blandt Slaverne,
men kort efter modtog Underretningen om Henriks Død. Da nu
Norbert kom som Ærkebisp til Magdeburg 18 Juli 1126, føres
man til Aaret 1127 som Tiden for Henriks Død (Dødsdagen, 22
Marts, kj ender man fra Dødebogen i Ltineburg). Dette bekræftes
ogsaa af et Brev fra Vicelin, hvori han skriver: viginti quippe et
tribus annis ante hujus [scil. episcopalis] nominis adeptionem ....
enisus. I 23 Aar før sin Vielse (25 September 1149) har han
virket; altsaa maa han være kommen til Holsten om Efteraaret
1126, hvilket jo stemmer meget vel med Helmolds ovenanførte
Beretning *).

Den saakaldte Kalmarleding eller Kongerne Sigurd Jorsalfars
og Niels' Tog til Smaaland foregik i Følge Sigurd Jorsalfars
Saga c. 38, Snorre c. 28, Ågrip c. 49 Sommeren før det store
Mørke ^). Dette var Solformørkelsen den 11 August 1124, og

1) Jfr. herom Breska i Zeitschrift d. Vereins f. Labeckische Geschichte
IV. 5, 62 f.

2) Snorre, ed. Jénsson c. 24 (S. 298): [»at var sumri fyrr en myrkr
it mikla. Agrip c. 49: sla leit>angr var sumpri fyr en myrer et micla.

93

Toget har altsaa fundet Sted i Aaret 1123 om Sommeren. Saaledes
bestemmes Tiden af Munch (II. 671), ligesaa af B«eder (Svend
Estridsen 449). A. D. Jørgensen, Den nordiske Eorkes Grund-
læggelse 854, siger, at Toget vel maa være foregaaet den samme
Sommer 1124. Olrik, Knud Lavard 175, vil ikke vælge mellem
de to Angivelser. Det forekommer mig dog utvivlsomt, at Sagaerne
maa -sigte til Aaret før Solformørkelsen. 1. Sagaen har fulgt den
sædvanlige Betegnelsesmaade og vilde næppe sige om et Tog, som
skete om Sommeren 1124, at det fandt Sted Sommeren før
Formørkelsen, derimod i den Sommer, da Formørkelsen var. Dette
vilde man have sagt, selv om Toget kun havde strakt sig noget
ind paa Sommeren. 2. Toget maa jo have været til Ende før
Solformørkelsen ; men man kan vanskeligt tro, at det, hvis det ud-
førtes samme Sommer, skulde have været sluttet inden den Ilte
August. 8. Overtroen vilde sandsynligvis have knyttet en vis
Forbindelse mellem Formørkelsen og Toget, dersom dette havde
fundet Sted samme Aar.

13. Plyndringen af Konghelle 1135.

Venderne vare Røvere paa den aabne Sø, og de øvede
Strandhug; effcerhaanden som de bleve dristigere, trængte de
længere ind i Landet, derimod synes de kun sjælden at have
vendt sig mod Kjøbstædeme.

Allerede derfor vilde en Efterretning om, at de skulde
have plyndret Roeskilde 1133, saaledes som man ser angivet,
vække Opmærksomhed. Det vil ved en nærmere Under-
søgelse vise sig, at Beretningen derom beror paa en Mis-
forstaaelse.

Harald Kesje havde, som bekjendt, bygget sig en Borg
Haraldsborg udenfor Roeskilde, og efter at han havde svig-
tet sin tidligere Forbundsfælle, Halvbroderen Erik (Emune),
besluttede denne sig til at beleire og indtage hans Borg.

94

Nogle Tydske, som havde bosat sig i Eoeskilde, byggede
Blider for Erik, og Harald følte sig saa usikker, at han flyg-
tede bort ved Nattetid. Borgen blev nu taget og jævnet
med Jorden^). Ikke længe efter stævnede imidlertid Kong
Niels til Sjælland og slog Erik ved Værebro, saa at han
maatte flygte til Norge; Niels besatte derpaa Eoeskilde og
lod Byen plyndre 1133. Harald Kesje hævnede sig grumt
paa de Tydskere, som havde hjulpet med ved Beleiringen
af hans Borg; ogsaa Magnus deltog i disse Lemlæstelser*).

Dette maatte imidlertid bringe Danmark i stor Fare,
idet Keiser Lothar ikke vilde taale saadan Ufærd mod hans
Landsmænd; Niels og hans Søn maatte kjøbe sig Fred paa
haarde Vilkaar').

Denne Plyndring af Etoeskilde blev saaledes en vigtig
politisk Begivenhed, og man kan forstaa, at flere Aarbøger
fortælle ved Aaret 1133 eller 1134 „Roeskilde plyndredes"*).
Lundeaarbogen og ligeledes en Del andre Aarbøger, som
forefandt hin Optegnelse i deres Forlæg, have imidlertid
ikke forstaaet den og derfor gjengivet den saaledes med
Tanken paa de mange Venderplyndringer: Eoeskilde blev
plyndret af Venderne*). Det siger sig selv, at dette er en

1) Saxo 649 ff.

^) Roeskildeanoiiymen (Langebek, Scriptores I 381 ; Ser. Rer. Germ.
XXIX. 24): Nicolaus victor ezistens Roskildiam devastayit Olrik, Knud
Lavard 257 flf., Bernhardi, Lothar v. Supplinburg 538 f.

S) Ann. Erphesfurd. (Ser. Rer. Germ. VI. 539), Ann. Hildesh.
(III. 116).

*) 7aldemarskrøniken og Yidskølaarbogen 1134: Roskildis depopaiata
est, derpaa ved 1135 Fotevigkampen (Langebek. Scriptores m. 260, lY.
225, Ser. Rer. Germ. XXIX. 177), Dansk-Svenske Aarbog 1134, Fotevig 1132
(Langebek II. 166, Ser. Rer. Germ. 184), Nestvedaarbogen 1134, Fotevig
1135 (Langebek IV. 287, Ser. Rer. Germ. 181), Større Nestvedaarbog 1133,
Fotevig 1134 (Langebek 1. 369, Ser. Rer. Germ. 219).

^) Ann. Lund. (Ser. Rer. Germ XXIX. 204): 1135 Roskyldis devastata
est a Sdavis; jfr. Langebek, Seriptores I. 252, 388, II. 434, IV. 282. Waitz
udulcr i Xeues Archiv f. åltere deutsehe Geschichtskunde XII. 28: fordi
man ved Odela'ggelsen af en By paa den Tid altid snarest tænkte paa
Slaverne. — Olrik, Knud Lavard 260, siger: faa Aar efter Knuds Død »be-
gyndte Venderne atter deres tulelæggende Tog og hæijede Roskilde, medens

95

Misforstaaelse. Hvis en saadan Venderplyndring havde fun-
det Sted, vilde Saxo, Eoskildeanonymen og andre Kilder
have nævnet den; derimod er det forstaaeligt, at hine Kil-
der, der ere mange Slægtled yngre, have taget feil i Opfat-
telsen af, hvem der var Gjerningsmændene.

Men lige saa urigtigt er det, naar flere islandske Aar-
bøger lade Erik Emune efter Fotevigslaget plyndre Eoeskilde,
eller naar KnytUngasaga lader deime Plyndring foregaa in-
den det store Fotevigslag efter et første Slag ved Potevig,
som Kongerne „eller deres Mænd^ kæmpede^). Her viser
det sig klart, hvorledes den knappe Aarbogsoptegnelse har
foraarsaget Tydninger og Gjætninger af al Art. Erik Emune
vilde naturligvis aldrig have ødelagt Eoeskilde, der havde
været ham tro, omend Borgen udenfor Byen (Haraldsborg)
havde gjort ham Modstand*).

Uagtet saaledes denne Plyndring af Danmarks Hovedby
maa ndgaa af Vendernes Gjeminger, er det ikke desto mindre
vist, at de netop i disse Aar foretoge et dristigt anlagt Tog
til en af Norges vigtigste Byer.

Konghelle, der laa ved en Arm af Gøtaelven, havde ved
Sigurd Jorsalfars Bestræbelser hævet sig op til at være Nor-
ges mest blomstrende Stad, og Eygtet om dens store Op-
komst lokkede Venderne til et Togt mod Byen, tilmed synes
Harald Gille som Erik Emunes Forbundsfælle at have kæm-
pet i de danske Farvande mod vendiske Sørøvere*).

Der kunde iForaaret 1135 i Konghelle iagttages mærke-
lige Forvarsler, idet i April Maaned Hundene en Nat bleve

Kong Niels med Skamme maatte flygte derfra (i Begyndelsen af 1134)«.
Den sidste Angivelse om Niels* Flugt støtter sig til Udgaven af Annales
Essenbecenses hos Langebek, Scriptores n. 521. Udgaven er imidlertid
urigtig, og Kilden foreligger nu i en bedre Udgave i Ser. Rer, Germ. XXIX.
224, hvor Sætningen om Niels' Flugt staar paa sin rette Plads ved Fotevig-
slaget Se ogsaa Langebek II. 434, Ser. Rer. Germ. XXIX. 235.

1) Islandske Annaler, ved G. Storm lY, VIII; Enytlingasaga c. 95.

S) F. J6nsson, Enytlingasaga 27, siger derfor med Urette, at Sagaens
Fortælling om, at Erik skulde have plyndret Roeskilde, er rigtig.

8) Jfr. Munch, Norske Folks Historie II. 761.

%

rasende og foer ud af Q-aardene, de bed Mennesker og Kvæg
og alle de bidte bleve som rasende. Dette varede ved igjen-
nem en Maaned, og Borgerne bleve saa forfærdede, at Mange
af dem flyttede ud paa Landet eller til andre Kjøbstæder;
man kunde ikke forstaa, hvad det vel kunde bringe Varsel
om*). Ikke længe efter kom der Bud fra Kong Erik og
Ærkebisp Asser til Stadens Borgere om, at de maatte tage
sig i Agt, da Venderne havde en stor Hær ude og hærgede
viden om paa de Christne*).

Bymændene lagde imidlertid liden Vægt derpaa og
bleve, efterhaanden som Sommeren skred frem, stadig mere
sorgløse. Da styrede pludselig St. Laurentii Dag (10de Au-
gust) en Flaade paa 300 Skibe, hvert med 44 Mand og 2
Heste ombord, frem mod Byen.

Anføreren for denne Flaade var Hertug Batibor af
Pommern. Denne havde efterfulgt sin Broder Vratislav
(jf r. foran S. 89), der havde været venlig stemt mod Christen-
dommen, og Batibor synes i Virkeligheden at have haft
samme Sindelag, men vovede dog ikke at erklære sig offent-
lig for Christen, saalænge saa Mange af hans Undersaatter
endnu vare Hedninger. Han havde som Medanførere sin
Søstersøn Dunimiz og en Høvding Unibor. Borgerne havde
spærret Hovedindseilingen til Byen med Pæle, men der
fandtes dengang en anden, smal Arm af Elven, for hvilken
man ikke havde lukket, idet man formentlig ansaa Seiladsen
for altfor besværlig i det snævre og grundede Løb. Efter
at have lettet sig for de 600 Ryttere roede Skibene sig opad
denne Arm til Byen.

Byfolkene vare iBlirke tilHøimesse, da det forfærdelige
Budskab bragtes, at en stor Flaade nærmede sig Byen og at
en Rj'tterskare kom over Brataasen. Venderne gav sig

>) Hos Tydskeme var »Hunde« det gængse Haansord om Venderne
(Hanck, Kirchengescbichte Deutschlands HI. 89): maaske har denne Beteg-
nelse senere kunnet tjene yed Udlægningen af Forvarslet

-) Snorre, Magnus den Blindes Saga c. 9—11.

97

straks i Kamp med 9 Østfarersldbe, som laa i Havnen, men
Kjøbmændene forsvarede sig kraftigt, og Bymændene hjalp
dem, saa at Venderne endog skulle have mistet halvandet
Hundrede Skibe med deres Mandskab. Endelig gjorde dog
deres store Tal Udslaget, og efter at have udplyndret baade
Fartøier og Huse lode de dem gaa op i Luer. Borgerne
havde imidlertid trukket sig tilbage til Kastellet, og om dette
stod den sidste lange Kamp. Nordmændene forsvarede sig
med største Tapperhed og grebe til Stene og Kjæppe, efter at
Vaabnene vare opbrugte. Ratibor havde hele Tiden holdt
sig borte fra Kampen; han gjorde nu, da begge Parter syn-
tes trætte af Striden, de Beleirede det Tilbud, at de mod at
overgive Kastellet skulde faa fri Bortgang med Vaaben, Klæ-
der og Alt, hvad de selv kunde bære. Herpaa gik Nord-
mændene ind, men Venderne overholdt saa lidt deres Tilsagn,
at de toge Alle til Fange, hvem de ikke dræbte, og røvede
alt Grodset til Skibene. Saaledes seilede de bort med talrige
Fanger og stort Bytte. Mange af de Fangne forbleve i lang
Tid i Vendland, medens Andre udløstes; men Konghelle tik
aldrig senere en Blomstring som den, den havde haft før
Vendertoget ^).

Aaret efter forsøgte Kong Erik Emune at gjøre Grjen-
gjæld i Venden. Han seilede med en Flaade paa 1100 Skibe,
der førte 4 Heste paa hvert Fartøj, over til Rtigen og efter
at have sat en Hærdeling til at vogte den Landtange, som
forbinder Halvøen, hvorpaa Arkona ligger, med den øvrige
0, angreb han Borgen. Ved at afskære de Beleirede fra den
Brønd, der skaffede dem Drikkevand, bragte han dem i saa
haardt Betryk, at de lovede at underkaste sig og stillede
Gidsler; deskulde lade sig døbe, men dog maatte Træbilledet
af Svantevit ikke tilintetgjøres. Næppe var imidlertid den
danske Flaade afseilet, førend Røboeme fordreve Bispen og

1) Jfr. Munch, Norske Folks Historie II. 763 ff.

13

98

Præsterne, som skulde virke mellem dem, og optoge deres
Hedenskab paany *).

Saaledes havde Toget været unyttigt og kun bidraget
til at nedbryde Kong Eriks Anseelse. Han blev dræbt af
Sorte Ploug 1137, og hans Efterfølger Erik Lam, der i sin
Ungdom havde vist sig som en tapper Kriger, var nu saa
kraftløs i Kampen mod Venderne, at om blot en enkelt
Mand eller Madsvendene raadede til at hæve Ledingen og
drage hjem, var Kongen strax beredt hertil. Under disse
Forhold æggedes Venderne kun yderligere til at hjemsøge
den danske Konges Lande*).

14. Korstoget 1147.

Der findes historiske Perioder, om hvilke man med
Grund kan sige, at Tiden synes at være gaaet af Led. Det
gjælder om to, tre Aartier af det 12te Aarhundrede, at en
Ufredens, Forstyrrelsens, TUintetgjørelsens Aand har ligesom
saaet frodig Ukrudtsæd rundt om i Europas Samfund. De
samme Forhold, som ere karakteristiske for Danmarks Til-
stande i Trediverne og Fyrrerne af det 12te Aarhundrede,
komme igjen i andre Lande. En giftig Aande har trængt
sig ind og spredt moralsk Pest blandt Folkene. Det er kun
en ringe Trøst, at disse stygge Træk kunne gjenfindes i
Landene nær og fjernt, men værdt at iagttage er det i hvert
Fald.

Det er saaledes i Norge en Stridens og Slægtkrigens
Tid og tillige en Tid, præget af Grumhed og skjændige
Straffe. Hvor lidt vi end kjende til Sveriges Historie, vide

t> Saxo 661 f., 822, KDvtlingasaga c 101.
^) S«xo G7^, Heluiold I. 67.

99

vi dog, at ogsaa her det tidligere samlede Bige reves i
Stykker, og at forskjellige Kongestammer kæmpede om
Overmagten. Men netop den samme Kamp kjendtes i Eng-
land. Den kraftløse Kong Stephan lod Baronerne frit bygge
sig faste Borge og løsgjøre sig fra al Disciplin, medens hans
Modstanderske Keiserinde Mathilde kappedes med ham i slap
Eftergivenhed. Der var en hidtil ukjendt Mangel paa Tro-
skab blandt geistlige og verdslige Herrer, og man talte om
den Haardlied, som var mellem Folk, med hvor grumme og
ndsøgte Straffe man pinte de Fangne; Almuen undertrykke-
des og Landet lagdes øde af de røveriske Herrer i de utal-
lige Borge^ end ikke Kirker og Klostre skaanedes; „det
sagdes aabenlyst, at Christus og hans Helgener sov."

Ogsaa i Tydskland mærkedes paa denne Tid Feodal-
væsenets Ulykker, og der savnes overalt i Landene en Per-
sonlighed, der kan samle alt det SpUttede og klargjøre. hvad
der skal stræbes efter.

I Danmark har der sjældent været saa meget Ondt oppe
som paa denne Borgerkrigstid, da man mellem geistlige og
verdslige Høvdinger kun sjældent finder en fast Karakter, og
da Evnen til at lystre og holde trofast sammen synes gaaet
tabt, medens SpKdagtigheden yderligere skjæmmes af Haard-
hed eller grum Uforsonlighed*).

Ingen Begivenhed belyste stærkere al Tidens Troløshed,
Uklarhed og Holdningsløshed end det Korstog mod Venden,
som blev sat i Scene 1147.

I Aaret 1144 var Edessa faldet, og Pave Eugen saavel
som Bernhard af Clairvaux havde prædiket Korstog i Frank-
rig og Tydskland for at gjenvinde dette Bolværk for Riget
i Jerusalem, Hverken i det ene eller det andet af Rigerne
vare Forholdene dog saadanne, at et Korstog kunde finde
Sted uden stor Fare for Kongemagten og for Samfundets

1) Det Sind og den Uretfærdighed, som Forfatteren af den ældste
Danmarkskrønike — Roeskilde -Anonymen — lægger for Dagen, kan betrag-
tes som betegnende for Tiden.

632547A

100

egen Fred; men dog sattes det i Værk, om det end ved
Deltagernes Splid og Skinsyge kun bragte Tort og Skade.

Forskjellige Fyrster i det nordlige og østlige Tydskland,
som i Begyndelsen havde ladet sig rive med af den begei-
strede Prædikant, vare dog blevne betænkelige ved at skulle
opsøge Hedningerne i det Fjerne, da de havde dem i deres
umiddelbare Nærhed. Den trosivrige, men uklare Bernhard
erklærede da, at ogsaa Kamp mod Slaverne skulde anses
som Korstog, og saaledes kom helt fjerntliggende og til-
fældige Grunde til at foranledige et Korstog, paa hvilket
Fyrsterne aldrig før havde tænkt*).

Pave Eugen søgte at bringe Foretagendet fuldstændigt
ind under et Korstogs Former og udnævnte en Legat for
Toget, ligesom han tilsagde Korsfarerne den samme Synds-
forladelse, som var givet Krigerne i Østen. Ellogelig forbød
han, at Hedningerne fik Lov tH at tinge sig fri mod Penge,
Et særegent Mærke, Korset over Jordens Kreds, syedes paa
Krigernes Klæder.

I Slutningen af Juli 1 147 havde Korshæren samlet sig
ved Magdeburg. Det var uhyre Skarer*), anførte afmægtige
Fjn-ster, men man maatte vel spørge: hvor var Fjenden? De
Slaver, mod hvem man havde svoret og truet, at enten skulde
de omvendes eller Ude Døden, var jo dog et ganske ubestemt
Begreb. Der boede i Landene i Nord og Øst langs Østersø-
kysten ganske vist Hedningefolk, men i mange Egne vare de
stærkt isprængte med christne Bestanddele; flere Stammer
bleve styrede af christne Fyrster eller dog af Hedninge-
fyrster, der stode i venligt Forhold til de christne Naboer.

*) Hovedkilderne til Korstogets Historie ere aftrykte i Pommersches
Urkundeubuch I. Nr. 34. Jfr. iøvrigt N M. Petersen, Samlede Afhandlinger U.
131 ff., L. Giesebrecht, Wendische Geschichten HI. 24 ff., Bernhardi, Kon-
rad UI 559 ff., Sommerfeld, Germanisiening 39, Wiesener, Gechichte der
christlichen Kirche in Pommern 122 ff.

2) Blandt de svimlende Tal, som Ghron. Montis Sereni (Ser. Rer.
Germ.XXUI. 147) anfører, kan nævnes: item rex Dacie cum centumsuorum
provindalium milibus, frater etiam duels Polonorom cum 20 milibus.

101

Abodritemes Fyrste Niklot havde tidlig forudset Faren
og befæstet Dobin ved Nordpynten af Wismarbugten som et
Tilflugtssted; den blev et udmærket Tilhold for Vendernes
Sørøverskibe. Da Niklot mærkede, at netop hans Land vilde
blive Maal for Korstoget, sendte han Bud til (Jrev Adolf af
Holsten og bad om en Samtale i Kraft af det Forbund,
som for faa Aar siden var indgaaet imellem dem, men Grev
Adolf undslog sig, da han naturligvis ikke kunde optræde
mod en Korsfarerhær. Niklot opsagde da Greven Forbundet,
men lovede at advare ham betimeligt, inden han angreb.

Imidlertid vilde Niklot, da Toget stod for, skræmme
Sachseme alvorligt ved et Angreb. Han faldt ind i Ltibeck
den 26de Juni 1147 — efter at han Aftenen før havde sendt
Bud til Segeberg med Melding om, at hans Skarer nu ryk-
kede frem — ødelagde de der liggende Skibe, brændte og rø-
vede. Og en lignende Skjæbne overgik mange andre Byer i
Wagrien, idet Niklot dog saa vidt muligt søgte at skaane
selve Holstenerne, men vendte sig mod de Westfaler, Hol-
lændere, Friser, der rundt om havde grundet Kolonier her*).

Dette var saaledes Indledningen til Krigen mellem Ven-
derne og de Tydske.

Korsfarernes Hær var bleven delt i to Afdelinger; en
mindre, der vilde blive understøttet af de Danske, drog ind
i det nuværende Meklenburg mod Niklot, medens Hoved-
hæren gik i mere østlig Eetning mod Liutitieme.

Hærgende og plyndrende drog den østlige Hær frem.
Udenfor Malchow i Nærheden af Muritzsøen fandt den et
hedensk Hov, som den kunde ødelægge, ligesom den ned-
brændte Byen*). Derpaa drog en Deling ind paa pommersk
Omraade og gav sig til at beleire Demmin, en By, der delvis
tilhørte Bisp Adalbert af Pommern. Ogsaa mod Stettin
vendte Hæren sig, men denne Bys Indbyggere reiste et Kors
paa Borgen for at tilkjendegive, at de vare Christne, og Bisp

1) Helmold I. 62-^.

«) Ann. Magdeburg. (Ser. Rer. Germ. XVL 188).

102

Adalbert begav sig ud til Korsfarerhæren for at spørge, om
Hensigten var at befæste Christendommen hos Indbyggerne,
thi da skulde man hellere end Krigere sende Bisper, der
kunde prædike; erobre Land vilda man dog vel ikke? Saa
droge Fyrsterne og Hæren skamfulde tilbage^).

Men vi skulle nu se, hvorledes man fra dansk Side stil-
lede sig til dette Foretagende.

Dengang da Korstoget blev prædiket, var den pavelige
Legat Hubald kommen herop for at opfordre til Deltagelse,
og der blev holdt et Møde herom i Lund. Ogsaa fra Kong
Knuds Del af Landet kom der Udsendinge, saaledes Dom-
provst Kjeld af Viborg. Det var betegnende for, hvor nød-
vendigt det var med Vaaben at kue Venderne, at Kjeld paa
Overfarten til dette Møde blev fanget og udplyndret af ven-
diske Sørøvere ; dog befriedes han og løskjøbtes af en Præst*).
De Danske besluttede nu, at Kongerne skulde standse deres
Fjendtligheder og i Enighed tage Del i Korstoget; der blev
stillet Qidsler fra begge Sider paa, at Freden skulde over-
holdes, saalænge Toget varede.

De Danske havde bragt en betydelig Hærstyrke tilveie.
Med Knud som Fører ankom Jyderne til Dobin®), ligesaa
Slesvigerne under Svend, tilsidst indfandt sig ogsaa Sjæl-
lænderne og Skaaningeme*).

1) Vincentii Prag. Ann. (Ser. Rer. Germ. XVII. 663).

2) Langebek, Scriptores lY. 429; Enytlingasaga c* 108.

S) Man har stredet meget om, hvor Dobin laa, men da den yar en
berømt Sørøverby (insigne piratica oppidum), maa den søges ved Havet; et
Brev nævner: insulam prope Dobin, que Libiz dicitur, og da en Lieps
findes i Wismarbugten mellem Pdl og Fastlandet, maa vel Dobin søges
her, jfr. Lappenbei^ i Noten til Helmold I. 62, Bemhardi, Konrad
m 566.

*) I Følge Saxo 676 og Knytlingasaga c. 108 vare begge Konger
med; kun een Konge nævnes af Ann. Magdeburg. (Ser. Rer. Germ. XVI.
188): rex eciam Dacie cum episcopis terre illius et cum universo robore
gentis Bue (heraf Chron. Montis Sereni, se foran S. 100 Anm. 2).

103

Sacliseme modtoge dem med Glæde som Forbundsfæl-
ler^), og de Danske deltoge med dem i Beleiringen afDobin,
medens kun faa Krigere lodes tilbage som Vogtere af
Flaaden.

Imidlertid fik de Danske snart Modstandernes Kriger-
dygtighed at føle, idet disse en Dag gjorde Udfald mod dem

— i Følge Helmold *) havde de Danske været altfor sorgløse

— dræbte Mange og toge Andre til Fange. Langt værre
var dog det Tab, som de danske Krigere lede ved Havnen.
Bøboeme ønskede nemlig at komme deres i Dobin betrængte
Landsmænd til Hjælp, og da de havde set, hvor faa For-
svarere Flaaden havde, angrebe de Skaaningemes Skibe,
som laa yderst ude, og erobrede dem. Jyderne vilde ikke
komme dem til Hjælp, men saa med skinsyg Grlæde paa, at
det gik dem ilde; de stode jo under en anden Konge.
Eoeskildebispen Asser, hvem Kongen havde overdraget det
Hverv at beskytte Flaaden, var aldeles ikke sit Kald voxen,
men skyndte sig feig og overrasket fra Borde i en Baad for
at søge Ly paa et Kjøbmandsfartøi. Skaaningeme havde
bundet Skibene sammen for saaledes bedre at kunne op-
tage Kampen ; under Modgangen overhuggede de dog Tovene
for at slippe bort, men fandt kun Død ved Sværd eller
i Bølgerne. Ved allehaande List søgte Røboeme des-
uden at bibringe de Danske den Tro, at de vare langt
stærkere, end de i Virkeligheden vare, saaledes ved at ind-
ordne de tagne Skibe i deres Eække og tjælde dem, saa at
det ikke kunde ses, at de vare ubemandede, eller ved at
sende Skibe hemmeligt bort om Natten, hvilke saa ved Dag-
gry stævnede mod Kysten som en ny Hjælpeflaade.

Da Efterretningen om det lidte Tab kom til Beleirerne,
droge de tilbage til Havnen og joge med de Skibe, som vare

1) Auct. Gembl. (Ser. Rer. Gerin. VI. 392): Daci et Westphali ae
Saxonum duces consensenint in hoc, ut . . . ipsi . . . vicinam Sclavorum gen-
tem aut omnino delerent aut cogerent christianam fieri.

3) Helmold I. 65.

104

i Behold, Eøboeme paa Flugt, skjønt det var vanskeligt nok
at seile paa Grund af de mange døde Ejroppe, som fløde
omkring ^).

Baade i Meklenburg og i Pommern syntes saaledes
Korsfarerne at have ringe Held med sig. Tydskeme be-
gyndte desuden at blive betænkelige ved Felttoget, og
Fyrsterne sagde til hinanden: „Men er det Land, som vi
ødelægge, ikke vort eget? Og det Folk, som vi kæmpe
imod, er det ikke vort? Hvorfor skulle vi være Fjender af
os selv og Ødelæggere af vor egen Rigdom" *). Efterat
Kampen mod Slaverne i nogen Tid var ført lunkent og for-
sigtigt, kom man tilsidst til Fred og Forlig med dem om,
at de skulde antage Christendommen og løsgive de fangne
Danske. For et Skins Skyld modtoge derpaa mange Vender
Daaben, men af Fangerne løsgave de kun Oldinge og de
ikke arbeidsføre, medens de Fanger holdtes tilbage, som
kunde anvendes til Trællegjeming *). Det Rygte gik, at
Tydskeme for Penge havde forraadt de Danske*).

Ogsaa i de andre Egne af Venderlandet forløb Forsøgene
paa Korsfarerbedrifter paa en lige saa betydningsløs Maade.
Man følte, hvor uklar man havde været om Maal og Midler;
den ene Fyrste efter den anden faldt fra.

1) Saxo 676 ff.

2) Helmold I. 65.

B) Sommerfeld, Germaniaierung des Herzogtums Pommern 40, siger,
at den i Meklenburg kæmpende Hær Intet udrettede, da der snart viste sig
Modsætninger i Interesser mellem de danske og de sachsiske Krigerskarer.
Dette forekommer mig dog ikke at fremgaa af Skildringen; de Danske
gjorde, som det synes, deres Pligt under Beleiringen, hvorimod de sachsiske
Tropper maaske sveg dem (se den følgende Anmærkning). Derimod svækkedes
de Danske ved deres indre Splid, og de vare de eneste af den hele Kors-
farerhær, der lede et alvorligt Nederlag.

*) Auct. Gembl. (Ser. Rer. Germ. VI. 392): 1148. Cum jam ad arma
ex utraque parte ventum fuisset, Teutonici accepta pecunia vendiderunt
Dacos; ceptoque prelio se subtrahentes, multa milia Dacorum Sclavorum
occiderunt gladio. Endog den danskQendtlige Hebnold synes at sige, at
der blev gjort de Danske Uret (1. 65).

105

Vi have set, hvorledes Jyderne ikke vilde hjælpe Skaa-
niBgeme, idet de havde det forfærdelige Nederlag ved Fotevig
i frisk Minde, Deres onde Sindelag skulde blive fuldt ud
tilfredsstillet, thi Skaaningeme mistede under det haarde
Angreb netop deres betydeligste Mænd. En Optegnelse
siger os, at Bøboeme da dræbte alle Skaanes bedste Mænd ^),
og i Lunde Domkirkes Gavebøger staar optegnet ved den
4 August: Asmund og Gudmund, de høitansete Lægmænd,
dræbtes hos Venderne under det hellige Kors' Mærke*).

Tre Aar efter forsøgte Skaaningeme et Hævntog til
Arkona, hvor der kæmpedes Onsdag den 24 Mai 1150, men
Udfaldet var ikke heldigt *), og Venderne overfoer kort efter
Skaane.

Dette er den sørgelige Fortælling om Korstoget mod
Venderne. Utvivlsomt burde Hærtoget have været rettet
med al Bjraft mod et af de Vender folk, hvor Hedenskabet
endnu var uforstyrret, og da intet havde større Betydning
som Midtpunkt for det slaviske Hedenskab end Køboeme,
burde Krigen have været ført mod denne 0*). Litet Folk

1) Petras Olai (Ser. Rer. Dan. I. 176): 1150 in secundo anno elec-
tionis Eanuti et Svenonis pridie Kai. Augusti meliorea omnes de Scania
occisi aunt a Sclavis apud Rø in Sclavia.

I denne Notits ere forslgellige Forhold misforstaaede og blandede
sammen. Det andet Aar efter Knuds og Svends Yalg maa være 1147 —
da virkelig Nederlaget i Yenden fandt Sted — og ikke 1150. Datoen
passer netop ogsaa paa det første Aars Begivenheder; i Juli begyndte
Beleuringen af Dobin. I Slutningen skulde der ikke staa, at Kampen stod
ved Rdgen, men mod Røboeme. Petrus Olai er bleven vildledt af en anden
Kamp, som fandt Sted paa ROgen 1150 (se nedenfor;.

^ Weeke, Lunde Domkapitels Gavebøger 195.

8) Ann. Colbaz. (Ser. Rer. Germ. XIX. 715): 1150. 9 KaL Junii
beUum fuit apud Arcun in Slavia feria 4. Slavi transierunt Scaniam. Her-
af Ann. Ryenses (Ser. R. G. XVI. 402): 1149 bellum fuit apud Arcune in
Sclavia. Da 24 Mai 1150 var en Onsdag, passer Tidsangivelsen. Jfr. A« D.
Jørgensen, Nordens Historie i Middelalderen 205, Bemhardi, Konrad UI
570, Klempin i Pommersches Urkundenbuch L 20.

«) Abbed Wibald fra Korvei havde ogsaa sluttet sig til Toget i det
faste Haab, at Rågen maatte blive erobret, det Land, som Keiser Lothar
formentlig havde givet Klostret Pommersches Urkundenbuch I. 18, 19,
Bemhardi, Konrad III 576.

14

106

var desuden saa farligt som dette ved sit Sørøvervæsen, der
hæmmede al fredelig Seilads og Handel paa Østersøen, foraden
at det lagde vidtstrakte Landstrækninger i Danmark øde ^).

Eent uden Følger blev dog Korstoget for saa vidt ikke,
idet Pommerns Fyrste i det næste Aar mødte paa et sachsisk
Fyrstemøde i Havelberg, bekjendte den christne Tro og
lovede at virke for dens Udbredelse; et Par Aar efter reiste
sig ogsaa de to første Klostre i Oderlandet^). For Danmark
har Toget kun haft sørgelige Følger; det havde yderligere
kundgjort den Splid, som raadede i Folket — Kong Svend,
som havde mistet sit Skib, vilde end ikke tage imod det
Skib, som Kong Knud vilde overlade ham — og Venderne
kunde prale af de vundne Seire;

16. De vendiske Togters Formaal og Eiendommelighed;
Venderne betvinges.

I Aarhundredets Midte havde Vendertogteme naaet deres
Høidepunkt og ført Danmark i den største Nød og Ulykke.
Men som Nøden var svarest, skulde Hjælpen ogsaa være næst;
den kom gjennem Biskop Absalon og Kong Valdemar.

1) Ann. Palidenses (Ser. Rer. Germ. XVI. 82): principes popolornm
congregati sont, uti Sclavorum trans fluyium Albiam commorantium nefarios
ansus inhiberent, quibus Danorum gentem infinita strage detriverant. Hel-
mold I. 62: ulturi mortes et exterminia que intulerunt christicolis, precipue
vero Danis. Helmold I. 65 betoner ogsaa, hvorledes et Hovedformaal ikke
blev naaet: nec cohibuerunt manus a depredatione Danoram.

2) Sommerfeld, Germanisierung 41. — Wendt, Gennanisiening der
Lander dstlich der Elbe II. 19, udtaler, at Korstoget alligevel har haft den
største Betydning for Landene mellem Elben og Oder. Landet, som
allerede forhen var tyndt befolket, var nu ved Befolkningens Flugt blevet
helt øde: „diurch das monatelange Verweilen der fanatischen Ereuzfahrer-
massen zu einer fast menschenleeren Ein5de gemacht worden**, hvilket
atter skulde have lettet den senere Indvandring af Tydske. Dette kan
dog næppe bevises ved, at der nævnes øde Byer ved Tiden 1170, og det
hele Korstog varede knap to Maaneder. De hedenske Vender ere sikkert
snart igjen komne frem fra deres Borgvolde og andre Skjulesteder.

107

Vi staa ved Grænsen for vor Undersøgelse og skulle nu
til Slutning kun betragte de vendiske Hærtogs hele For-
maal og Art. Da vi foran have vist, hvorledes de Danskes
Vikingeliv havde oplært Venderne i at færdes dristigt paa
Søen, vil det ligge nær at undersøge, om de vendiske Hær-
farter kunne sammenlignes med Normannernes Togter i
Krigens Førelse og Angrebenes Formaal og Resultater.

Man kan sikkert sige, at der er en vis Utilbøielighed til
at anvende Betegnelsen Vikinger paa de Vender, som plyndrede
vore Kyster. De forekomme os at tilhøre en Krigerklasse
af et ringere Trin og alene at burde betegnes som Sørøvere,
medens der til Vikingenavnet er knyttet foruden blodige
Gjeminger dog saa meget Lysende og Skjønt. Nordboernes
Vikingetog bleve Indvielsen til nye Tider for dem selv og
for mange Folk i Europa, medens Vendernes Hærfarter kun
synes at sønderbryde og nedrive og i Virkeligheden bleve
Østersøvendernes sidste Livsyttringer.

Forskjellen viser sig for det Første i selve Krigsførelsen.
Slaverne ere tapre, dristige Kæmper, men én saadan Snar-
hed, Snildhed og Opfindsomhed, som udmærkede Normannerne,
synes ikke at være tillagt dem. Hvad de formaa, have de
lært af Nordboerne, men de synes ikke at have ført det
Lærte videre. Dette gjælder deres Kampmaade, hvor de kun
maaske have været dristigere end Nordboerne i at føre Heste
over Havet. Hverken i Vaabnenes Art eller i deres Skibes
Bygningsmaade synes de at have haft noget Fortrin for de
Danske.

Men ogsaa i hvad de tilsigte, holdt de sig indenfor
snævre Grænser. Paa Adam af Bremens Tid synes kun paa
to Steder af Venden Sørøvervæsenet at være uddannet til
egentlig Næringsvei eller Hovedbeskjæftigelse for Beboerne,
nemlig paa Femern og Etigen. „Disse to Øer ere fulde af
Sørøvere og de grusomste Ugjerningsmænd, som Ligen skaane,
der farer forbi. Thi de slaa alle dem ihjæl, som Andre
pleie at sælge" (IV. 18). Som Modsætning hertil fremhæver

108

Adam, hvorledes Preusserne ile dem til Hjælp, som strande
eller forfølges af Sørøvere. Men det vil ogsaa ses, at Skil-
dringen nærmest gaar ud paa, at Fememboerne og Røboeme
plyndre de Skibe, som komme i Nærheden af deres Øer,
ikke derimod paa, at de fare langveis paa Rov; dernæst
have de ikke udviklet deres Pirathaandværk til at skaffe
sig Fanger, som de kunde afsætte paa fremmede Markeder,
saaledes som det dog senere var Vendernes Skik ; de dræbte
dem simpelthen. Snart skulde imidlertid mange andre ven-
diske Egne end hine to Øer deltage i Sørøverlivet, og Plyn-
drerne søge viden om med større Formaal.

I Vendernes Optræden overfor Fremmede synes et
særligt Træk at komme frem, som ikke fandtes hos Nor-
mannerne. Vikingerne angrebe de Ohristne for at vinde
Bytte og Jord; derimod mærker man ikke til, at de have
villet gjøre Propaganda for deres egen Tro; de plyndre
Kirker og Klostre, fordi de ere rige, de tage høie Geistlige
til Fange for de gode Løsepenges Skyld ^). Men ligesom
Venderne vare langt ivrigere end Normannerne i at forsvare
deres hedenske Tro mod alle Forsøg paa Omvendelse, saa-
ledes synes der hos dem at være større Lyst til at haane
den ohristne Tro og dens Helligdomme og til at pine og
myrde, ja korsfæste de ohristne Præster*).

Om Venderne end, i alt Fald ved det Ilte Aarh undredes
Slutning, have uddannet sig til dygtige Søfarende, ere dog
baade paa denne Tid og senere de Maal, de sætte sig, kun
smaa i Sammenligning med de nordiske Vikingers. De
droge ikke ud paa de store Verdenshave, de toge ikke Del i
Farterne til England og Frankrig, end sige til langt fjernere
Dele af Verden, kun en eneste Gang naaede de op til den

1) SteenBtrup, Normannerne II. 356 f.

^ Adam HI. 50 (jfr. ovenfor S. 76), Helmold I. 52, Ebbo, Vita Ottonis
m. 6, 13 (Pertz, Scriptores XII. 863, 869). — Svend Grathes Forbund
med Venderne er ham til liden Ære (Saxo 716), men særlig 8kamme%t var
det, at han sendte et kostbart Bæger som Gave til Guden Svantevlt
(Saxo 825 f.).

109

norske Eyst og endda kun saa langt som til Gøtaelv. Det
er hurtige Farter, næppe paa mange Uger, ved hvilke de
angribe Eystlandskabeme i hele den sydlige Del af Danmark,
medens de efter Angrebet hurtigt trække sig tilbage til
Vendens Vige og bag dets Øer. De rykke sjældent ind i
Landenes Midte, de lade som oftest Byerne i Fred og give
sig ikke til at foretage Beleiringsarbeider. Saxo fortæller,
at Venderne engang under Svend Grathes Regeringstid
besluttede, „eftersom de iforveien havde ødelagt Landskabet,
at gaa hvert Sted forbi, hvor intet Bytte var at faa, og der-
imod at overrumple Roeskilde" *}. Dette Forsøg løb imidlertid
saare uheldigt af, de naaede knap. Forstaden og lede et stort
Nederlag. I Aaret 1157 blev Fyen hjemsøgt saa grumt af
Venderne, at Øens Opkomst næsten ikke syntes mulig;
maaske er Odense bleven brændt ved denne LeiUghed, hvad
dog kun en meget sen Kilde udsiger*). Nogle Aar senere
synes Aarhus By eller maaske snarere Bispedømme at have
lidt haardt ved Venderangreb *). Saaledee ere disse Efter-
retninger om plyndrede Byer faa og usikre. Om Norman-
neme vide vi derimod, at de særlig ivrigt hjemsøgte Byer
og røvede de her samlede Skatte, ligesom de ikke toge i
Betænkning at undergive Byerne en formelig Beleiring.

1) Saxo 704.

*) Den eneste Kilde herfor er Com. Hamforts Series cpiscoporum
Otthon. fra o. 1600 (Ser. Rer. Dan. VII. 220), om at Biskop Bicolf „expertus
est et vidit bellum sociale et intestinum triomyiram, præterea urbis Otthoniæ
funestum incendium, yastitatem et solitudines Fioniæ a piratis Hænetis fæde
illatas^. Imidlertid kan dette være en Slutning paa Grundlag af Saxos
ahnindelige Skildring af Toget (S. 716): panro post tempore vi Sclavica
tanta apud Fioniam clades incidit, ut, si secundam buic simHem accepisset,
cultu vacua mansisset, resque ejus non afflictæ modo, verum etiam perditæ
fmssent Desuden omtaler Saxo Odense paa den Tid uden at sige, at den
var brændt.

^) Der synes snarest tænkt paa Bispesædet og dets Eiendomme;
Saxo 739: eodem anno civitas Årusiensis accrrimis piratarum incursibus
afflicta proditur. Hele Sætningen, jfr. Flertallet incursibus, synes bedre at
passe paa et Landskab end paa en enkelt By, og civitas findes adskillige
Steder hos Saxo i Betydningen Bispesæde: S. 507 (Bisp Odinkar giver saa
store Eiendomme) ut excellentissimæ totius Jutiæ civitates, quicquid pæne
prædiorum possident, a religiosa ejus donatione perceperint; jfr. S. 621.

110

I Vendernes Søtog spores der ikke heller nogen Udvik-
ling; der kommer ikke en Tid, da de slaa sig ned paa de
danske Kyster og overvintre; de have end ikke bygget sig
et fast Centrum, et Jomsborg, indenfor Danmark, der kunde
være Udgangspunkt for deres Angreb; de kunne samle sig
til Flaader paa flere Hundrede Skibe, men de danne aldrig
saadanne store Hære med gjennemført Organisation som dem,
der underlagde sig vidtstrakte Landsdele i Europas vestlige
Eiger. Men netop derfor blev der heller ikke Tale om, at
Venderne grundede nye Stater eller kom til at tilføre en
bestaaende Stat et nyt samfundsbyggende Element.

Det faldt, som det ajt er sagt, de Danske let at om-
gaaes Venderne, der ofte traadte i dansk Tjeneste, men paa
den anden Side havde de heller intet Nyt at bringe de
Danske uden maaske paa enkelte Næringsveies Omraade, som
Venderne særlig havde uddannet. Der kan ikke være Tale
om, at de i Poesi eller Kunst have paavirket det danske
Folk. Og medens Normannerne i deres Kolonier i Vesten frem-
stode som ivrige Christne, opofrende Venner af Kirken, yd-
myge Pilgrimme, tapre Riddere og dygtige Statsmænd, har
Vendernes Fremtræden været præget af en uforanderlig Ens-
formighed,

Venderne synes ikke at have søgt nogen Vinding af
aandelig Art her i Landet, og dersom de tragtede efter at
erobre sig Land og Jord, have de i hvert Fald kun gjort
svage Skridt for at opnaa det. Dette vil ogsaa fremgaa af
en Betragtning af deres Hærtogs Resultater.

Skildringen hos Saxo af Landets Ødelæggelse klinger
forfærdeligt. Fra Vendsyssel ned til Eider laa mod Øst alle
Landsbyer øde hen og Marken uden Dyrkning. Sjælland var
i Øst og Syd forladt af Befolkningen og gav Røverne et Til-
holdssted ; paa Fy en var der kun nogle faa Indbyggere tilbage.
Om end Falster er et lille Land, er dets Indbyggere tapre,
og de sloge Fjenden bort eller fik ham til at vige med det
Gode; Laaland, som var saa meget større, kjøbte derimod

111

Fjenden bort*). Hertil svarer den Udtalelse andetsteds hos
Saxo, at næsten en Trediedel af Danmark laa øde hen^).
Endnu i Biskop Svend af Aarhus' Testament 1183 nævnes
Eiendomme paa Mols, der vare store i Udstrækning, men i
Værdi ringe, fordi de ligge ved Havet og ere udsatte for
Hedningernes Indfald').

Trods alt dette mærker man kun lidet til, at Venderne
sigtede efter at slaa sig ned i Danmark. Der kan vel næv-
nes enkelte Exempler paa, at Vender vare bosatte her, saa-
ledes den vendiske Speider, som Absalon jævnlig anvendte,
men der nævnes aldrig nogen vendisk Borg her i Landet
eller blot et bestemt Punkt, hvortil de vendiske Flaader
søgte hen som fast Tilholdssted.

Kun et eneste Bevis vil kunne anføres for, at en ven-
disk Kolonisation er bleven forsøgt, nemlig de endnu be-
varede vendiske Stednavne paa Falster og Laaland*). Imid-
lertid bør der ikke tillægges dem for stor Betydning.

Der kan paa Falster kun nævnes to saadanne Navne,
nemlig Hovedgaarden Korselitze (Kong Valdemars Jordebog:
Kocæliz^)) og den nu forsvundne t/erZzY^e GoareZ ; en Voldplads
ikke langt fra Væggerløse Kirke betegnes endnu som Jerlitse
Marken^). Hvad dette sidste Navn angaar, maa det imidler-
tid mærkes, at den udførlige Falsterliste i Kong Valdemars
Jordebog ikke nævner noget Jerlitse, hvorimod den netop i
denne samme Egn anfører et nu ukjendt Warlosæ^ hvorfor

1) Saxo 706.

8) Saxo 736.

8) Ser. Rer. Dan. V. 250, jfr. Steenstrup, Studier over Kong Valde-
mars Jordebog 426.

*) Hoyedundersøgelsen om disse er Fr. Schierns Afhandling Om den
slayiske Oprindelse til nogle Stedsnavne paa de danske Smaaøer i Historiske
Stadier II. 440 ff.

5) Trap, Danmark ^ IIL 290. Pontoppidan, Danske Atlas III. 369:
Irlitzegaard ... er ikke mere til. Schiem 1. c. sætter den urigtigt paa
Laaland.

«) Kong Valdemars Jordebog yed O. Nielsen 29, 69, 158.

112

det forekommer mig sandsynligt, at Voldpladsens Navn har
oprindelig været et godt dansk Navn paa -løse.

Paa Laaland findes kun 5 Navne, som kunne komme i
Betragtning. Kramnitze Odb er Navnet paa et smalt Indløb
til Rødby Fjord; Ordet har slavisk Udseende og synes at
have Paralleler i Venden. To Smaaøer ved Laalands Syd-
kyst kaldes paa Videnskabernes Selskabs Kort 1776 Store og
Lille Billese^ ligesaa paa Søkortarkivets Kort 1838, hvor-
imod Navnet paa Generalstabens Kort og i anden Udgave
af Traps Danmark skrives Billesholme (i tredie Udgave af
dette Værk er tilkommet en Billitse Mølle). Navnet er saa-
ledes lidet afhjemlet, hvad Form og Ælde angaar, og selvom
der kan paavises slaviske Landsbyer med Navne som Bielitz,
Bielice, kunne disse ikke ret komme i Betragtning overfor
et Ønavn. Binnitse Hovedgaard i Fuglse Herred klinger
slavisk, men kan vist kun forfølges tilbage til det 15de Aar-
hundrede. Landsbyen TiUitse i Sønder Herred skreves i
ældre Tid Tylse, Tylitze. Ikke langt derfra findes Lands-
byen Kuditse^).

Saaledes vil det ses, at disse Navne i det Hele ikke
kunne føres tilbage til Valdemarstiden, og at enkelte af dem
endda kun lade sig paavise i en ret sen Tid. Man savner
derfor den Hjælp til den rette Fortolkning, som de gamle
Former afgive, og den hele Slutning bliver usikker*).

Derimod er det vist, at Laalikeme paa hine Tider vare
traadte i nærmere Berøringsforhold med Venderne og havde
ladet sig kue af dem i en Grad, som gjorde deres Troskab
overfor Danekongen mistænkelig. Derfor gaves der ogsaa
først i sidste Øieblik Laalikeme Befaling om at støde til
den samlede Flaade, for at de ikke skulde hemmeligt røbe

1) Trap, Danmark 8 HL 173, 174, 176, 213, 228, 288.

i) Det forekommer mig derfor, at A. D. Jørgensen gaar altfor vidt,
naar han skriver: »Lige utvetydige ere de Forsøg, der fra vendisk Side
gjøres paa at faa fast Fod hinsides Havet, underkue og udrydde de splid-
agtige Nordboer og skabe sig et nyt Hjem paa deres frugtbare Øer< (Hist.
Tidsskrift 4 R. I. 753).

113

for Venderne, hvad der var paabndt^). Den samme For-
sigtighed iagttog man iøvrigt overfor Falstringerne, der vare
saa gode Venner med Venderne, at de paatoge sig at bevogte
deres Fanger* Derfor var der ogsaa almindelig Forbitrelse
imod Falstringerne, og man tænkte endog engang paa at
gjøre et Straffetog imod dem, hvad især Sjællænderne vare
beredte til. Valdemar og Absalon bleve imidlertid i sidste
Øieblik syge, og derved afværgedes lykkeligt denne Borger-
krig«).

Nei, naar Danmarks Undergang paa hin Vendertid man-
gen en Gang syntes at forestaa, da var Grunden ikke den,
at Lemmer huggedes af Landet og Landsdele berøvedes det,
men det var fordi Riget martredes af de ydre Fjender som
af en stadig tilbagevendende Sygdom, indtil Livet næsten
S3nites at maatte forlade det. Og Farerne truede saa over-
mægtigt, fordi indre Svaghed og Splid tærede paa enhver
Kraft.

Da træder Absalon frem og kalder den langsommere
Kong Valdemar, der dog stræbte mod lige saa høie Formaal,
tU at optage den Gjeming, som forestod, at samle de splittede
Kræfter om Landets nationale Opgave. Hvad Valdemars
Fader havde begyndt, var det Sønnens Pligt at fortsætte,
ikke blot som en overtaget Arv, men fordi han nu skulde
værge det hele Land.

Kun langsomt kunde han og Absalon prøve sig frem.
Det var meget dristigt at tro, at Folket strax kunde løse
Hovedopgaven at betvinge Rtigen, og det viste sig snart
umuligt at samle det hele Folk til en fælles Bedrift. Efter
en Bække Togter lærte Kongen at se, hvad han kunde naa,
og voxede sig klog og stærk, og da Arkona faldt 1169, var
den værste Brod brudt af den slaviske Magt.

Det, som naaedes, var imidlertid langt mere end en
Befrielse fra Sørøverier, det var Erobring af store Landstræk-

1) Saxo 741.

2) Saxo 739—41.

15

114

ninger og Omvendelse af en hedensk Befolkning til Christen-
dommen. Frugterne tilfaldt ganske vist tilsidst det tydske
Folk, men derfor fik det vundne Resultat dog ikke mindre
Værd, idet det befæstede Danmark i indre Henseende og
skabte Landet en Hidtil ukjendt Opkomst; det opbyggede
for en Tid et stort dansk Vælde i Østersølandene og banede
i disse Vei for Ghristendommen og en mere mangesidig
Kultur.

Skjønt alle Danske deltoge i Valdemarstidens Stordaad,
er det sikkert, at Æren fortrinsvis tilkommer Indbyggerne
i enkelte Landskaber. Det var ikke godt, om ikke stundom
een Landsdel var et Stykke forud for de øvrige Dele af
Landet. Netop en saadan Kappestrid skaber den fortsatte
Virkelyst; indenfor hvert Regiment kappes Kompagnierne
og indenfor Kompagniet den enkelte Mand; snart staar den
ene med Hæder, medens den anden træder i Skygge for
desto ivrigere at søge frem i den fortsatte Kappestrid, hvor
maaske den, som nys stod først, vil have tabt sit Mod eller
sin Udholdenhed.

Fra Sjællænderne var det, at den store Kamp mod Fjen-
derne i Syd udgik. Skjalm Hvide havde indledet Reisningen
imod dem, og Roeskildeborgeren Vethemann havde kaldt
Mange til virksom Kamp mod Sørøverne. Absalon var fuld-
blods Sjællænder, og kun tøvende tog han imod den høie
Plads i Lund. Han og Valdemar havde under alle disse
Kampe stadig trofast Støtte af Skaaningeme, ret ofte af
Fyenboeme. Men til Jyderne mærkede man derimod kun
lidet. Deres Land havde forholdsvis været mindst udsat for
Vendernes Plyndringer, Hævnlysten var ikke ægget nok, og
Ønsket om at stride ikke stærkt fremme; forøvrigt maatte
Togene tidt finde Sted med saa kort Forberedelse, at der
ikke blev Leilighed til at udbyde Jyderne. I Jylland sad
desuden ikke faa Misfomøiede, som kun vrangvilligt adløde
Kongen, saaledes Prins Buris og hans Parti.

115

I Efteraarstoget 1159 deltoge nogle faa Jyder, medens
derimod Sjællænderne og Skaaningeme havde sendt mange
Skibe*). Under Toget det følgende Aar slap Provianten op
for Jyderne, hvorfor de vilde forlade Flaaden; da delte Sjæl-
lænderne og Skaaningeme gavmildt deres Forraad med dem,
medens Pyenboeme ikke vilde afstaa Noget af deres Føde-
varer, uagtet de havde Overflod*). løvrigt se vi ogsaa paa
Valdemars Tog til Norge (1168) Jyderne paa Tilskyndelse af
deres Høvdinger holde Stævne indbyrdes og raabe høit paa,
at Ledingen skulde afbrydes'). I det store berømmelige
Togt op ad Dievenow vare Jyderne Deltagere; da Hertug
Kasimir havde spærret denne Havarm i Nord og hans Bro-
der Bugislav i Syd, syntos de Danske fangne i en Sæk,
hvorfor de jydske Høvdinger overvældede Absalon med
Skjældsord som den, der havde bragt dem i Ulykke, uagtet
de selv ved forhastet Fremrykken vare Skyld deri*). Aaret
derefter foretoges en Hærfart til Wagrien, hvori Sjællændere,
Skaaninger og Sønderjyder deltoge, og der blev gjort rigt
Bytte, hvorfor ogsaa Jyderne senere, da man traf dem ved
Gjedser, viste sig i høi Grad misundelige og klagede over,
at Sjællænderne fik alt Byttet, medens de selv gik glip
deraf*).

Endnu i Kong Valdemars sidste Leveaar mærkes denne
Vrangvillie hos de jydske Krigere. Tropper fra alle Lands-
dele vare samlede i Grønsund, idet man agtede at beleire
Svinemtinde, som Venderne havde befæstet. Foretagendet
var ikke let udførligt, hvorfor Kong Valdemar for ikke at
miste sin Anseelse som Hærfører vilde overlade sin unge
Søn Knud og Absalon Befalingen, men Absalon vilde nok

1) Saxo 752: Autumno rex crebra Sialandensium ae Scanorum, rara
vero Jutensium manu provinciam Arcon urbi confinem adortus.

2) Saxo 755.

3) Saxo 820.

4) Saxo 861.

&) Knytlingasaga c. 124, Saxo 878 f.

116

anføre Sjællændere og Skaaninger, derimod ikke Jyder.
Kongen var imidlertid bleven syg, men vendte dog først
hjem, efter at Høvdingerne havde givet Tilsagn om at
kæmpe trofast. Men efter at en voldsom Storm længe
havde holdt Flaaden paa samme Sted, lød igjen Jydernes
Eaab om, at Provianten slap op, og at man burde drage
hjem. Biskop Omer af Eibe lod en af Ophavsmændene
fængsle, men da bleve først Urolighederne almindelige, og
den unge Knud, Valdemars Søn, besluttede at give Hjemlov.
Synet af den tilbagevendende Maade forværrede Kongens
Sygdom, og en af de følgende Dage døde han^).

Endnu skal kun mindes om den glimrende og afslut-
tende Kamp under Kong Knud (1184). Kongen havde plan^
lagt et Tog mod Esterne, da der kom Melding til Absalon
om, at Hertug Bugislav havde samlet en Elaade paa 500
Skibe for at overfalde Sjælland. Ilsomt lod Absalon hver
vaabenfør Mand paa Sjælland og de tilhørendeøer sammen-
kalde, ogsaa til Fyenboer og Skaaninger gik der Bud om at
møde inden Sjettedagen, eUer ogsaa blive hjemme. Næsten
før Tiden kom Sjællænderne sammen, medens fra Fy en kun
6, fra Skaane kun 14 Skibe naaede til Mødestedet. Flaaden
stævnede til det smalle Farvand mellem Pommern og Eli-
gen, hvor de Danske paa anden Pintsedag vandt den glim-
rende Seir over Bugislav og erobrede halvfemte Hundrede
Skibe«).

Det foran Fremsatte vil være tilstrækkeligt til at vise,
hvorledes især det østlige Danmarks Mænd vare Eigets For-
kæmpere. Og dog var der eet Landskab i Jylland, som
fuldt havde sluttet sig til den store Krigergjeming og staaet
Last og Brast med Ødanskerne; det var Sønderjyderne.
Hedeby havde været Sæde for Danmarks Hertug, den Mand,

1) Saxo 953 ff. Jfr. fremdeles S. 943: rex Scaniam ... ejus Sialan-
diæque militia succinctus . . . Fioniensium Jutorumque comitatum, ob præ-
bita ab eis jamdudum seditioni irritamenta, pertæsus.

2) Saxo 969 ff., Knytlingasaga c. 128.

117

hvem det almindelige Forsvar af Landet paahvilede; KJDud
Lavard havde med stor Berømmelse virket i sit Kald og i
en Aarrække skabt Tryghed for Borgerne* Traditionen fra
Hedeby var gaaet i Arv til hans Søn, og deri maatte ligge
en stærk Tilskyndelse for Slesvigerne til at tage Del i det
store Arbeide. Men i det Hele var Kong Valdemars Slægt
knyttet til de sydlige Egne af Danmark. Knud Lavard
havde givet sin Halvbroder Erik Emune Jarlestillingen over
de sydlige Øer, Svend Grathe, Eriks Søn, var bleven valgt
til Konge af Sjællændere, Skaaninger og Mændene i Hedeby^).
Uagtet Valdemar var nøie knyttet til Hvideslægtens Land
Sjælland, opholdt han sig dog jævnlig i sin Fødeby Slesvig,
og det var til St. Pederskirken her, at han skjænkede Halv-
delen af Mønten i Byen og den halve Hovedlod af Fædrene-
arven *). Ved at bygge Danevirkes storartede Mur af brændte
Sten havde han vist, i hvilken Ghrad Forsvaret af Sydgræn-
sen laa ham paa Hjærte.

Endvidere indsatte Valdemar her til Grænsevogter sin
tapre unge Søn Christopher, som Tove havde født ham.
Allerede inden Christopher var voxen, fulgte han med paa
Hærtog mod Venderne, ja var endog, med Absalon ved sin
Side, Anfører for et af disse. Som Hertug i Slesvig krigede
han løs imod Wagreme med de Tropper, han havde til sin
Eaadighed^); han deltog sammen med Esbem Snare i det
djærve Togt, da man paa Øland kæmpede mod Ester og
Kurer, og fulgte med paa Valdemars Hærtog. Da bortrev
Døden ham nogle og tyve Aar gammel. Den unge Prins
havde aabenbart været levende grebet af Tanken om at
fortsætte sin Faders og Farfaders Gjeming til Landets
Forsvar.

Ogsaa om en anden sønderjydsk Embedsmand skal her
mindes. Kong Valdemar havde 1178 udbudt Leding af hele

1) Saxo 676.

S) Hasse, Schlesw.-Holstein.-Lauenb. Regesten u. Urkunden. I. 69 f.

3) Saxo 878.

118

Eiget undtagen Nørrejylland i), og da Kongen ikke selv
vilde deltage i Toget, havde han givet sin Søn Knud og
Absalon Overbefalingen. Sønderjyderne, der skulde støde til
Flaaden, bleve paa Seiladsen til Venden overfaldne af et
forrygende Veir, og den slesvigske Bisp Frederik, som
stævnede frem for fulde Seil, kuldseilede og druknede med
alt sit Mandskab. Den gjæve Mands Død var en stor Sorg
for de danske Krigere, men ikke mindst sørgede Absalon
over Tabet af sin hjertenskjære Ven. løvrigt var dette Togt —
til Ostrosna og Wolgast — lige saa kort som glimrende.
De vendiske Fyrster tilbøde at kjøbe sig fri, og efter ni
Dages Forløb vendte Flaaden hjem med sine Skatte *).

Saaledes tror jeg, at man kan forfølge, hvem der paa
Valdemarstiden udgjorde det unge Danmark*), den Del af
det danske Folk, som var klar over Landets store Opgave
og væsentlig bidrog til at gjennemføre den. Utvivlsomt
havde det nationale Forsvar mange djærve og tapre For-
kæmpere i Nørrejylland, men denne Landsdels Lidbyggere —
som senere ofte besad Landets seigeste Modstandskraft, og
som bragte Befrielsen i det 14de Aarhundrede, da Tydskerne
i langt høiere Grad end forhen Venderne havde kuet det
danske Folk — holdt sig paa disse Tider stærkt tilbage.
Dette var Følgen af den forudgaaende Menneskealders in-
dre Splid, som havde faaet sit stærkeste Udtryk i Fotevig-
kampen. Men op over denne Strid mellem Landsdelene
hævede sig saa den dygtige Kongeslægt, der omsider naaede
at kvæle Urolighedens Aand og at samle det hele Folk om
store, indre og ydre Opgaver,

1) Saxo 926: quam [Sclaviam] dum, septentrionalibus Jutis supersedere
Jussis, auBtrales immenso ventorum flatu peterent etc.

2) Saxo 926 ff., Knytlingasaga c. 126.

^) Ogsaa i andre Henseender gaa Søndeijydeme sammen med
Ødaneme. Saaledes vægrede Nørrcjydeme sig som bekjendt gjennem Aar-
hundreder ved at betale Bispet'ende, hvilken derimod blev gjennemført af
Absalon i Sjælland og Skaane, i Søndeijylland af Biskop Valdemar af
Slesvig. Suhm, Historie af Danmark Vni. 694; Hasse, Schleswig-Holst-
Lauenb. Regesten u. Urkunden I. 81.

119

Som A ar et, da Arkona erobredes, angiver den samtidige
Helmold 1168, og ham følge de fleste tydske Forfattere, hvorimod
man i Danmark er mest tilbøielig til at anse Aaret 1169 for det
rette. Jeg kan ganske slutte mig tQ A. B. Jørgensens Bevis-
førelse herfor ^), men skal fremføre enkelte Data, som yderligere
støtte denne Antagelse.

Imellem Kildernes forskjellige Angivelser kan der kun være
Tale om Valg af et af de tvende Aar 1168 eller 1169. Aaret
1170 er udelukket bl. a. derved, at et utvivlsomt ægte Brev af
Keiser Frederik Barbarossa, der er udstedt i de første Dage af
Januar 1170 (dets Indhold vil straks blive nævnt), omtaler den
under Medvirkning af Bisp Bemo stedfundne Erobring af Bugen').

Af de danske Aarbøger fortjene især Annales Oolbazienses ^)
og Rydaarbogen *) at fremhæves. De nævne begge ved Aaret
1170, at „Rugen erobredes af de Danske og omvendtes til Christen-
dommen", men da den første sætter Thomas af Canterburys Mord
til 1171, er den her et Aar for langt fremme, og da den anden
(som har Ærkebispens Mord rigtigt ved 1170) lader Knud Lavard
blive skrinlagt 1171, skjønt dette ubestrideligt skete 1170, synes
Aarstallet ogsaa her rykket frem, og Aaret 1169 bliver sandsynligt
for Erobringen. Aaret 1170 er fra disse Kilder gaaet over i
andre danske Aarbøger ^) ; ingen dansk Aarbog har 1 1 68, Lunde-
aarbøgeme ved en Feilskrift 1167 ^.

Tre tydske Aarbøger have optegnet Begivenheden, men af
disse stamme de to fra den tredie, nemlig den velunderrettede
magdeburgske Aarbog (den kaldtes tidligere den sachsiske Chrono-
graph); den har Aaret 1169, saaledes som ogsaa de to afledede
Kilder ').

1) Hist. Tidsskrift 4 R. I. 785 ff.

3) Brevet er trykt i Codex Diplom. Pomer. L Nr. 28 S. 66. — Datoen
er usikker, men i Januar var det.

«) Pertz, Scriptores XXIX. 175.

4) Pertz 1. c. XVI. 403.

fi) Ann. Valdem. & Vitescol. (Pertz, Script. XXIX. 178), Ann. Essen-
bec. 1. c. 224).

«) Langebek, Scriptores I. 241. Perts 1. c. 205.

T) Ann. Magdeburg. (Pertz, Scriptores XVI. 193): 1169* Waldomarus
rex Danorum a^junctis sibi Liuticiorum principibns ad Rugianos »profectus,
deos eorum succidit, et multo auro et argento de precipuo fano ipsorum

120

Aabenbart stammer ogsaa fra dette Aar en Bulle af 4
November, hvorved Pave Alexander overdrog Absalon alt geistligt
Herredømme over Riigen ^). Kong Valdemar havde sendt Johannes
af Brienne som sin Udsending til Bom, Absalon sin Klerk Magister
Walter, og efter at Paven havde erfaret, at Øen Rø, hvis Indbyg-
gere haardnakket havde holdt fast ved Hedenskabet og ved Indfald
idelig foruroliget deres Naboer, nu vare vundne af Kongen og
omvendte til Ghristendommen, bevilligede han, at den i kirkelig
Henseende, eftersom Øen var for lille til selv at have en Bisp,
lagdes under Biskop Absalon og hans Eftermænd«

Brevet er ganske vist ikke dateret, og det kan efter Pavens
Opholdssted lige saa godt være udstedt 1170 som 1169, men at
det sidste Aar er det rette, fremgaar af, at Paven aabenbart samtidigt
har udstedt det Brev, hvori han gav Tilladelse til, at Knud Lavard
optoges blandt Helgenerne, og Knuds Sknnlæggelse fandt vitterlig
Sted i Poraaret 1170. Det er jo ogsaa det ene sandsynlige, at
Absalon umiddelbart efter Erobringen har sendt Mænd til Rom for
at faa de Danskes Ret til Øen godkjendt. Til Aaret 1169 sættes
Brevet da ogsaa af Udgiveren af Godex diplomaticus Pomeraniæ.

Det nylig nævnte Brev, hvori Keiser Frederik stadfæster
Munken Bemo i Besiddelsen af Schwerins Bispesæde, er endvidere
fra Januar 1170. Brevet fortæller om, hvorledes Bemo, efterat
Røboemes Afgudsbillede var ødelagt, havde tvunget de Vrang-
villige paa St. Viti Dag til Daab*); senere havde han med
Evangeliets milde Ord besøgt de saaledes med Tugtens Ris
skræmmede og ved Undervisning gjort dem til Troens frivillige
Bekj endere. Til det Omraade, som Keiseren underlægger hans
Bispesæde, hører ogsaa Rugen, der stod under Hertugen af
Sachsens Magt.

ablato, umbram eis christianitatis impressit, que in brevi tam ipsias avaricia
quam doctorum penuria et desidia abolita est Jfr. Wattenbacb, Geschichts-
quellen » IL 438.

1) Dipl. Ama-Magn. I. 251; Codex Diplom. Pomer. I. Nr. 27.

2) Naar Dagen for Arkonas Fald gjeme angives til 15 Juni, er det
for saa vidt rigtigt, at de Danske, som 14 Juni havde modtaget Ar-
konaboemes Tilbud om Overgivelse, først den næste Dag rykkede ind i
Borgen, tilintetgjorde Svantevitbilledet og døbte Beboerne, jfr. Kr. Erslev i
Histor. Tidsskr. 7 R. H. 597 ff.

121

Vi have set, hvorledes Kong Valdemar og Absalon havde
haft største Hast med at erhverve sig Pave Alexanders Stad-
fæstelse paa, at Rø inddroges under Danmark; men med lige saa
stor n har aabenbart Bemo og hans Hjælpere henvendt sig til
Keiser Frederik og faaet ham til at nedlægge Indsigelse mod, at
Øen kom under en dansk Bisp. Brevet er som sagt udstedt i de
første Dage af 1170.

Der findes endvidere i Knytlingasaga en Oplysning, som
ligeledes vil kunne bidrage til en Fastsættelse af Aaret.

For at gjøre dette klart vil jeg angive, hvorledes Festerne
&lde i Mai og Juni i de to Aar, hvorom der her alene kan
være Tale:

1168. 1169

19 Mai Pintsedag.

8 Juni Pintsedag.

14 Juni Lørdag.

15 Juni St. Viti Dag. 15 Juni St. Viti Dag {Trinitatis

Søndag).
Knytlingasaga c. 122 fortæller, at Valdemar udbød Leding,
foer til Bligen „og kom dér paa Pintsedag og vandt Borgen
Arkona" ^). Disse Udtryk sige vel bestemt, at det var i Nærheden
af Pintse, at Borgen erobredes. I Aaret 1 1 68 var der imidlertid
4 Uger mellem Pintsedag og St. Viti Dag, der af alle angives som
Erobringsdagen, hvorfor det ' bliver ret usandsynligt, at Begiven-
heden skulde være forefalden i dette Aar. Derimod følger i Aaret
1169 den 15 Juni netop efter den sidste Dag i Pintseugen
(hvltadagavika). Saaledes maa man efter den islandske Kilde
bestemt tænke paa 1169.

Men det Samme fremgaar af Saxos Skildring. Her nævnes
ikke, naar Valdemar lander, men kun, at Kongen „angreb Btigen
paa forskjellige Steder og tog Bytte allevegne, men til nogen Kamp
fandtes ikke Leilighed, og begj ærlig efter at udgyde Fjendeblod
søgte han at tage Borgen ved Beleiring" *). „For at nu Erobringen
kunde ske saa h artigt som muligt, lod han alle Krigerne
hente med stor Møie i de nærliggende Skove en Mængde Tømmer,

1) Et Haandskrift har „at hvitasunnndegi*', de andre „hyftdrottios-
dag^, men begge Udtryk betyde Pintsedag.

2) Saxo 821.

16

122

der egnede sig til Bygning af Beleiringsmaskiner. Medens Haand-
værkerne vare i Færd dermed, lod han dog de Ord falde, at
Arbeidet var overflødigt, da Borgen vilde blive hurtigere indtaget,
end man ventede"^). Udspurgt nærmere om Grunden til denne
Tro svarede Kongen, at den Svantevit, som Røboeme dyrkede, i
Virkeligheden kun var dannet ved en Forvrængning af St. Vitus,
til hvem de af Keiser Karl den Store i sin Tid vare blevne tvungne
til at betale Skat. Efber Karls Død vare Bøboeme faldne tilbage
til Hedenskabet og havde vægret sig ved at betale Afgiften til
St. Vitus, der var Korvei Klosters Helgen, ligesom de havde
dannet den afskyelige Statue af Svantevit og skjænket hans Tempel
den Afgift, de udredede til Klosteret. Nu vilde imidlertid St. Vitus
utvivlsomt, naar hans Helgendag (15 Juni) kom, hævne sig over
saadan Haan og Bespottelse. Kort efler er det, at en ung Mand
opdager, at man kunde stikke Ild i Voldens Taam, og Branden
tvinger da Forsvarerne til Overgivelse.

Af denne Skildring af Felttoget fremgaar bestemt, at Borgen
erobres hurtigt. Men hvis det nu er rigtigt, hvad Knytlingasaga
angiver, at Hæren landede Pintsedag, saa vilde der — i Aaret
1168 — være gaaet 4 Uger inden St. Viti Dag, og det stemmer
afgjort ikke med Saxos Fortælling om, at Borgen faldt, inden man
var kommen til Ende med at reise Stalde og Telte ^).

Hvis den danske Hær havde ligget i 4 Uger foran Borgen,
vilde man sikkert have hørt de sædvanlige Kaab om, at Felttoget
varede for længe, som vi kjende fra Skildringen af Valdemars
andre Tog til Venden. Nei, baade efter Saxos udførlige og
Sagaens knappere Fortælling har Toget været endt overraskende
hurtigt, og da de forenede Tidsangivelser kun passe pa-a Aaret
1169, synes dette Aar at maatte være det rette.

1) Saxo 828: itaque quo ocius expugnationem perageret, ingentem
ligiiorum materiam . . . propinqiiis e sylvis petendam curavit. Quibus dum
artifices coaptandis intenderent, frustra his rebus operam dåre asseverabat,
sperato citius urbem capturos.

3) Saxo 831: Interea variis inchoandæ obsidionis operibus insistente
exercitu, aliisque stabula, aliis tentoria ad necessarios usus militari procu-
ratione versantibus etc.

ioiden sidste Reformationsfest i November 1899 blev
holdt, have 23 Videnskabsmænd erhvervet akademiske Grader,
nemlig 13 den medicinske og 10 den filosofiske Doktorgrad.
De af dem meddelte Oplysninger om deres Livsforhold og
Studier aftrykkes her i den Orden, i hvilken de have vundet
Graden. Tillige meddeles nedenfor den fra Direktør, Dr. phil.
C. C. H. Jacobsen modtagne Levnedsbeskrivelse, der ikke
findes optaget i forrige Aars Program.

Carl Jacobsen, Søn af Brygger Dr. h. c. J. C. Jacobsen
og Hustru Laura Jacobsen, f. Holst, fødtes den 2den Marts 1842.

Fra min tidligste Barndom, hvor jeg færdedes i min
Faders Bryggergaard i Brolæggerstræde Nr. 76, blev jeg for-
trolig med Bryggerigjeming, og det blev uvilkaarligt — Hge-
saa naturligt som at et Sædekorn spirer — en Selvfølge, at
jeg i Tiden skulde gaae ind i min Faders og Farfaders Virk-
somhed som Brygger.

Fem Aar gammel kom jeg ind i Hammerichs Skole.
Efberhaanden som jeg blev ældre interesserede Fagene mig
alle, med Undtagelse af Mathematik og Regning, hvortil jeg
desværre mangler ethvert Anlæg. Jeg blev Student 1861
med et smukt Laud.

17

124

Men samme Aar, som jeg kom ind i Skolen, havde min
Fader bygget sit nye Baiersk-Bryggeri, som han i faderligt
Haab opkaldte efter mig.

„Carlsberg" blev nu for mig en praktisk Skole ved
Siden af den lærde, idet jeg under de stadige Bygnings-
arbejder blev vænnet til at tumle med Sten og Kalk og med
Bjælker og Søiler.

Min Fader var en fremragende Constructeur. Han ud-
arbeidede selv sine Tegninger fra det første Udkast til de
sidste Enkeltheder.

Dette morede mig at se, og han forklarede mig gjeme
Alting.

Jeg saae saaledes under hele min Opvæxt, hvorledes de
store Bygninger blev til, først paa Tegnebrædtet og senere
paa Byggegrunden.

Dette var et andet Sædekorn, og det blev naturligt min
Attraae, at jeg, naar min Tid engang kom, da ogsaa skulde
bygge saadanne store Huse.

I Aaret 1851 gjorde mine Forældre en Rejse til Tydsk-
land, Schweitz og Milano, hvor de tog mig med. Skjøndt
jeg kun var 9 Aar gammel, fik denne Rejse en stor Ind-
flydelse paa min Udvikling. Jeg blev her, naturligvis kun
ganske barnagtigt, bekjendt med de store Kunstneres Navne
og Værker; den letfattelige Skjønhed i de høje gothiske
Domkirker gjorde et stort Indtryk paa mig ; Pinacotheket og
Glyptotheket i Mlinchen satte sig fast i min Erindring, blot
paa Grund af deres ualmindelige Navne.

Det var et tredie Sædekorn.

Alle tre have de spiret stærkt, og mit Livs Gjerning er
saa at sige en Fletning af de tre Straa.

I Foraaret 1862 besøgte jeg Italien sammen med min
Fader og begyndte derefter et polytechnisk Studium, navnlig
Chemi og Constructionstegning, for at forberede mig til min
borgerlige Virksomhed.

125

Efter denne theoretiske Forberedelse, under hvilken jeg
tillige havde sat mig ind i Bryggeriets Praxis paa Carlsberg,
begyndte jeg i 1866 mine Vandreaar, som jeg tilbragte i de
bedste Bryggerier i Frankrig, Tydskland og England — og
hvor jeg ved Siden af Bryggeriarbeidet havde en riig Leilig-
hed til at see og studere Kunstens Herligheder, særlig
Architecturen.

Da jeg i 1870 kom tilbage, byggede jeg, sammen med
min Fader, det første „Ny Carlsberg", Carlsbergbryggeriet
Nr. 2, som jeg derpaa overtog i Forpagtning.

1880 anlagde jeg for egen Regning det nuværende Ny
Carlsberg, Carlsbergbryggeriet Nr. 3, det største Bygge-
foretagende, som nogen privat Mand har udført her i Landet,
og for hvis Producter jeg paa Verdensudstillingen i Paris
1889 modtog Grand Prix.

Min Fader havde ved Carlsbergfondens Stiftelse 1876
saa at sige fordeelt vore Roller saaledes, at der paa Viden-
skabens Felt ikke var stort at udrette for mig.

Min Stræben i min Fritid er da navnlig gaaet ud paa
at bidrage, saavidt mine Evner tillade, til Kunstens Fremme,
særligt at popularisere Kunsten.

Legatet Albertina, Carstens' og Huitfeldts Monumenter,
de to Glyptotheker, Jesuskirken, den franske Kunstudstilling
1888, den internationale Kunstudstilling 1897, Udsmykningen
af Ny Carlsberg, min Medvirkning ved Provindsmusæet i
Maribo og ved Kunstindustrimusæets Stiftelse, den kongelige
Afstøbningssamling etc. ere Frugten af denne Virksomhed.

Lykken gjækker Store, Smaa,
Leger med Guldtærning,
Lykkeligst at hvile paa
Er fuldendte Gjerning.

n.

Jeg, Aage Friis, er født paa Halskov ved Korsør den
16. August 1870 og Søn af daværende Kateket i Korsør, nu

126

Sognepræst for Skyum -Hørdum i Thy, Kristian Johan
Frederik Friis (født 6. August 1833) og Hustru Juliane Marie
Landkilde (født 26. September 1832). Efter at være under-
vist i Hjemmet kom jeg 1884 i Viborg Kathedralskole, hvor
særlig Eektor Hans Henrik Lefoliis Personlighed og Under-
visning blev af stor Betydning for min Udvikling. I Som-
meren 1890 blev jeg Student med 1. Karakter (lOS^/g Points),
i Juni 1891 bestod jeg den filosofiske Prøve med Udmærkelse,
og i April 1896 tog jeg Magisterkonferens i Historie med
Danmark-Norges Historie 1766 — 1830 som Speciale. De
historiske Studier, som i min Studentertid stadig havde
været min Hovedinteresse, medens jeg tiUige deltog meget i
Studenterlivet i Studenterforening og Studentersamfund, fort-
satte jeg selvstændig efter min Konferens. I et Aars Tid
gjorde jeg forberedende Arkivstudier tn en Fremstilling af
Nordens politiske Historie i Perioden 1810—1814, og offentlig-
gjorde i Historisk Tidsskrift for 1898 en større Afhandling
om „Frederik den Sjette og det andet svenske Tronfølger-
valg 1810" og i Danske Magazin for 1898—1899 en Samling
;,Nye Aktstykker vedrørende de politiske Forhandlinger i
København i December 1813 og Kielerfreden i Januar 1814",
men derefter opgav jeg denne Plan for at gcw. over til Studier
af J. H. E. og A. P. Bernstorffs og deres Kreds' Historie
særlig paa Grundlag af tyske Bernstorffske og andre adelige
Privatarkivers Indhold. For disse Studiers foreløbige Gang
og Formaal har jeg gjort Eede i Fortalen til min Bog
„Andreas Peter Bernstorff og Ove Høegh Guldberg. Bidrag
til den guldbergske Tids Historie (1772—1780)", ved hvilken
jeg den 9. Decbr. 1899 erhvervede den filosofiske Doktorgrad.
Efterforskninger efter Bemstorffske Papirer og Studier i
Arkiverne i Berlin, Dresden og Slesvig har jeg med offentlig
Understøttelse foretaget paa to kortere Udenlandsrejser i 1897
og 1900 og en længere i 1898. I September d. Aar har jeg
tiltraadt en længere Rejse til Italien og Grækenland. Den
1. Januar 1891 blev jeg antaget til extraordinær Medhjælper

127

ved Universitets-Bibliotheket, hvor jeg senere forblev som
Assistent, indtil jeg 1. April 1900 opgav denne Stilling for
at kunne samle mit Arbejde om de Bemstorffske Studier og
Forberedelsen til et Værk om Forholdet mellem dansk og
tysk i det danske Monarki i Tiden fra 1750 til 1830. I en
Del Aar har jeg været Lærer i Historie først ved det forenede
Velgørenhedsselskabs Drengeskole, siden ved Schneekloths
Skole. Foruden de nævnte literære Arbejder har jeg i Tids-
skrifter og Dagblade skrevet en Del Af handlinger og Artikler
væsentlig af historisk og kritisk Indhold. Til „Folkenes
Historie** skriver jeg et større Afsnit (Europas internationale
Forhold 1713-^1795 og Tysklands Historie 1713—1815) og
som Eedaktør forbereder jeg Udgivelsen af en stor illustreret
Verdenskulturhistorie, der skrives af nordiske Videnskabs-
mænd og vil udkomme paa Det Nordiske Forlag.

Den 1. Juli 1896 ægtede jeg i Gjerpen Kirke ved Skien
i Norge Benedicte Blichfeldt, født 11. Juli 1873 (Datter af
Foged i Bamle Herred Peder Carl William Blichfeldt, født
1817, død 1892, og Hustru Philippa Martine Finne, født 1832).
I vort Ægteskab har vi to Børn.

m.

Nicolai Emil Schiødte, Søn af Varemægler Hans
Fritz Henrik Schiødte og Hustru Ida Marie Eline, f. Withusen,
er født i København den 8de Januar 1869 og er dimitteret fra
Borgerdydskolen paa Christianshavn 1887. Filosoficum og
Botanicum absolveredes i Sommeren 1888, medicinsk For-
beredelsesexamen Sommeren 1889, første Del af Embeds-
examen Sommeren 1893 og 2den Del Sommeren 1894 (haud I).
I Vinteren 1892 dissecerede jeg i 5 Uger i Stockholm paa
Karolinska Institut under Professor Lindstrøm. Jeg har fra
Vg 1894 — */i 1896 været Kandidat paa Almindelig Hospital,
fra Vi 1896 — ^/^ s. A. Kandidat paa kgl. Frederiks Hospitøjg
cbirurgiske Afdeling C. ; fra V^— Va ^^^^ K^^-ndi^at paa Sindss

128

sygeanstalten Oringe ved Vordingborg; fra Vs 1^96— Vg 1898
fast Kandidat ved det kgl. Frederiks Hospital. I Vinteren
1896 var jeg Assistent paa medicinsk Afdeling paa Polikliniken
for Ubemidlede. I Januar 1897 gennemgik jeg det lovbefalede
kliniske Kursus paa Fødselsstiftelsen, og samme Vinter deltog
jeg i Kursus i Bakteriologi hos Professor Salomonsen. Fra
V4 1899— Vi 19^^ l^^r jeg været ansat som Reservelæge i
Fæstningsartilleriet. Studierejse til Paris fra Januar— April
1900, hvor jeg studerede paa Hospitalerne Necker, la Salpé-
triåre og Andrål. Kandidat paa Vestre Hospital fra V7""*/io 19^-
Under mit Ophold paa Frederiks Hospital og Aaret der-
efter arbejdede jeg paa det medicinske Laboratorium under
Professor Faber og har herfra fuldført følgende Arbejder:
Et Tilfælde af Diabetes melUtus med Undersøgelse af Stof-
skiftet, offentliggjort i Hospitalstidende Nr. 39, 1897. Om
Brugen af Thyreoidin ved Affedningskure, Hospitalstidende
Nr. 32—35, 1898. Dette sidste Arbejde blev oversat paa Tysk
og optaget i „Archiv fur Verdauungskrankheiten**. Jeg del-
tog i den 2den nordiske Congres for indre Medicin i Christiania
August 1898, hvor jeg holdt Foredrag over sidstnævnte Emne.
Den 1 3de December forsvarede jeg for Erhvervelsen af Doktor-
graden i Medicin Afhandlingen: Undersøgelser over Stof-
skiftet ved Morbus Basedowii. — Fra 1ste Oktober 1900 er
jeg ansat paa Dronning Louises Bømehospital og beskæftiger
mig desuden for Tiden med at udarbejde et Eztrakt af min
Disputats til Offentliggørelse i et tysk Tidsskrift.

IV.

Jeg, Magnus Cornelius Engell, Søn af afdøde
Proprietær Niels Engell og Hustru Anine f. Dideriksen, er
fodt paa Stubbegaard ved Bønne den 26. Juni 1869. Efter i
Aaret 1886 at have taget Bealafgangsexamen ved Bønne
lærde Skole kom jeg til Kobenhavn og blev 1889 Student
med første Karakter fra Sietropolitanskolen. Det var op-

129

rindelig min Hensigt særlig at studere Zoologi, men allerede
i de første Studenteraar blev min Interesse for Geografi vakt
ved Professor Løfflers Forelæsninger, saaledes at jeg, efter
at jeg for saa vidt havde gennemført min oprindelige Plan
og taget Skoleembedsexamen med Zoologi som Hovedfag,
kastede mig særlig over Geografi. I Sommeren 1899 foretog
jeg med ministeriel Understøttelse en Rejse til les Landes
for at undersøge de derværende Hedestrækninger. For at
fuldstændiggøre min Uddannelse i matematisk Geografi, har
jeg siden Oktober 1899 med Krigsministeriets Tilladelse del-
taget i den geodætiske Undervisning ved Officerskolens Stabs-
afdeling. Den 16. December 1899 forsvarede jeg min Doktor-
afhandling: Om Elefantens Udbredelse i Afrika, Senere har
jeg ved Siden af Officerskolens geodætiske Undervisning
væsentlig beskæftiget mig med kartografiske Studier.

V.

Karl Albert Hasselbalch, Søn af exam. jur. Hans
Peter Jansen Hasselbalch, Ejer af Hovedgaarden Aastrup ved
Hjørring, og Hedevig Alberta Rebekka, f. Spårck, er født 1.
Novbr. 1874, gik i Hjørring Realskole fra 1882 til 1887, var
derefter Elev på Sorø Akademi indtil Artium, Sommeren
1891 (1. Kar.). Tog lægevidenskabelig Embedsexamen Som-
meren 1898 (1. Kar); boede i de sidste 3 Va Aar af Studenter-
tiden p& Regensen. Studerede derpå Fysiologi under Vej-
ledning af Professor Bohr indtil Efteråret 1899. Er fra 1.
Januar 1900 ansat som Aarskandidat på Sindssygeanstalten
ved Middelfart.

Som Resultat af Samarbejde med Professor Bohr udkom
Afhandlingen „Om Hønsefostrets Kulsyreproduktion" (Overs,
over det Kgl. danske Vidensk. Selsk. Forhandl. 1899.).
Disputerede 22. Decbr. 1899 for den medicinske Doktorgrad
med Afhandlingen „Om Hønsefostrets respiratoriske Stof-
skiftet

130

VI.

Jeg, Niels Eothenborg Muu s, Søn af afdøde Oberst
af Infanteriet L. L. L. Muus og Louise Muus, født Synnestved,
er født i Jægersborg d. 23. Maj 1866. 13 Aar gi. optoges
jeg som Elev paa Sorø Academi og dimitteredes derfra 1884
som Student af den mathematisk-naturvidenskabelige Eetning.

I et Aar arbejdede jeg ved den polyteohniske Læreanstalt,
begyndte saa at studere Medicin, blev constitueret Candidat
ved St. Johannesstiftelse og Blegdamshospitalet og tog
Embedsexamen i Sommeren 1891.

For at erhverve mig den fornødne Kendskab til det
praktiske Lægearbejde var jeg i 2 Aar Amanuensis først hos
Klosterlæge Nielsen i Vemmetofte og derefter hos Sygehuslæge
Lassen i Randers. Navnlig det sidste Sted med den meget
omfattende private Praxis og det store, næsten udelukkende
med chirurgiske Patienter belagte, Sygehus har været mig
en god Skole for min senere Virksomhed.

Det følgende Aar var jeg Candidat ved Frederiksberg
Hospital, fra Sept. 1894 til April 1897 Prosector anatomiæ
ved Chirurgisk Academi, fra Octbr. 1896 til April 1898 fast
Candidat ved det kgl. Frederiks Hospital og fra November 1898
til November 1899 fast Candidat ved den kgl. Fødsels- og
Plejestiftelse. Den 1. November 1899 blev jeg ansat som Pro-
sector chirurgiæ ved Chirurgisk Academi og d. 1. Januar 1900
som Reservelæge ved 3. Regiment samt som assisterende
Læge ved Københavns Karantæne.

Som Candidat ved det kgl. Frederiks Hospited paa-
begyndte jeg efter nuværende Professor Rovsings Tilskyndelse
et Arbejde over Nyresvulstemes Pathologi. Efter endt
Tjenestetid rejste jeg paa det Starckeske Rejsestipendium til
Tyskland, hvor jeg i 5 Maaneder arbejdede ved det af Professor
F. Marchand ledede pathologisk-anatomiske Institut i Marburg
a. d. Lahn. En kortere Meddelelse: „Ueber die embryonalen
Mischgeschwulste der Niere" blev derfra indsendt til Virchows
Archiv, hvori den optoges i April 1899.

131

Da jeg atter var kommen hjem, fortsatte jeg Under-
søgelserne af det Materiale, som her stod til min Baadighed,
og naaede derved at give denne ene Form af Nyresvulster
en temmelig fuldstændig klinisk og pathologisk-anatomisk
Bearbejdelse. En Afhandling med Titlen: Om de saakaldte
embryonale Blandingssvulster, et Bidrag til Nyresvulsternes
Pathologi blev i Efteraaret 1899 antaget til Forsvar for
den medicinske Doktorgrad. Disputatsen fandt Sted d. 15.
Febr. 1900. Jeg har søgt i saa stor Udstrækning som mulig
at overføre de normal-anatomiske og embryologiske Methoder
og Betragtninger paa de pathologisk-anatomiske Undersøgelser
for derved at naa en delvis ny Bevisførelse. Afhandlingen
er oversat paa Tysk og optaget i Bibliotheca medica i
Stuttgart.

vn.

Jeg, Jakobi Frederik Wildfang Boysen, er født
d. 15. Januar 1870 i Drabæks Mølle pr. Kolding, er Søn af
fhv. Mølleejer Hans Jes Boysen og Maren Bebekka B., f.
Wildfang. Student fra Kolding Skole 1887 (I. Kar.), tog
medicinsk Embedsexamen Januar 1894 (Laud.), praktiserede
1 Aar i Council BluflFs, Nord. Amerika, kom hjem i Maj 1895
og vikarierede de følgende Aar for forskjellige Læger her i
Landet. Fra Novbr. 1897 til Sept. 1899 var jeg ansat som
fast Kandidat ved Kommunehospitalet i København, og fra
Septbr. 1899 til Septbr. 1900 var jeg Reservelæge ved Randers
Kjøbstads Sygehus. I Febr. 1900 forsvarede jeg min Af-
handling „Om Qaldestenenes Struktur og Pathogenese** for
Doktorgraden. I Marts og April d. A. opholdt jeg mig i
Berlin for at studere Kirurgi og Gynækologi, blev i Juli
ansat som Sygehuslæge i Kolding og tiltraadte Stillingen i
Slutningen af August.

18

13^

vm.

Jeg, Christian Villads Christensen, er født i
Nørbæk i Viborg Stift d. 16. Febr. 1864 som Søn af Skole-
lærer Christen Christensen (f 1880) og Hustru Ane, f. Christens-
datter. Efter at have gennemgaaet Landsbyskolen og nydt
nogen videre gaaende Undervisning af min Fader kom jeg
i 1880 til København for privat at forberedes til Studenter-
eksamen. Jeg bestod denne i 1882 og tog derefter Philosophi-
cum 1883 og Hebraicum 1884. I Foraaret 1885 fik jeg Bolig
paa Regensen, hvor det bevægede Liv i de politiske Kampaar
optog mig stærkt, og hvor Opholdet i det hele blev be-
tydningsfuldt for mig. Liden jeg atter flyttede ud, havde
jeg i Januar 1888 taget Skoleembedseksamen med Historie
som Hovedfag og Latin og Engelsk som Bifags og straks
derefter besvarede jeg Universitetets historiske Prisopgave
for 1887 — 88, for hvilken der tilkendtes mig Guldmedaljen.
Fra August 1889 blev jeg ansat i Rigsarkivet, og fra 1. April
1890 fik jeg Udnævnelse som Assistent ved det ny oprettede
Provinsarkiv i Viborg; men da dette endnu ikke paa den
Tid havde begyndt sin Virksomhed, vedblev jeg at gøre
Tjeneste i Hovedarkivet i København indtil Sommeren 1891.
De følgende Aar tilbragte jeg i Viborg, hvor jeg tog Del i
Indsamlingen og den første Ordning af de jyske Arkiver,
indtil jeg fra 1. Februar 1896 blev udnævnt til Arkivar ved
Københavns Raadstuearkiv, i hvilken Stilling jeg endnu er.
Jeg har siden 1. Januar 1896 været Medlem af Bestyrelsen
for „Det jydske historisk-topografiske Selskab".

Foruden min Afhandling for den filosofiske Doktorgrad:
„Baareprøven, dens Historie og Stilling i Fortidens Rets- og
Naturopfattelse", som jeg forsvarede d. 24. Febr. 1900, har
jeg i forskellige Tidsskrifter oflFentliggjort følgende Afhand-
linger af historisk Lidhold samt enkelte andre Smaating:
1890, Den literære Jødefejde 1813 (Museum). 1891, En Tyve-
proces i 1699 (Museum). 1892, Fra Herregaardsslagtemes
Tid (Museum). 1892, Mordet paa Jørgen Bramming til

133

Lydumgaard (Saml. t. jydsk Hist. og Topogr.). 1893, Slave-
krigen (Jylland). 1893, Niels Blichers Autobiografi (Kirke-
hist. Saml.). 1894, Nogle Meddelelser om Nørbækgaard (Saml.
t jydsk Historie og Topogr.). 1895, Mag. Anders Langgaard
og hans Kapellan Otto Krogstrup (Kirk. Saml.). 1895, De
jydske Kirkebøgers Bidrag til Belysning af Krigen i Jylland
1657—59 (Historisk Tidsskrift). 1897, En Adelssleegts sidste
Dage (Saml. t. jydsk Hist. og Topogr.). 1897, Bettelpind og
Stakkels^æl (Saml. t. jydsk Hist. og Topogr.), 1898, En
Jydes Oplevelser (Saml. t. jydsk Hist. og Topogr.). 1899,
Baareprøvens Anvendelse i Jylland (Saml. t. jydsk Hist. og
Topogr.). 1900, Besættelsen paa Rosborg (Saml. t. jydsk
Hist. og Topogr.). 1900, Hvorledes en Hekseproces kommer
i Gang (Fra Arkiv og Museum).

IX.

Peter Rochegune Munch, født paa Mors 25. Juli
1870, er Søn af forhv. Landmand Chresten Møller Munch og
Johanne Mathilde, født Jacobsen. Min Skoleundervisning
har jeg modtaget i Viborg lærde Skole, som under Rektor
H. H. Lefoliis Ledelse frembød særlige Betingelser for Ele-
vernes selvstændige Udvikling. 1889 tog jeg Studenter-
eksamen med første Karakter med Udmærkelse, næste Aar
Filosofikum hos Professor Kroman med samme Karakter.
Jeg studerede nu fortrinsvis Historie med Danmarks Historie
1814 — 52 som Periode. Samtidig underviste jeg en Del og
deltog i ikke ringe Omfang i Studenterlivet baade i Studenter-
foreningen og Studentersamfundet. I Sommeren 1895 tog
jeg Skoleembedseksamen med Historie som Hovedfag, Fransk
og Latin som Bifag, med første Karakter. Efter at jeg der-
paa havde været Soldat, tog jeg fat paa Studiet af den danske
Købstadstyrelses Udvikling. Resultatet heraf blev min Af-
handling for den filosofiske Doktorgrad: Købstadstyrelsen i
Danmark fra Kristian IV«s Tid til det 18. Aarhundredes

134

Midte (1619—1745), som jeg forsvarede den 10. Marts 1900.
Til den knyttede sig en samtidig udgiven Fortsættelse, der
behandlede Tiden fra 1745 til 1848. Desuden har jeg skrevet
i Studenterbogen: Halvfemsernes Studenter (1896), i Vort Folk
i det 19. Aarhundrede: Christian VIII. og Caroline Amalie
(1898), i Danmarks Kultur ved Aar 1900: Folkets Deltagelse
i Styrelsen af Stat og Kommune (1900). Til den af Johan
Ottosen redigerede „Folkenes Historie" (1900) har jeg skrevet
om Tiden fra 1600 til 1660 saa nær som Englands og Hol-
lands Historie og paataget mig at fortsætte det indtil 1814,
stadig undtaget England og Holland og for en Del af 18,
Aarhundrede desuden med Undtagelse af enkelte andre Af-
snit. Efter C, Bruuns Død har jeg fuldført hans Arbejde:
Kjøbenhavn (1900) støttet til hans Optegnelser; den Del af
det, jeg har skrevet, er de tre sidste Hæfter, som behandler
Tiden 1784—1807. Til Salmonsens Konversationsleksikon har
jeg skrevet en Del Artikler vedrørende fransk Historie, der-
under Artiklen om Frankrigs Historie, og desforuden Artik-
lerne om Evropas og Købstædernes Historie. Dernæst har
jeg efterhaanden skrevet talrige Afhandlinger, væsentlig af
historisk Indhold, i Sønderjydske Aarbøger, Nord og Syd,
Dansk Tidsskrift og Tilskueren. Hertil kommer endnu et
Grundrids om „Det danske Folks politiske og nationale
Gennembrud efter Julirevolutionen (1830—48)" til Brug ved
en Række Foredrag, jeg i Foraaret 1900 holdt fire forskellige
Steder som Led i den folkelige Universitetsundervisning, og
en Del mindre Afhandlinger til Brug for Studentersamfun-
dets Korrespondanceudvalg. Endelig har jeg skrevet ikke
faa Artikler, væsentlig historiske Anmeldelser, i „Berlingske
Tidende'^ og „Politiken'*.

X.

Jeg, Hans Henning Ræder, er Søn af nuværende
Justitsraad, Kontorchef under Kjøbenhavns Magistrat Johan
Georg Frederik Ræder og Hustru Birgitte Cathinka, født

135

Holstein (død 1874) og er født i Kjøbenhavn den Ilte Okto-
ber 1869. Efter at være bleven Student fra Borgerdydskolen
i Kjøbenhavn i 1886 og efter det følgende Aar at have taget
Filosoficnm kastede jeg mig over Studiet af den klassiske
Filologi og bestod i Januar 1893 Skoleembedsexamen med
Karakteren Laudabilis (Hovedfag: Græsk, Bifag: Latin og
Historie). I Foraaret samme Aar rejste jeg til Bonn, hvor
jeg i Løbet af Sommerhjdvaaret hørte Forelæsninger ved
Universitetet. Den følgende Vinter (September — April) til-
bragte jeg i Italien, især i Venedig, Florents og Rom, hvor
jeg foruden at samle Lidtryk af alle Slags begyndte paa at
kollationere Haandskrifter af Theodoret's Therapeutik. Efter
min Hjemkomst har jeg opholdt mig i Kjøbenhavn, optaget
dels af Undervisning, dels af Studier i forskjellige Retninger.
Det Emne, som jeg særlig havde udsøgt mig til Behandling,
har senere givet mig Anledning til at foretage flere Rejser
for at kollationere Haandskrifter, saaledes i Sommeren 1897
ta Spanien og i 1898 til England. Den 29de Marts 1900 for-
svarede jeg for den filosofiske Doktorgrad min Afhandling:
De Theodoreti Græcarum affectionum curatione quæstiones
criticæ.

Offentliggjort har jeg tidligere — foruden en Del min-
dre Artikler i Salmonsens Konversationslexikon og i Nordisk
Tidsskrift for Filologi — „Ecce homo! En Samtale udgivet
og kommenteret af Bonifacius Spectator" (Kbhvn. 1896).

XI.

Jeg, Jens Kristian Sandfeld Jensen, er født d.
17. januar 1873 i Vejle, hvor min fader, A. K. Jensen, var
redaktør, senere købmand. Mine forældre døde tidligt, og
jeg kom da i huset hos min nuværende svigerfader, højskole-
forstander Rosendal i Lyngby, dengang i Vinding ved Vejle.
Allerede i min skoletid var jeg tidligt bestemt paa at ville
vælge sprogstudiet og da navnlig klassisk filologi. Men paa-

136

virket af professor Nyrops franske sproghistorie, som jeg i
mit sidste skoleaar stiftede bekendtskab med i afskrift, gav
jeg mig efter 1891 at være bleven student til at studere ro-
mansk filologi med latin og dansk som bifag. 1892 aflagde
jeg den filosofiske prøve (med 2den kar.), og samme aar
besvarede jeg en af det Filologisk-historiske Samfund udsat
prisopgave om Moliéres Ecole des Femmes, hvilken besva-
relse 1H93 blev udgivet i samfundets „Studier". Mine studier
tog derefter en retning, der førte mig bort fra eksamenslæs-
ning. Det blev mere og mere den rent lingvistiske side af
studiet, der tiltrak mig, og jeg havde den lykke ved under-
støttelser af forskellig art flere aar igennem at kunne an-
vende al min tid til sprogstudier. Et samlingspunkt for disse
fandt jeg i det rumænske sprog, om hvis forhold til albane-
sisk jeg 1895 offenliggjorde en lille afhandling i Nordisk
Tidsskrift for Filologi, men forøvrigt søgte jeg efter ævne at
stifte bekendtskab med saa mange sprog som muligt og følge
med behandlingen af den sammenlignende og almindelige
sprogvidenskabs problemer. Jeg kan paa dette sted ikke
undlade at fremhæve, hvilken betydning det har haft for mig
at have professor Vilh. Thomsen tU lærer, ligesom jeg ogsaa
maa nævne professor Jespersen, hvis sprogfilosofiske afhand-
linger har indvirket betydeligt paa min sprogopfattelse.
Imidlertid rykkede examen stadig nærmere, og det lykkedes
mig da at samle mig saa meget, at jeg i Januar 1898 kunde
tage skoleembedseksamen. Ved en gave fra rektor H. A.
Krarup i Vejle, hvem jeg skylder tak for saare meget godt,
blev jeg umiddelbart derefter sat i stand til at foretage en
rejse til Paris, hvorfra jeg med understøttelse af Kommuni-
tetet begav mig til Leipzig for at høre forelæsninger hos
Brugmann, Leskien, Sivers og Weigand og deltage i øvel-
serne i det af sidstnævnte ledede rumænske seminar. Efter
min hjemkomst udarbejdede jeg min afhandling „Bumænske
Studier. I. Infinitiv og udtrykkene derfor i rumænsk og
Balkansprogene", hvormed jeg d. 10. april d. aar erhvervede

137

den filosofiske doktorgrad. — Foruden dette og ovennævnte
arbejder har jeg skrevet forskellige artikler og anmældelser
i Nordisk Tidskrift for Filologi og i Dania.

xn.

Jeg, Martin Julius Goldschmidt, er født den 26de
Februar 1854 i Kjøbenhavn. Mine Forældre er forhenværende
Manufakturhandler Julius M. Goldschmidt og hans i 1888
afdøde Hustru Frederikke, født Levy. Efter at have gennem-
gået en Forberedelsesskole kom jeg i 1863 i det v. Westenske
Institut, hvorfra jeg blev Student i Juli 1871 med første
Karakter, og med samme Udfald tog jeg Året efter Filosoficum.
Efter at jeg en ganske kort Tid havde begyndt på det
medicinske Studium, vendte jeg mig snart til de Fag, der
allerede i Skolen havde fanget min hele Interesse, nemlig
Latin og Græsk« Jeg havde den Lykke at vejledes i mine
Studier af Lærere som Madvig, TJssing og Siesbye ; men ved
Siden af mine Hovedstudier hørte jeg Forelæsninger og deltog
i Øvelser hos Westergaard, Vilh. Thomsen, Wimmer og Julius
Lange. I Januar 1878 tog jeg filologisk-historisk Embeds-
eksamen med 1ste Karakter (48 Points), efter at jeg Året i
Forvejen havde løst en af filologisk-historisk Samfund ud-
stillet Prisopgave om Eetsforholdene på Sicilien, belyste
gjennem Ciceros verrinske Taler« Efter endt Eksamen kastede
jeg mig med Iver ind i pædagogisk Virksomhed ; jeg vikarierede
først et År i Hauchs Skole og hos Frk. Steenberg. Der-
efter blev jeg (i 1880) Lærer ved det v. Westenske Institut
i Latin og Græsk og senere (i 1884) i Mariboes Skole, og
for Tiden er jeg knyttet til Slomanns Skole, hvor jeg har
undervist siden 1892. Ved Siden af min Skolevirksomhed
læste jeg også paa forskjellige Kursus, og i 1887 oprettede
jeg selv i Forening med en Del ældre øvede Lærere Under-
visningsanstalten „Athene", hvis Formand jeg med en kort
Afbrydelse har været lige indtil nu. Denne Afbrydelse fandt

138

Sted i den første Halvdel af 1893, i hvilken Tid jeg foretog
en længere Rejse til Paris, Italien og Grækenland, dels i
Forening med min Ven, Adjunkt, Dr. phil. Karl Hude, dels
sammen med forhenværende Rektor, Dr. phil. J. Forchhammer.
Med den sidstnævnte foretog jeg Rejsen i Peloponnes under
Ledelse af Forstanderen for det tydske Institut i Athen,
Professor Vilh. Dorpfeld, af hvis interessante og belærende
Foredrag jeg havde stort Udbytte. Foruden denne store
Rejse har jeg flere G-ange — mest i Ferierne — foretaget
kortere Ture til Norge, til Paris, Schweiz, Nord- og Mellem-
Italien. — Ved Siden af min pædagogiske Virksomhed har
jeg stadig søgt at vedligeholde mine videnskabelige Interesser.
I 1884 opnåede jeg Universitetets Guldmedalje for en Af-
handling om „Sagnet om Helena, med særligt Hensyn til
Stesichoros' og Euripides' Bearbejdelser deraf". I Aarene
1884 til 1886 fuldendte jeg den af afdøde Cand. philol J.
Theodor Jensen p&begjmdte nye Bearbejdelse af den latinsk-
danske Ordbog, idet jeg udarbejdede den sidste Del, der
omfatter Bogstaverne N til Z, og endelig har jeg i 1896 til
1897 gjennemset og rettet Dr. Winkel-Homs danske Over-
sættelse af Saxos Danmarkshistorie. Den 18de April 1900
forsvarede jeg min Afhandling for Doktorgraden: „Gen-
tagelserne i de homeriske Digte", et Arbejde, paa hvilket
jeg har anvendt adskillige År. I Juli 1900 er jeg tiltraadt
en længere Udenlandsrejse til Italien og Grækenland. —
Foruden den førnævnte latinsk-danske Ordbog har jeg kun
offentliggjort Uddrag af enkelte Foredrag, jeg har holdt i
filologisk-historisk Samfund, og nogle Anmeldelser i „Tidsskrift
for Filologi" og i „Vor Ungdom", samt et Par Textrettelser
til Saxo, der også findes i det førstnævnte Tidsskrift.

xm.

Holger Prip, født 2lde September 1865 i Middelfart,
Søn af Sognepræst Rasmus Prip og Hustru Sofie Frederikke

139

f Høyberg. Student fra Sorø Akademi 1883 med 1ste
Karakter, tog medicinsk Embedsexamen Sommeren 1891 med
Iste Karakter.

Gjorde Tjeneste som Kandidat ved Københavns Kommunes
Hospitaler fra 1ste Januar 1893 til Iste November 1894. An-
sattes fra sidstnævnte Dato som fungerende Reservelæge ved
Blegdamshospitalet, fik fast Ansættelse sammesteds som
Reservelæge Iste Marts 1896.

Under denne Virksomhed udførtes de bakteriologiske
Arbejder, hvis Resultater senere nedlagdes i den Afhandling
(„Studier over Blandingsinfektion ved Difteri") som for-
svaredes for den medicinske Doktorgrad d. 19de April 1900.
Søgte Afsked fra Blegdamshospitalet d. Iste November 1899
og fortsætter fra denne Dato sin Uddannelse ved Dronning
Louises Bømehospital.

XIV.

Jeg, Konrad Kristian Karl Lundsgaard, er født
i Silkeborg den 20de august 1867, mine forældre var afdøde
snedkermester Conrad Christian Lundsgaard og afdøde hustru
Lene f. Simonsen.

I 1877 kom jeg i huset hos min farbroder grosserer Jens
Christian Lundsgaard i København og boede hos ham til
hans død i januar 1893.

Jeg blev student med Iste karakter fra Lyceum i som-
meren 1886, og i januar 1893 bestod jeg medicinsk embeds-
examen med laudabilis; forinden havde jeg i et halvt år gjort
kandidattjeneste på Københavns kommunehospital og St.
Johannes stiftelsens sygehus.

Den Iste marts 1893 ansattes jeg som reservelæge i
marinen og gjorde tjeneste til oktober s. år. Fra november
1893 til april 1895 var jeg kandidat på Københavns amts
sygehus (Bergersvej), var dernæst vikar for praktiserende
læger, indtil jeg i juni s. år blev kandidat på Københavns

19

140

kommunehospital og fungerede som sådan til april 1896, fra
hvilket tidspunkt og indtil november 1899 jeg atter var
reservelæge i marinen.

Fra november 1899 har jeg været ansat som assisterende
læge på Københavns arbejds- og tvangsanstalt på Lade-
gården.

Efter embedsexamen beskæftigede jeg mig især med
ophthalmologi; i 2V2 år studerede jeg på øjenkliniken 1 Havne-
gade, og fra juni 1897 blev jeg assistent på dr. med. C. Chri-
stensens øjenklinik.

Jeg erhværvede universitetets guldmedalje for året 1896
— 97 for en afhandling om „nyfødte børns øjenbetændelse i
patogenetisk og terapeutisk henseende^, denne offentliggjor-
des i forkortet form i „Bi^^liotek for Læger'*. — Den 26de april
1900 forsvarede jeg min for erhværvelsen af den medicinske
doktorgrad skrevne afhandling: „Bakteriologiske studier over
konjunktivitis". løvrigt har jeg offentliggjort en mindre
meddelelse om hypopyonkeratitis i „Hospitalstidende** og
„Klinische Monatsblfttter fur Augenheilkunde".

Fra november 1896 har jeg været praktiserende læge i
Frederiksberg.

1ste maj 1897 ægtede jeg Ingeborg Margrethe Guld-
brandsen, datter af kasserer i Statsanstalten for Livsforsikring
Vilhelm Alfred G. og afdøde hustru Amalie Elisabeth, født
Krtiger.

XV.

Jeg, Lauritz Emil Rasmussen — Søn af Grosserer
R. Rasmussen og 1882 afdøde Hustru Johanne Kirstine —
er født i Landsbyen Bro mellem Middelfart og Bogense den
19de Juni 1873, men kom i min tidligste Barndom til Middel-
fart, hvorhen min Fader 1879 flyttede sin Forretning. Til
mit 14de Aar gik jeg i Byens Realskole, hvor der dengang
virkede to vistnok enestaaende Mænd: Bertel Johan og
Andreas Kristian Jensen. Med særlig Taknemlighed mindes

141

jeg den sidste — han døde brystsyg i en ung Alder — og i
mangt og meget sporer jeg endnu hans Paavirkning. 1 1887
kom jeg i Odense Latinskole, hvorfra jeg dimitteredes 1891.
Saa langt jeg husker tilbage, har jeg haft den absurde Ær-
gærrighed at blive Præst, og jeg gav mig altsaa til at studere
Theologi, men kom efterhaanden længere og længere bort
fra mit Forsæt. Da jeg i 1897 blev Kandidat, var jeg, om
end Kristen, saa dog langt fra orthodox, og det stod mig
klart, at jeg ikke kunde fortsætte min theologiske Løbebane,
selv om jeg endnu ikke dengang saa, at den Græring, hvori
jeg stod, nødvendigvis maatte ende med, at det hele dog-
matiske System ramlede sammen. Professor P. Madsens
nøgterne og ærlige Dogmatik har jeg at takke for, at Af-
gørelsen blev saa forholdsvis let. Størst Udbytte havde jeg
haft af nuværende Biskop Frederik Nielsens Lærervirksom-
hed, og jeg skylder ham tillige en oprigtig Tak for hans
altid frisindede og forstaaende Venneraad.

I mit Rusaar hørte jeg Professor Høffdings Forelæsninger,
og hans Personlighed indgød mig øjeblikkelig Tillid. Under
hans Vejledning vedblev jeg at sysle med Filosofien, og en
filosofisk Prisopgave ledede mig navnlig ind paa Studiet af
æsthetiske Spørgsmaal, som siden har været min Hoved-
interesse. Professor Høffdings Kaad og Paavirkning har
været væsentlig bestemmende for hele min Udvikling, og
ham skylder jeg alt det bedste, jeg har faaet ud af mine
Ungdomsaar.

Strax efter min Embedsexamen drog jeg halvandet Aar
til Italien. Jeg havde lige fra 4de Klasse syslet med Italiensk
og Spansk og efter Tid og Lejlighed vedligeholdt disse
Studier ved Universitetet under Vejledning af Professo-
rerne Simdby og Nyrop. Jeg kastede mig nu i Italien over
Studiet af Leopardi, som jeg havde elsket lige fra Skole-
aarene.

Aaret efter min Hjemkomst udgav jeg et Bind „Æsthe-
tiske Studier", og i Aarets Løb fuldendte jeg tillige mit

142

Arbejde om Leopardi, som jeg iaar forsvarede for Doktor-
graden.

Under mit lange Ophold i Recanati havde jeg gjort saa
mange Iagttagelser, at jeg kunde give et ret fyldigt, paa
Selvsyn bygget Tidsbillede af Livet i en moderne italiensk
Provindsby. For at faa Samling paa Stoffet formede jeg
det som en Art Roman, som jeg nys har udgivet under
Titelen „Anita**. Saavel Personer som Begivenheder ere paa
faa Undtagelser nær hentede fra det virkelige Liv, og deri
søger jeg Bogens Betydning.

I Juni gik jeg atter paa Rejse for at gøre nye Studier
over Italiens Litteratur og Kunst.

XVI.

Thorbjørn Holm født 8de Juli 1866 paa Borksminde
ved Horsens. Søn af Proprietær, cand. phil. Lars Christian
Bjerring Holm og Johanne Henrikke Vissing. Student med
Iste Karakter ved Horsens lærde Skole i Juli 1884. Medi-
cinsk Embedsexamen med 1ste Karakter i Juni 1891. Kandi-
dat ved St. Johannes Stiftelse i København August 1891 —
April 1892. Assistent ved Polikliniken i Kobenhavn Okto-
ber 1892 — Februar 1893. Kandidat ved Kommimehospitalet
i København Marts 1893 — December 1894. Reservelæge ved
Kommunehospitalets VI. Afdeling Januar 1895 — Novbr, 1898
(deraf konstitueret som Overlæge ved samme Afdeling Januar
— Februar 1898). Reservelæge ved Sindssygeanstalten ved
Aarhus 1ste Novbr. 1898, dog først fast ansat 1ste April 1899.
Studerede Nerve- og Sindssygdomme i London Januar til Maj
1895. Disputerede for Doktorgraden i Medicin den 6te Juni
1900: „Om Lumbalpunkturen som diagnostisk Hjælpemiddel".

xvn.

Einar Lundsgaard, født 4. April 1867 i Randers,
er Søn af Herredsfuldmægtig Niels Peter Lundsgaard og

143

Emanuelle Christence Lundsgaard, f. Gundelach. — Student
fra Metropolitanskolen 1885; medicinsk Embedsexamen Januar
1892. — Vikar for forskellige Landlæger. — Kandidat ved
Frederiksberg Hospital April 1893 til Marts 1894, ved Kom-
munehospitalet Juli 1894 til Juni 1895. — I Udlandet (Bern,
Lyon, Paris) April— Juni 1894. — Praktiserende Læge i Fre-
deriksberg fra Juli 1895. — Universitetets GuldmedaUle for
en Besvarelse af den lægevidenskabelige Prisopgave for 1895
— 96. — Disputerede for den medicinske Doktorgrad d. 13.
Juni 1900.

Har af videnskabelige Arbejder offentliggjort følgende:
Et Tilfælde af fibromyoma uteri in graviditate (Gynækolo-
giske og obstetriciske Meddelelser Bd. 10, 3. Hefte, 1893);
Prostatahypertrofiens operative Badikalbehandling (Kbhvn.
1897); Studier over den saakaldte hypertrophia prostatae.
Disputats (Kbhvn. 1900).

Ægtede den 28. Juni 1895 Mathilde Nielsen, f. 28. Juni
1875 i Nyborg, Datter af Postmester Niels Christian Nielsen
og Dorthea Henriette, f. Salomon.

xvm.

Carl Johan Otto — født d. 24. Februar 1865 i Kø-
benhavn. Min Fader, Johannes Traugott Otto, der i sin Tid
ejede Herregaarden Palstrup i Jylland, er en Søn af Etats-
raad Cail Otto, Professor ved Universitetet i Farmakologi og
forensisk Medicin fra 1831—62. Min Moder, Fedora Otto, er
en Datter af Balletmester ved det kgL Theater P. J. Larcher
og kgl. Siuespillerinde Frederikke !Larcher.

Jeg llev Student fra Borgerdydskolen paa Kristianshavn
i 1884 og bestod medicinsk Embedseksamen med Laudabilis
i Januar 1892. Var fra Marts til Juli samme Aar konstitueret
Kandidat ved Københavns Kommunehospital, vikarierede i
August i Vordingborg og Karise og fungerede derpaa som
Besdrvelæge ved Gamisonssygehuset i København fra Sep-

144

tember 18i>2 til August 1893, en Tid, der dog blev afbrudt
af en Maaneds Kliniktjeneste ved den kgl. Fødselsstiftelse i
Marts 1893. Fra September samme Aar til Juli 1895 var jeg
ansat som fast Kandidat ved Københavns Kommunehospital
og Blegdamshospitalet Efter et Par Vikariater i Silkeborg
og Vejle tiltraadte jeg i September 1895 en Udenlandsrejse,
paa hvilken jeg særlig studerede Gynækologi og Obstetrik dels
hos Chrobak og Schauta i Wien, dels hos Leopold i Dresden.
Desuden har jeg i de forløbne Aar gentagne Gange gjort
mindre Udflugter til Udlandet med kortere Ophold ved gynæ-
kologiske Kliniker særlig i Berlin og Leipzig. Efter min
Hjemkomst i Februar 1896 arbejdede jeg et halvt Aars Tid
ved Universitetets bakteriologiske Laboratorium, samtidig med
at jeg nedsatte mig som praktiserende Læge paa Frederiksberg
og fik Ansættelse som assisterende Læg'e ved Københavns
Tvangs- og Arbejdsanstalt (April 1896). En Stilling, jeg
atter opgav, da jeg i November 1899 tiltraadte Pladsen som
Reservekirurg ved Kommunehospitalets 5. Afdeling under
Hr. Professor Dr. med. Sylv. Saxtorph.

Foruden mindre videnskabelige Afhandlinger i forskel-
lige medicinske Tidsskrifter indleverede jeg i Sommeren 1899
til det medicinske Fakultet et Arbejde om: Uteruskarcinomet
og dets Radikalbehandling, særlig med Henblik paa den
vaginale Hysterektomi, hvilket jeg den 2. Juli 1900 offentlig
forsvarede for Erhvervelsen af den medicinske Doktorgrad.

I Efteraaret 1896 indgik jeg Ægteskab mfd Clara
Frederikke Amalie Bærentzen, Datter af Komnundør og
Raadmand Alexander Bærentzen og Anna Rose Elise B., født
Magnussen. •

XIX.

Jeg, Christian Frederik Heerfordt, ei født den
26de December 1871 og er Søn af afdøde Distriktslæge N. C.
Heerfordt og Hustru Othilia Frederikke, f. Møller I 1887
tog jeg almindelig Forberedelsesexamen ; dimitteret privat

145

som Student 1889 med 1ste Karakter. 1 1893 blev jeg Alum-
nus paa Regentsen, tog medicinsk Embedsexamen 1895 med
haud I, 1896 med laud.

Derefter har jeg i ^^ Aar vikarieret for forskellige af
Landets Læger, i to Aar studeret Øjensygdomme dels paa
Poliklinikken*for Dbemidlede dels paa Øjenklinikken i Havne-
gade. I */4 Aar har jeg fungeret som Kandidat paa Kom-
munehospitalets 6te Afdeling, og i 1^4 Aar paa St. Hans
Hospital.

I Januar— April 1900 studerede jeg Ophthalmologi og
Hydrotherapi i Wien. Siden 1ste Maj 1900 er jeg Kandidat
paa Kommunehospitalet

Den 4de Juli s. A. forsvarede jeg for Doktorgraden min
Afhandling: „Studier over musculus dilatator pupillæ med
Angivelse af Fællesmærker for nogle Tilfælde af epithelial
Muskulatur".

XX.

Frederik Christian Paludan Vogelius, Søn af
afdøde Brygger Peter August Vogelius og Marie Vogelius,
f. Schneider, er født i København 28de Aug. 1866. Jeg blev
Student fra Haderslev Læreres Skole 1884 (første Karakter)
og tog medicinsk Embedsexamen Sommeren 1891. Efter at
have gjort Tjeneste som Reservelæge ved Københavns
Gamisonssygehus i 1 Aar blev jeg ansat som fast Kandidat
ved Kommunens Hospitaler; i min Kandidattid var jeg i
længere Tid constitueret som Assistent ved Universitetets
Laboratorium for medicinsk Bakteriologi; i November 1894
fik jeg fast Ansættelse og beklædte denne Stilling til Januar
1897. Juni 1897 blev jeg ansat som E-eservelæge ved Blegdams-
hospitalet, i hvilken Stilling jeg fungerede, til jeg den første
Maj 1900 udnævntes til Resei-velæge ved det kgl. Frederiks
Hospital; i to Aar har jeg gjort Tjeneste som Reservelæge
ved 3die Regiment.

146

Jeg har i Hospitalstidende offentliggjort to Afhandlinger
(Om Ledlidelser under Forløbet af croupøs Pneumoni og Om
Desinfektion med Formaldehyd) og i Oktober iaar disputerede
jeg for Doktorgraden i Medicin (Studier over den Fried-
lånderske Bacil), et Arbejde, jeg har paabegyndt under et
halvaarigt Ophold i Paris, hvor jeg — med Understøttelse
af Garlsbergfondet og Kommunitetet — studerede Bakteriologi
i Dr. Roux's Laboratorium i Institut Pasteur,

I 1894 ægtede jeg Elisabeth de Souza Leconte, Datter
af afdøde Generalkonsul L.

XXL

Jeg, Christian Preben Emil Sarauw, søn af skov-
rider forstraad Conrad August Nicolaus Sarauw og hustru
Betzy Vilhelmine Hansen, er født paa Petersværfb d. 19de
september 1865. Jeg blev student fra Herlufsholm i juni
1883 og tog i januar 1889 skoleembedsexamen under det
filosofiske fakultet. Fra sommeren 1896 til sommeren 1897
opholdt jeg mig, med understøttelse af kommunitetets midler,
i England, Wales og Irland for at studere keltiske sprog.
D. 18de september 1900 forsvarede jeg for den filosofiske
Doktorgrad min afhandling Irske Studier.

xxn.

Jeg, Carl Mouritz Clod Mackeprang, er født d.
28. decbr. 1869 på hovedgården Kiding ved Gråsten i Nord-
slesvig, hvor min i maj 1895 afdøde fader Adam Magnus
Johannes M. var forpagter ; min moder er Mine M. f. Krøyer
(død 27. aug. 1882). Uagtet jeg tilhører en stærkt udpræget
landmandsslægt, blev det dog bestemt, at jeg skulde studere,
og sommeren 1881 optoges jeg som elev på Sorø Akademi,
hvorfra jeg dimitteredes 1888 (1. kar., math.-naturv. retning).
Allerede i mine sidste skoleår havde jeg følt stor interesse

147

for historie, og jeg var derfor ikke i tvivl om, hvilket studium
jeg skulde vælge. Jeg begyndte strax at forberede mig til
skoleembedsexamen, men historien tog i stedse større grad
min interesse fangen, og jeg besluttede mig derfor efter nogle
års forløb til at tage en magisterkonferens i dette fag, som
jeg underkastede mig i sommeren 1894. »

I septbr. 1895 rejste jeg med offentlig understøttelse til
Italien for i Vatikanets og andre romerske arkiver at afskrive
aktstykker vedrørende Danmarks historie, et arbejde, der
allerede var påbegyndt af dr. L. Moltesen, og endnu stadig
fortsættes. Uagtet det reelle udbytte af mine undersøgelser
ikke altid tilfredsstillede mig, tilbragte jeg dog her nogle i
høj grad indholdsrige år, der har været af stor betj-dning
for min personlige udvikling, og det var med sorg i sind, at
jeg i foråret 1897 måtte sige farvel til Brom og Italien, idet
jeg fra 1. juni d. a, udnævntes til assistent i nationalmuseets
2. (historiske) afdeling, hvilken stilling jeg endnu beklæder.
— Gift 7. septbr. 1895 med Ingeborg Johanne Winther, datter
af Købmand W. i Haderslev, 1 barn.

1 1893 vandt jeg universitetets guldmedaille for en af-
handling om „Sønderjyllands statsretslige stilling under
hertugerne af den Abelske linje", som jeg i omarbejdet
skikkelse senere fik trykt i Historisk Tidsskrift under titlen:
„De danske fyrstelen i middelalderen^ (6. R. VI, 139—204).
I samme tidsskrift havde jeg tidligere fået optaget en mindre
kildekritisk undersøgelse: „Krøniken om Jens Grands fangen-
skab'^ (6. R. m, 643—65), ligesom jeg har udarbejdet de med
tidsskriftet følgende årlige fortegnelser over historisk litteratur
for 1890 — 98. I maj 1897 havde jeg den ære at blive valgt
til medlem af „Dansk historisk Forening"s bestyrelse, og i
samme efterår overdrog Regestakommissionen mig redaktionen
af Regesta Danica.

Under mit examensstudium havde købstædernes forfat-
ning og retsforhold særlig tiltrukket sig min opmærksomhed,
og efter min hjemkomst fra Italien begyndte jeg, hoved-

20

148

sagentlig i provinsarkiveme, at indsamle materiale til en
skildring af „Dansk købstadstyrelse fra Valdemar Sejr til
Kristian IV (Forordn, af 1619)", som jeg den 27. septbr. for-
svarede for den filosofiske doktorgrad. Af mindre, viden-
skabelige afhandlinger o. 1. har jeg desuden udgivet: En
anmeldelse af L. Moltesen, „De avignonske pavers forhold
til Danmark" (Hist. Tidsskr. 7. R I, 563—70), „Inventarier
i borgerlige huse fra det 16. århundredes første halvdel
(Danske Magazin 5. R. IV, 69—80), „Et par bidrag til Greve-
fejdens historie" (Ibd. S, 95 — 99), „Viborg domkapitels sekulari-
sering" (Jydske Samlinger 3. E. I, 485—93), „En luksus-
forordning for Haderslev fra 1566" (Sønderjydske Aarbøger
1897, 217—35). Sluttelig skal jeg blot anføre, at jeg til det
sidstnævnte tidsskrift har skrevet en række litteraturoversigter
for årene 1889 — 95, samt at jeg har leveret en mængde histo-
riske artikler til Salmonsens konversationslexikon, således
Cromwell, Danmarks historie 1241—1660 og Englands historie
indtil 1760.

Frederik Carl Christian Hansen, født d. 22de
Septbr. 1870 i Kolding, er Søn af Skibsbygmester Hans Jørgen
Christian Hansen og Hustru Ida Amalie, f. Davidsen. Jeg
blev Student fra Kolding Latin- ogEealskole 1887 med 1ste
Karakter, tog Philosophicum 1888 (ug.) og medicinsk Em-
bedsexamen i Sommeren 1894 med laud. Jeg begyndte strax
efter at studere Psychophysik under Docent Dr. phil. Alfr.
Lehmann og Histologi under Docent Dr. phil. R S. Bergh,
samtidig gjorde jeg Candidattj eneste paa kjøbenhavnske og
frederiksbergske Hospitaler. Fra Marts 1897 har jeg været
ansat som Prosector i normal Anatomi.

Jeg har udgivet følgende literære Arbejder: 1895: Eine
schnelle Methode zur Herstellung des Bohmerschen Håma-
toxylins. Zool. Anz. Nr. 473. 1895 : Sammen med Hr, Docent

149

Dr. phil. Alfr. Lehmann: „Ueber unwillktirliches Pliistem'*.
i Wundt's Philosophische Studien XL 4., hvor IL Afd.:
„Phonetische Studien iiber die nasale Fliisterstimme mit
besonderer Berilcksichtigung der bei den sogenannten Ge-
dankentibertragungen vorkommenden Verwechselungen" er
forfattet af mig. 1898: En paalidelig Methode til Farvning
af Bindevævet. Hospitalstidende Nr. 42. 1898. 1898 : Eine
zuverlåssige Bindegewebsfarbung. Anat. Anzeiger. XV. Bd.
Nr. 9. 1899: Om Udviklingen af Grundsubstanser i Binde-
vævsgruppen. I Biologisk Selskabs Forhandlinger og i
Hospitalstidende 1899. Nr. 49-50. 1899: Ueber die Genese
einiger Bindegewebsgrundsubstanzen, mit 13 Abbildg. Anat.
Anz. XVI. Bd. Nr. 17—18.

Den 29. Septbr. 1900 forsvarede jeg Afhandlingen:
„Undersøgelser over Bindevævsgruppen. I. Del. Den hyaline
Bruskgrundsubstans** for den medicinske Doctorgrad.

XXIV.

Hans Christian Ringsted, Sønaf Oberst i Artilleriet
Carl Christian Vibe Ringsted og Hustru Sophie Gotfride
Elisabeth, født Krøyer, er født i København d. 25de April
1868. Jeg gik i Hauch's Latin- og Realskole, hvorfra jeg
dimitteredes i 1885 med 1ste Karakter. 1 Aar efter bestod
jeg Filosofikum med Udmærkelse og tog i Sommeren 1892
medicinsk Embedsexamen med Laud. Det følgende Aar var
jeg Amanuensis hos prakt. Læge Michelsen i Hjørring. Fra
1ste December 1893 til 30te November 1894 gjorde jeg Tjeneste
som Reservelæge ved Københavns Gamisonssygehus og var
derefter i 22 Maaneder — fra Iste December 1894 til 30tc
September 1896 — fast Kandidat ved Københavns Kom-
munes Hospitaler (Vestre-, Blegdams- og Kommunehospitalet).
Fra 1ste August 1896 til 31te Juli 1897 var jeg atter ansat
som Reservelæge i Hæren. D. 20de Januar 1897 kom jeg
ind paa den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse som konstitueret

150

Kandidat, d. 1ste September samme Aar blev jeg fast
Kandidat, og fra 1ste November 1897 til 31te Oktober 1898
var jeg klinisk Assistent samme Sted. Her samlede jeg
Materialet til en Afhandling om „Diagnose og Behandling
af Placenta prævia", som jeg d. 24de Oktober 1900 forsvarede
for Erhvervelsen af den medicinske Doktorgrad.

løvrigt har jeg fra Oktober 1896 praktiseret i Køben-
havn. — D. 5te Oktober 1900 ægtede jeg Elisabeth Gulstad,
Datter af afdøde Herredsfoged Edvard Gulstad og Hustru
Ida Henriette Mathilde, født Schmidt.

U niversitetets aarlige Fest til Minde om Kirkens
Reformation vil blive afholdt i Universitetets Festsal Tors-
dagen den 15de November Kl. 12. Talen holdes af Professor,
Dr. phil. K F. V. Kroman. Efter denne Tale vil Universi-
tetets Eektor, Pi'ofessor, Dr. juris &Dr. phil. Joh. Steenstrup
give en kort Oversigt over, hvad der har tildraget sig ved
Universitetet i det nu fuldendte Aar, samt proklamere Cand.
med. N. E. Schiødte, Cand. med. K. A. Hasselbalch,
Prosektor chirurgiæ N. R. Muus, Sygehuslæge i Kolding
J. F. W. Boysen, Cand. med. H. Prip, prakt. Læge paa
Frederiksberg K. K. K. Lundsgaard, Reservelæge ved
Sindssygeanstalten ved Aarhus T. Holm, prakt. Læge paa
Frederiksberg Einar Lundsgaard, Reservekirurg ved
Kjøbenhavns Kommunehospital C. J. Otto, Cand. med. Chr.
Fr. Heerfordt, Reservelæge ved det kgl. Frederiks Hospital
Fr. Chr. P.Vogelius, Prosektor i normal Anatomi Fr. C. Chr.
Hansen og prakt. Læge i Kjøbenhavn H. Chr. Ringsted
som Doktorer i Medicinen, samt Cand. mag. Aage Friis, Cand.
mag. M. C. Engel], Arkivar ved Kjøbenhavns Raadstue-
arkiv, Cand. mag. Chr. V. Christensen, Cand. mag. P. R.
Munch, Cand. mag. H. H. Ræd er, Cand. mag. J. Kr.
Sandfeld Jensen, Cand. philol. M. J. Goldschmidt,
Cand. theol. L. E. Rasmussen, Cand. mag. Chr. P. E.
Sarauw og Assistent ved Nationalmusæet, Cand. mag. C.
M. C. Mackeprang som Doktorer i Filosofien, hvorefter
ban overgiver Rektoratet til den for næste Aar valgte Rektor,

152

Professor, Dr. phil. T. N. Thiele. Samtidig overtages
Dekanatet i det theologiske Fakultet af Professor, Lic. theol.
L. W. Schat Petersen, i det rets- og statsvidenskabelige
af Professor, Dr. juris Jul. S. V. Lassen, i det lægeviden-
skabelige af Professor, Dr. med. O. T. Bloch, i det filosofiske
af Professor, Dr. phil. Jul. Paludan og i det mathematisk-
naturvidenskabelige af Professor, Dr. phil. E. C. A. Løffler.

Den sædvanlige Festkantate udføres af Studentersang-
foreningen.

Videnskabens og vor Højskoles Venner og Velyndere
indbydes ved dette Skrift til at deltage i Festen i Forening
med Højskolens Lærere og Studerende.

^jøbenhavn, den 6te Moyember 1900.

Under Universitetets Segl.

b>*_,Ar

09

l(HM).

i

I
i

'lai^